Hella Joof om sit livs krise: Min datter vendte mig ryggen

Bogen ”Bryster skal hoppe når man hikker” er en samtalebog mellem Hella Joof og Karen Thisted. Her tager de livet op til overvejelse i en lang, åbenhjertig samtale. Om det svære, men også fantastiske, morsomme, vigtige og finurlige i tilværelsen. Læs her et uddrag af bogen, hvor Hella Joof fortæller om sit livs største krise.

Hela Joof om sit livs krise

Karen: Nu har vi talt om vores fædre og mødre. Det skal vi tale om, synes jeg. Vi er jo selv også mødre.

Hella: Det vil jeg rigtig gerne snakke om. Det at være mor er det bedste i livet – og samtidig det sværeste og det mest sårbare. Solen kan stå ned fra en skyfri himmel, og man kan lige have fået et kæmpe legat og gode anmeldelser, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvis ens datter kigger på en med foragt eller med kolde øjne, så bliver man til en lillebitte rotte.

Karen: Det er forfærdeligt.

Hella: Forfærdeligt, forfærdeligt, forfærdeligt.

Karen: Tror du, alle mødre har det sådan?

Hella: Ja. Eller har de? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg har en god veninde, og når hendes børn siger noget hårdt eller kritisk til hende, så siger hun: ”Jeg har knoklet for jer hele jeres liv, så hvis I har noget at brokke jer over, må I gå til psykolog, og I kan fandeme selv betale for det!”

Karen: Ville du ønske, at du kunne sige sådan til din datter?

Hella: Åh Karen, når du spørger om det, så rammer du lige ind i den mest traumatiske og allermest hæslige periode i mit liv.

Karen: Undskyld, Hella.

Hella: Nej, nej – det skal du ikke undskylde. Overhovedet ikke. Vi skal jo snakke om det, der gør ondt. Ellers kan vi ikke leve. Det handler om næsten tre år, hvor min datter var så vred på mig, at jeg ikke troede, jeg ville overleve det. Jeg vil gerne fortælle den historie, for det må jeg godt for hende. Men den er lidt lang.

Karen: Jeg vil gerne høre den.

Hella: Okay. Det er altså en lidt sindssyg historie, der startede med, at min datter fik bevilget nogle samtaler med en psykolog, fordi hun havde oplevet noget panikangst. Og jeg bakkede selvfølgelig op om det, for hun havde det dårligt, og jeg har jo selv gået til psykolog. Men som månederne gik, fik hun det værre og værre. Og jeg fik en fornemmelse af, at psykologen overbeviste hende om, at angsten alene var på grund af hendes mor, og at Olivia havde haft en forfærdelig barndom. Og til sidst var vi begge to i tvivl om virkeligheden. Jeg tænkte:

”Hvad har jeg dog gjort? Har jeg glemt at give hende mad? Har jeg slået hende? Har hun været udsat for et overgreb, jeg ikke har opdaget? Jeg må jo have gjort noget virkelig frygteligt”.

Indtil da syntes jeg, at jeg havde været en okay mor. Ikke en fantastisk en, men okay. Jeg ville nok – på den gamle karakterskala – have givet mig selv et otte-/nital. Jeg vidste godt, jeg ikke kunne få 13, for jeg havde jo arbejdet meget og festet en del, jeg er distræt, og jeg var ung, da jeg fik hende.

Jeg gik på skuespillerskole og havde kun halvanden måneds barsel, men jeg vidste – for det vidste jeg, Karen – at jeg var en meget kærlig mor, og at min datter aldrig havde manglet kærlighed. Det var jeg sikker på af hele mit hjerte, indtil den psykolog fik overbevist hende om, at jeg var helt værdiløs.

Samtalebog: Karen Thisted og Helle Joof

Blev paranoid

I løbet af nogle måneder ændrede vores relation sig. Hun blev meget vred på mig, og når jeg spurgte, hvordan det gik hos psykologen, kiggede hun på mig med foragt. Vi kunne slet ikke tale sammen, og jeg gik rundt i panik og turde ikke sige noget. Jeg følte, at psykologen nærmest fjerndiagnosticerede mig som et meget usundt menneske.

Det blev værre og værre, vores fortrolighed forsvandt, og jeg mistede fuldstændigt selvtilliden. Jeg var et menneske i opløsning, og det værste af det hele var, at min datter selv var så frygtelig forpint.

Hun byggede et panser op, som jeg ikke kunne trænge igennem. Jeg spurgte, om jeg ikke skulle tage med til psykologen, jeg tænkte, at det kunne nuancere billedet af vores relation, og det ville Olivia gerne have, men det ville psykologen ikke tillade.

Det var, som om jeg ikke var Olivias mor. Jeg var reduceret til en eller anden syg kælling, som havde ødelagt min datters liv, og det udviklede sig meget voldsomt. Jeg blev paranoid og fik en fornemmelse af, at den psykolog havde et mellemværende med mig, og jeg anede ikke, hvem hun var.

Karen: Hvad sagde hun for eksempel?

Hella: Et lille dumt eksempel: På et tidspunkt fortalte Olivia hende, at jeg skulle være med i ”Vild med Dans”, og det syntes Olivia egentlig var meget sejt, men så himlede psykologen med øjnene og sagde: ”Nu stopper hun!”

Og jeg ved godt, at Vild med Dans ikke er noget livsvigtigt program, men det gjorde mig jo ikke til et forfærdeligt og ondskabsfuldt menneske at være med der. Nå, men det er lige meget, det vigtige var, at det var en meget lang påvirkning, hvor min datter – på så mange måder – fik at vide, at hun havde haft en dårlig mor, og hun blev mere og mere ulykkelig gennem de to år. Jeg kunne have godtaget, at psykologen nedgjorde mig, hvis det havde hjulpet min datter, men hun var tæt på at ødelægge hendes liv.

Karen: Det lyder da helt forfærdeligt. Hvor mange år er det siden?

Hella: Det sluttede for fire år siden. Men det varede i flere år, og det eneste, hun fik for alle pengene, var et had til sin mor. Til sidst var alt gået i hårdknude, vi kunne slet ikke tale sammen, og jeg lå på gulvet og græd, og jeg sagde til Snit (Hellas mand, red.): ”Nu dør jeg, for jeg er ved at miste mit barn.”

Karen: Hvordan stoppede det så?

Hella: Der skete flere ting på en gang. Snit snakkede med en af sine kolleger – en psykiater, som sagde uden omsvøb: ”Den psykolog er på vildspor. Det er der jo nogle af dem, der er.” 

Hella Joof og datteren Olivia

Jeg ønskede at dø

Samtidig var der en god ven, der gav mig nummeret på en anden psykolog. En, hun kunne stå inde for. Der tog jeg så op, og jeg sagde til hende, at hvis det her skulle fortsætte, ville jeg hellere dø. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det. Men jeg var så bange for, at en af os skulle dø, inden vi nåede at finde hinanden.

Samtidig var det bedre, hvis vi var døde. Jeg kan næsten ikke være nogen steder over, at jeg har været så langt ude. At jeg ønskede, at en af os døde. Selvfølgelig helst mig. Men jeg kunne jo ikke begå selvmord. Det kan man ikke byde sine børn. Jeg kunne ikke bære, at hun havde det så forfærdeligt og hadede mig sådan. Jeg var helt gak og lige til elektrochok. Samtidig var jeg nødt til at kæmpe for at få min datter ud af kløerne på den psykolog. Det var ligesom en sekt. Jeg fryser om hjertet, når vi taler om det.

Karen: Hvad ændrede det?

Hella: Der var en dag i sommerhuset – jeg kan tydeligt huske den – for den dag vendte det hele. Olivia sagde til Snit og mig: ”Jeg tror ikke, jeg skal gå hos den psykolog længere, for jeg bliver bare mere og mere ked af det.” Og der gik bogstaveligt talt en engel gennem stuen. Jeg turde slet ikke sige noget.

Men Snit sagde helt forsigtigt: ”Det tror jeg heller ikke, du skal. Det er meningen, at man skal få det bedre allerede efter nogle gange.”

Og så gik der hul på Olivias mur. Hun græd og græd og sagde: ”Jeg tror, at min psykolog hader dig, mor.”

Og så kunne vi forsigtigt snakke sammen igen. Jeg kunne sige: ”Åh lille skat, det er slet ikke meningen, at ens psykolog skal synes noget om ens mor. En psykolog skal ønske at hjælpe en.”

Karen: Hvordan hjalp den nye psykolog?

Hella: Hun snakkede med mig, fik mig stabiliseret og sagde, at hvis Olivia ville, kunne hun komme op og tale med hende. Det gjorde hun, og efter nogle gange sagde den nye psykolog, at Olivia havde været udsat for en ret voldsom fejlbehandling svarende til, at en kirurg har fjernet det forkerte organ.

Karen: Jamen, hvad var hendes motiv? Ved du det?

Hella: Jeg ved ikke, om hun havde et motiv. Det tror jeg egentlig ikke. Hun har vel ment, hun gjorde det rigtige. Jeg følte jo ret massivt, at hun syntes, jeg var et latterligt menneske og egoistisk og virkelig skadelig. Jeg havde allerede talt med Olivia om, at jeg i perioder i hendes barndom var meget ked af det, var presset og fattig og ensom. Og det er jo vigtigt at tale om med sin psykolog. Men det løb af sporet.

Nogle behandlere er ikke fuldt ud bevidste om deres egen rolle, og så kommer de til at lave det, der hedder en overføring. Så har hun måske læst noget om mig eller set mig i tv og syntes, at jeg var latterlig eller alt for meget. Det har måske trigget noget inde i hende.

Jeg ved det ikke, Karen. Og Olivia var jo i en meget sårbar periode, så hun kunne ikke skelne. Det kan også bare være, hun ville have Olivia for sig selv. Min datter er sådan en, andre mennesker gerne vil have. Hun skal sommetider beskytte sig mod andre menneskers ”kærlighed”.

Karen: Kærlighed vil ikke altid det gode.

Hella: Jeg tror jo altid, kærligheden vil det gode, men det sker jo, at mennesker forveksler kærlighed med begær efter at eje et andet menneske.

Stadig rystet

Karen: Har I kunnet tale om det i årene efter?

Hella: Ja, vi taler om det en gang imellem, og jeg begynder stadig at ryste. Vi har lagt det bag os, men tænk, hvis vi ikke havde fundet den nye psykolog, som reddede vores familie, og Olivia var fortsat hos den gamle. Så kunne vi have siddet i hver sin ende af landet og ikke have set hinanden, og så havde Olivia jo været uden sin mor, og jeg havde været en benet, fortvivlet kvinde på Alprazolam. Eller død. Jeg havde været død, tror jeg.

Karen: Du kommer aldrig over det her, Hella.

Hella: Jo, jeg gør, Karen. Der er et ar i mit hjerte. Jeg har fået strækmærker derinde, men jeg er i gang. Jeg har været så fuld af had og fortvivlelse og tanker om død. Såret er ikke helet helt endnu. Men det er det snart. Og jeg kommer over det.

Karen: Spørgsmålet er, om din datter kommer over det.

Hella: Det gør hun. Hun er ovre det, men det er klart, at hvis man gennem flere år får at vide, at ens primære voksenperson – hvis kærlighed man aldrig har været i tvivl om – simpelthen er et giftigt menneske, så bliver man jo ensom og fortvivlet. Og det var hun i en meget lang periode. Det er et meget stort smertepunkt i mit liv. Det største, Karen.

I bogen ”Bryster skal hoppe når man hikker” tager Hella Joof og Karen Thisted livet op til overvejelse gennem lange, spændende samtaler. Her snakker de om deres døtre, om ulykkelighed, depression, Gud og kærligheden. Det er en åbenhjertig bog om det svære, men også det fantastiske, morsomme, vigtige og finurlige i tilværelsen. 

”Bryster skal hoppe når man hikker”, 264 sider, 300 kr. vejl., Politikens Forlag