Skuespiller Henning Jensen blev ramt af svær depression: Jeg var klar til at tage mit eget liv

Henning Jensen var en travl og succesfuld skuespiller, da han blev ramt af en sort depression. Selvom han kæmpede sig på scenen hver aften, havde han det så dårligt, at han hjemme i lejligheden lå på badeværelsets gulv ude af stand til at rejse sig. Til sidst var han klar til at opgive livet. Men heldigvis blev han reddet af et telefonopkald.

En lørdag aften i november 1978 pakkede Henning Jensen en taske med et tæppe, en flaske vand og adskillige pilleglas. Han var klar, helt rolig og havde lige været i bad og fundet rent tøj frem. Den 35-årige skuespiller ville være pæn og ren, når de fandt ham. Og han var fast besluttet på, at han ikke længere ville vågne til det mareridt, som havde plaget ham i de sidste seks måneder. Livet skulle slutte nu.

Men klokken 21.30 blev hans plan pludselig afbrudt, da telefonen ringede. I den anden ende var moderen til hans fireårige datter Sarah. Deres lille pige ville sige godnat til sin far.

”Far, jeg går i seng nu. Kommer du ikke snart og besøger mig? Jeg savner dig.”

”Jo, min skat, hvornår skal jeg komme?”

”I morgen.”

”Jeg kommer.”

”Lover du?”

”Ja, Sarah, jeg lover.”

Henning Jensen holdt sit løfte. Han holdt også ved livet, selvom en depression på det tidspunkt havde gjort det så uudholdeligt, at den ellers så succesfulde skuespiller ikke længere var sig selv. Hans stemme var blevet hæs og svag, hans krop var svundet ind med 14 kilo, og hans motorik svigtede, så han væltede ind i vægge og dørkarme, når han hvileløst tumlede rundt i sin lejlighed, hvor skidtet flød, og lugten mindede mere og mere om en losseplads.

 

Husker hver en grum detalje

Når Henning Jensen i sin bog Gennem Glasvæggen beskriver sit sammenbrud for 42 år siden, gør han det, som var det i går. Eller rettere: Som stod han midt i det i skrivende stund. For han husker hver en detalje og hver en rædselsfuld scene, så man som læser er med helt inde på badeværelsets terrazzogulvgulv, når han ude af stand til at rejse sig mærker, hvordan hans varme urin løber mod mave og bryst for til sidst at ramme hans udstrakte arm. Med andre ord: Som læser er man med helt inde i et sygdomsramt sind.

Og det er præcis derhen, Henning Jensen ønskede at bringe læserne, da han satte sig ned og skrev.

- Der er nærmest skrevet hele biblioteker om depression set fra psykiaterens side. Men der er næsten ikke noget skrevet af patienter. Jeg tror, det er fordi, det er en sygdom, man helst vil glemme, når man er ude af den. Men jeg havde det lige omvendt. Da jeg kom hjem efter tre en halv måned på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet, satte jeg mig som det første ved min store elektriske skrivemaskine og skrev hele forløbet ned i noter. Jeg ville dokumentere, hvad der var sket, og jeg ville skrive startsignalerne ned i en fart, så jeg ikke glemte dem, hvis de skulle komme igen. Det blev til 130 sider, og de sider har jeg haft med mig lige siden. Dem og så et kjolesæt og min datters dåbskjole, siger Henning Jensen, som takket være noterne præcist kan beskrive den formiddag i maj 1978, hvor han havde været til TV-prøver og stoppede for rødt i et lyskryds på sin cykel. I det øjeblik han satte foden mod kantstenen, skete det: Lydene omkring ham forsvandt. Og angsten begyndte at flakse. Det var her, han gik gennem glasvæggen. Det var her depressionen startede.

Læs også: Sebastian Dorset: Derfor taler jeg åbent om min depression

Kæmpede sig på scenen hver aften

En sygdom, som snigende blev værre og værre. Alligevel gik han på scenen hver aften, selvom han dårligt kunne slæbe sig derind. Også selvom han ofte brød grædende sammen under prøverne. Flere gange var han så opløst efter en forestilling, at han nægtede at gå ind til fremkaldelse på trods af, han havde hovedrollen.

”I stedet styrtede jeg op på min garderobe, flåede kostumet af og flygtede ud af teatret, hvor jeg som en vild og vanvittig løb gennem det publikum, der lige havde siddet og set mig på scenen,” som han skriver i sin bog.

Det går nok over af sig selv

Ingen stoppede Henning Jensen. Hverken omgivelserne eller ham selv.

- En depression er en lidelse med en masse indbyggede undskyldninger, som hvisker til en: ”Du er nok bare lidt stresset. Eller lidt træt. Nu er det snart weekend, så holder det nok op.” Eller: ”Nu kommer sommeren, så går det nok over af sig selv.

Var nødt til at få hjælp

Men Henning Jensens mørke lettede ikke af sig selv. Det indså han en aften, hvor han fandt sig selv siddende i sin lænestol smurt ind i sin egen afføring. Først her midt i stanken og håbløsheden forstod han, at han skulle have hjælp. Han anede bare ikke, hvor han skulle finde den, og i flere måneder flagrede han desperat rundt mellem mere eller mindre vanvittige selvbestaltede healere, clairvoyante, terapeuter og velmenende mennesker med ubrugelige råd.

Stress og svær barndom

Der er flere forklaringer på, hvorfor den ellers så succesfulde skuespiller pludselig endte med at stå i det dybe, sorte hul.

Selv er Henning Jensen overbevist om, at det var stress, der i første omgang udløste hans sammenbrud og depression.

- Jeg var så heldig – eller uheldig – at være afsindig brugt som skuespiller, siger Henning Jensen, som ofte startede dagen på radioteatret for derefter at fortsætte med prøver på teateret. Bagefter var der ofte TV-prøver. Og som dagens afslutning var der forestilling på teateret.

- Min dag var en stresspukkel uden lige. Men jeg registrerede det. Ikke før angsten kom indefra den dag i lyskrydset.

Et turbulent kærlighedsliv var helt sikkert også med til at vælte Henning Jensen omkuld, ligesom en svær barndom også lavede de første ridser i hans sind.

Læs også: Mobning øger risikoen for depression

Lys på den anden side

I sin bog beskriver Henning Jensen ærligt alle ridserne og hele mørket. Men han viser også, at der er lys et sted på den anden side.

- Når man er ramt af en depression, tror man, at man er den eneste i Verden, der har det så slemt. Og at det aldrig går over. Men man kommer igennem det. Det går over, siger Henning Jensen, som endte med at blive indlagt på Rigshospitalet i tre en halv måned, hvor han blev behandlet med medicin og terapi.

Troede aldrig, han kom på scenen igen

Undervejs var han overbevist om, at han aldrig kom på scenen igen.

Men en dag var der telefon til Henning i køkkenet på afdelingen. Da han kom til røret, brølede skuespiller og teaterleder Morten Grunwald ind i røret.

- Hej med dig du gamle, hvordan skær den?

Med svag stemme fik Henning Jensen forklaret, at han jo ikke havde det så godt.

- Ved du ikke, hvor jeg er? tilføjede han forsigtigt.

- Jo for helvede, ellers kunne jeg jo ikke ringe til dig, lød Grunwalds svar, hvorefter han gik i gang med at overbevise Henning om, at han skulle komme på scenen på Grunwalds eget teater. Han havde en rolle til ham.

- Det er vel for helvede ikke meningen, at du skal være indlagt på livstid.

Henning Jensen endte med at hviske: ”ok” og efterfølgende forlod han hospitalet for at spille sin rolle. Godt nok skulle der mere end 30 forestillinger til, før han helt forstod, replikkernes dybere mening. Han havde bare lært dem udenad. Men han gjorde noget, han aldrig troede var muligt: Han kom på scenen.

- Jeg skylder Morten Grunwald en stor tak. For det var ham, der fik mig derop.

Jeg har ikke det lyseste sind

Siden har Henning Jensen som bekendt haft utallige roller på teatre, film og i TV. Han kom ud af depressionens skygge efter ni måneder og trådte ind i scenelyset igen. Men hans sind vil altid være lidt tungere end de flestes.

- Mit sind er ikke det lyseste i verden, og det kan man også se på de roller, jeg har spillet. Hvis det havde været lidt lysere, havde der nok været flere lystspil imellem. Og så havde det nok også været lidt sværere for en depression at trænge igennem.

Depressionen bragede igennem dengang for 42 år siden. Så voldsomt, at den kunne have kostet Henning Jensen livet, hvis det ikke lige var fordi, telefonen ringede den aften, hvor han beslutsomt havde pakket en taske med piller og vand. Altså hvis ikke fireårige Sarah lige ville sige godnat til sin far.

- Jeg tror ikke, jeg havde været her i dag, hvis jeg ikke havde fået den opringning. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om jeg havde taget mit eget liv ude i den skov, eller om jeg var gået hjem igen. Men jeg var fast besluttet på, at det skulle være slut.