Citronmuffins

Muffins bagt med rørsukker, citronsaft og -skal og toppet med en frisk citronglasur.

12-16 stk.

Ingredienser

Muffins
150 g smør
200 g rørsukker
2 æg
400 g mel
1 spsk. bagepulver uden fosfat (fx fra Skærtoft Mølle) – bagepulver med fosfat giver bitre kager, fordi der bruges en del af det i muffins
½ tsk. natron
4 dl cremefraiche 18 %
2 spsk. citronsaft
Fintrevet skal af en usprøjtet citron – undgå den hvide del under selve skallen

Glasur
150 g flormelis
1 spsk. pasteuriseret æggehvide
1 spsk. friskpresset citronsaft

 

PRØV OGSÅ: Bløde chokolademuffins

 

Fremgangsmåde

Muffins: Tænd ovnen på 190° (ikke varmluft). Sæt papirforme i fordybningerne på en muffinform eller smør muffinformene grundigt.
Pisk smør og rørsukker sammen – bliv ved, til det er blødt og luftigt.
Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg.
Sigt melet sammen med bagepulver og natron.
Bland cremefraiche, citronsaft og citronskal.
Rør skiftevis melblanding og cremefraicheblanding i sukkerblandingen. Der skal ikke piskes i dejen, brug en dejskraber til at vende tingene sammen med – muffins skal være lette og luftige – det opnår man ved at rode mindst muligt med dejen.
Fordel dejen i muffinformene.
Størrelsen af dine forme betyder noget for bagetiden – regn med 25-28 min. for høje papirforme og ca. 20 min. for små forme. Stik en tynd urtekniv i midten af en muffin ved slutningen af bagetiden. Kommer den retur uden fugtig dej, er dine kager færdigbagte.

Glasur: Rør ingredienserne til glasuren sammen og justér evt. med æggehvide, til konsistensen passer. Fordel glasuren over kagerne, når de er kølet af, og servér med glæde!