Sex- og samlivsbrevkassen: Vi har sex under graviditeten – kan barnet tage skade?

Camilla er i tvivl om, om hendes ufødte barn kan tage skade af, at hende og hendes partner har sex under graviditeten. Ude og Hjemmes faste sex- og samlivsbrevkasse-ekspert, Helle Hartz, giver svar på spørgsmålet.

Vi har sex under graviditeten - kan barnet tage skade?

Vi har sex under graviditeten – kan barnet tage skade?

Jeg er gravid for første gang, og det kan godt være, at jeg skulle have spurgt min egen læge om det her, men jeg synes, det er lidt pinligt: Min kæreste og jeg er meget glade for sex af den lidt hårdere slags. Altså hvor han virkelig støder til, både hurtigt og hårdt, i lang tid. Kan mit foster tage skade af det? Kan det ”mærke” noget? Jeg er fire måneder henne.

Hilsen Camilla

Læs også: Flere mister lysten til sex under graviditeten - læs 7 råd til at få mere lyst her

Kære Camilla

Allerførst tillykke med den kommende lille ny verdensborger. Du spørger, om dit foster kan mærke noget, når du har sex med din kæreste, og til det kan jeg svare: ja, det kan det. Undersøgelser har vist, at i hvert fald i de sidste tre måneder af en graviditet (og måske endnu tidligere) registrerer fosteret moderens sindstilstand og følelser. Det kan altså opfatte både lys, lyde og bevægelser. Men hvis du er bekymret for, om det gør ondt på fostret, når I elsker, er svaret nej. Det ligger godt beskyttet omgivet af fostervand i livmoderen og vil blot mærke jeres elskov som rytmiske bevægelser i vandet. Og der skal mere end lidt høj ”søgang” til for at skade fostret eller sætte fødslen i gang. Der kan være en lille risiko, hvis du hører til den gruppe kvinder, der har svært ved at holde på graviditeten, og hvor livmoderhalsen åbner sig for tidligt, men det er jo ikke til at vide, da det er første gang, du er gravid. De endorfiner og hormoner, som nydelsen og orgasmen udskiller i din krop, vil også påvirke fostret, men det er heller ikke skadeligt – tværtimod. Generelt er det ikke farligt eller skadeligt at dyrke sex, når man er gravid, med mindre din læge eller jordemoder fraråder det. Det vigtigste er faktisk, at du bruger din sunde fornuft og selv mærker efter undervejs. Så længe det føles dejligt, og du ikke får smerter eller lignende, så skulle der ikke være nogen problemer.

De bedste hilsener Helle

Se også: Sex- og samlivsbrevkassen: Mit sexliv keder mig