Christinas sorg: Far lukkede sin morder ind

Hvor meget forstod Kim i sine sidste frygtelige sekunder, hvor han blev stukket ihjel med en dykkerkniv? Spørgsmålet har naget hans datter, Christina, og hans mor, Lis, i de tre år, der er gået, siden tragedien indtraf. Nu søger de svar.

– Min far havde ikke en jordisk chance, siger Christina Behrendt og bliver fjern i blikket, mens hun tænker tilbage på den skrækkelige dag, hvor han brat og brutalt blev revet fra hende.

– Jeg kommer aldrig over det. Han er i mine tanker hele tiden: ”Hvorfor skete det for ham? Hvorfor!”. Han skulle jo være her. Det er min søn, tilføjer Christinas farmor, Lis Dall, med tårer i øjnene.

De sidder i sofaen i Lis’ stue i Fredericia og kigger på glade familiebilleder, der står i hjerteskærende kontrast til den sorg og fortvivlelse, som de to kvinder nu befinder sig i.

– Her er han 14 dage før sin død. Vi var på tur i Den Fynske Landsby i Odense, og vi havde en pragtfuld dag. Han skulle prale med, at han kunne gå på stylter. Det var den sidste gang, jeg så ham i live, fortæller Lis og peger på et billede af sin ældste søn, Kim, der led så grum en skæbne, da han en sen aften for tre år siden åbnede døren til sit hjem og stirrede direkte i øjnene på sin morder.

– Jeg var ikke med på turen, men jeg så ham også i de sidste dage. Vi var ude at gå en dejlig tur på volden i Fredericia. Jeg havde ikke set ham så glad i mange år. Det har sikkert været fordi, han var forelsket, men det vidste vi ikke noget om på det tidspunkt, siger Christina.

 

Her ses Kim 14 dage før sin død. – Vi var på tur i Den Fynske Landsby og havde en pragtfuld dag. Det var sidste gang, jeg så ham i live, siger Lis.

Her ses Kim 14 dage før sin død. – Vi var på tur i Den Fynske Landsby og havde en pragtfuld dag. Det var sidste gang, jeg så ham i live, siger Lis.

 

Det var den 5. september 2019, at døden bankede på døren hos Kim Behrendt Jørgensen. Han var begyndt at date en kvinde, der var på vej ud af sit ægteskab med den 52-årige Jan Lykkegaard fra Middelfart. Sidstnævnte havde opdaget sin kones forhold til den seks år ældre fredericianer ved at følge med i hendes gøren og laden i hemmelighed.

Ude af sig selv af jalousi, traf han til sidst en fatal beslutning.

– Vi ved ikke det præcise tidspunkt, men omkring klokken 22-23 havde han drukket en masse vin og gjorde op med sig selv, at han ville cykle fra Middelfart til Fredericia med en dykkerkniv for at konfrontere min far. Politiets teori er, at han bankede på og højst sandsynligt havde gemt dykkerkniven i ærmet. Min far åbnede døren, de udvekslede nogle få ord, og min fars sidste sætning til ham var: ”Du må være sindssyg”, siger Christina og fortæller, at gerningsmanden selv opridsede forløbet i detaljer under den senere retssag mod ham.

– Han bad min far om at holde op med at ses med hans kone, og så var det, at det slog klik, og han dolkede ham over 40 gange.

– 46, præciserer Lis og knuger sit barnebarns hånd.

Fundet næste morgen

– Næste morgen blev min far fundet i køkkenet af min lillebror, som skulle i skole og ikke kunne forstå, hvorfor han ikke var blevet vækket, fortsætter Christina og ryster på hovedet over det grusomme syn, det må have været for den dengang blot otteårige dreng. Farens skader var så voldsomme, at politiet først antog, at han var blevet skudt.

Christina var på vej på arbejde den morgen, da hun kastede et blik på sin telefon og faldt over et billede på Facebook. Det var fra vejen, hvor hendes far boede. Man kunne se, at politiet var rykket ud, men ikke til hvilket hjem.

– Jeg ringede til ham for at høre, hvad der var sket, men han tog ikke telefonen. Og de artikler, jeg kunne finde på internettet, var ikke fyldestgørende. Først efter nogle timer kom det frem, at der var sket et mord, fortæller Christina, som blev mere og mere bekymret for sin far. Hun kontaktede sin farmor og spurgte, om hun havde hørt noget fra ham. Det havde hun ikke.

Betjente dukkede op

– Jeg ringede til politiet og insisterede på, at jeg ville vide, hvad der var sket. Ti minutter efter stod der nogle betjente uden for min dør, og så vidste jeg jo godt, hvad de ville. Jeg lukkede døren for næsen af dem, men de nåede at få den op. Og så kan jeg ikke huske mere. Jeg gik i sort, siger Lis.

 

Her ses Christina med sin far og farmor til sin studenterfest.

Her ses Christina med sin far og farmor til sin studenterfest.

 

Christina beskriver det som at være med i en film, da hun fik beskeden.

– Det var uvirkeligt. Politiet ville ikke ud med mange detaljer, og der florerede alle mulige rygter. Jeg gik ud til mit spejl, talte med mig selv og prøvede at beslutte, hvad næste skridt skulle være. Jeg ville ikke være alene, for adrenalinen fór rundt i kroppen, mindes Christina, som tog hjem til sin mor, hvor politiet hurtigt gjorde dem selskab. De ville vide, om Kim kunne tænkes at have nogen fjender.

Glad for livet

Ingen i Christinas familie kendte til hans forhold til kvinden, og de kunne ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at nogen ville gøre ham noget ondt. Den rolige og vellidte mand, som altid stillede op for sine nærmeste, hvis der var det mindste problem.

– Han var så glad for livet. Det eneste, han var utilfreds med, var, at jeg ikke havde meldt ham til badminton, allerede da han var helt lille, smiler Lis.

– Ja, min far dyrkede badminton på højt niveau og var sikker på, at han ville være blevet verdensstjerne, hvis han var startet noget før, ler Christina kærligt og tager en af hans mange pokaler frem fra en hylde i sin farmors stue.

– Han vandt over 50 pokaler og medaljer. Mine børn har arvet nogle af dem, siger hun og understreger, at hun gør meget ud af at fortælle sine fire børn om deres morfar. Den yngste nåede aldrig at møde ham.

Ønsker kontakt

Året efter drabet blev gerningsmanden idømt 12 års fængsel, efter at han i fuldt omfang havde erkendt sin skyld i Kims død.

– Straffen er slet ikke stor nok, siger Lis.

Hverken hun eller Christina kan slippe tanken om, hvad der må være gået igennem Kims hoved i hans sidste frygtelige sekunder. Nåede han at forstå, hvad der skete? Spørgsmålet har naget dem lige siden hans død, og de har derfor nu kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at hun kan skabe forbindelse til Kim og give dem svar.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.

Giv Ude og Hjemme i gaveKlik her og læs hvordan!