Handicap er ingen hindring: Vi er de bedste venner

To piger, der udefra er meget forskellige, er slyngveninder. For dem er handicap ingen hindring for at være bedste venner.

En lille pige står ved siden af sin bedste veninde, der sidder i kørestol

– Vi er meget mere ens, end vi er forskellige.

Sådan siger de 8-årige slyngveninder Johanne Guldborg Larsen og Emma Klug Christensen fra Søborg. De to piger tænker ikke meget over, at Johanne har muskelsvind og sidder i kørestol. De bruger langt hellere tiden på at lege og have det sjovt sammen. For det kan man nemlig sagtens, selv om den ene har et handicap, og den anden ikke har, understreger de.

Læs også: Jes blev forelsket i sin sygehjælper: kærlighed ved første blik

Bedste venner

 – Vi finder bare på lege, hvor Johanne også kan være med, og dem er der masser af. Vi gynger på sansegynge, leger med dukker og kører ræs på hendes kørestol, forklarer Emma ivrigt og fortsætter den lange liste af sjove ting, som hun og Johanne finder på sammen.

 – Emma er en virkelig god veninde, for hun er ligeglad med, at jeg har muskelsvind. Jeg tror faktisk, at hun glemmer det nogle gange, for det er ikke noget, der betyder noget for hende. Vi har masser af ting til fælles alligevel, og vi er de bedste venner, smiler Johanne.

Heldigvis føler Johanne sig sjældent udenfor på grund af sit handicap, for hendes øvrige klassekammerater på Buddinge Skole er også gode til at inddrage hende i deres lege, fortæller hun.

Venneløse og alene

Men hun ved, at der er mange andre børn med handicap, som føler sig venneløse og alene, fordi der desværre også er mange fordomme om handicap blandt børn. Derfor har Johanne og Emma sagt ja til at medvirke i en ny kampagnevideo for Det Centrale Handicapråd, som skal få flere børn til at anerkende deres handicappede jævnaldrende som ligebyrdige. Videoen kan ses på hjemmesiden minvenmedhandicap.dk.

– Jeg håber, at andre handicappede børn kan få lige så mange gode venner, som jeg har, siger Johanne.

Læs også: Mathilde har aldrig været en hindring