Hverdagens lille solstråle: Tak for hjælpen

En konduktør blev dagens helt for 18-årige Mathilde på en togrejse mellem Holstebro og København, der startede meget ubehagelig. Hun er taknemmelig for hjælpen.

En ubehagelig start på en togrejse fra Holstebro til København har udviklet sig til en solstrålehistorie for en vestjysk teenager.

For nylig skulle den 18-årige handelsskoleelev Mathilde Christiansen fra den vestjyske by Sahl til hovedstaden i forbindelse med sit studie.

LÆS OGSÅ: Pigerne blev skældt ud efter tabet af deres lillesøster: Vi måtte ikke dele sorgen

Hun havde pladsbillet, da hun steg på toget i Holstebro, men pladsen var optaget.

Da Mathilde gjorde den kvindelige passager opmærksom på det, blandede en beruset mand på omkring 40 år sig i samtalen.

Han begyndte at svine Mathilde til med sprogets værste gloser. Ubehageligt til mode satte hun sig på en anden plads et stykke fra manden, men han fortsatte med at kalde Mathilde for de værste ting.

Jeg fik at vide, at jeg var umoden, at jeg ikke skulle tro, at jeg ejede hele verden, og at jeg fanden-gale-mig bare kunne sætte mig på en plads over for ham. Det var virkelig ubehageligt, fortæller Mathilde.

Teenagerens trængsel blev dog straks taget hånd om, da en handlekraftig togkonduktør kom til stede. Mathilde blev flyttet til en plads i en 1. klasses kupe, hvor hun blev inviteret til gratis at forsyne sig med mad og drikke fra togbaren.

LÆS OGSÅ: Gitte fik mig ud af kriminaliteten

Fik betalt taxa

Den berusede mand blev høfligt, men bestemt bedt om at stå af toget i Herning.

Her kunne historien måske passende slutte, men det gør den ikke. Undervejs til København havde Mathilde holdt sin mor, Bettina Christiansen, underrettet om det bizarre optrin, og den efterfølgende opgradering til 1. klasse.

Bettina var så taknemmelig over konduktørens håndtering af sagen, at hun skrev et rosende indlæg på DSBs Facebook side. Og så kan det nok være, at Mathilde kom i fokus.

Tusindvis af mennesker læste og delte Mathildes mors betragtninger, og det væltede ind med kommentarer.

Mathildes mor, Bettina Christiansen, skrev rosende ord på DSB's facebook-side.

Det lærte mig noget om, hvor hurtigt tingene sker i den moderne verden. Der var megen ros, og kun enkelte negative kommentarer. Jeg fik f.eks. at vide, at hvis jeg var voksen nok til at rejse alene med toget, burde jeg også kunne klare en samtale med en beruset mand, siger Mathilde.

Kommentarerne var i det mindste sjovere, end oplevelsen i toget med den fulde mand. Han har i øvrigt tidligere voldt DSB besvær.

Da Mathilde ankom på 1. klasse til København, fik hun en taxa betalt af DSB. Samtidig fik hun en et telefonnummer til gratis psykologhjælp. Den fik Mathilde ikke brug for. Der skal mere end en fuld mand til at slå en sej, vestjysk teenager ud af kurs.