Janne dømt for drab: 12 års fængsel

”12 års fængsel for overlagt drab”.

Dommeren i Østre Landsret havde lige afgjort Janne Kjeksruds fremtid. Hun talte til den 27-årige kvinde, der til det sidste havde håbet, at retten ville forstå, at hun ikke havde slået sin ekskæreste ihjel med vilje.

Tårerne løb ned ad kinderne på Jannes nærmeste venner, mens Janne ikke fortrak en mine. Hun havde fået den samme dom i byretten, og selv om hun havde håbet, at den blev ændret til vold med døden til følge, accepterede hun dommen. I sidste ende tænkte hun, at hun fortjente det.

Janne voksede op med sin mor og far. Det var et problemfyldt hjem, og da Janne var 8 år, forlod faderen dem uden et ord. Tilbage var Janne, der mere eller mindre passede sig selv og helst ville på besøg hos klassekammeraterne. Altså dem, hun måtte lege med, for ikke alle forældre var interesserede i, at deres børn brugte tid sammen med en datter fra et problemfyldt hjem.

Rodet barndom

Som 10-årig løb Janne hjemmefra og flyttede kortvarigt ind på et børnehjem, da hendes far meldte sig på banen og tilbød sin datter at bo hos ham. Han havde fået en ny familie, og den lille pige glædede sig til at blive en del af en familie igen.

Men faderen var ofte hjemmefra, og når han var hjemme, var han ikke længere den samme. Han havde været udsendt som soldat, og krigen havde ændret ham. Så Janne trivedes ikke i den nye familie.

Som 14-årig åbnede hun sig for lærerne på sin skole, blev sendt på ungdomspension og måtte klare sig alene igen.

Kort tid efter fik Janne plads på et opholdssted for unge med psykiske og sociale vanskeligheder, og her mødte hun Corina Jensen, der var ansat som pædagog.

Selvvalgte forældre

Modsat andre voksne, som Janne tidligere havde haft i sit liv, viste Corina ægte interesse. En interesse, som Janne i begyndelsen ikke ville have. Hele sit liv havde hun klaret sig selv, og hun mente, Corina blandede sig for meget, når hun blev ved med at spørge ind til Janne.

– Jeg var slet ikke vant til, at folk faktisk interesserede sig for mig. Jeg lukkede ikke nogen ind, for jeg tænkte, at de nok snart forsvandt igen alligevel. Det var jo, hvad jeg var vant til, husker Janne.

Men Corina blev ved, og til sidst måtte Janne overgive sig til hendes omsorg. Hun skulle have kæmmet sit lange hår for lus, og Corina var den eneste, der kunne gøre det.

Janne kunne se, at Corina ikke bare var endnu en sur pædagog, og det endte med, at de to sad og hyggesnakkede over en kop kaffe. Derefter begyndte Janne at lukke Corina ind i sit liv. Hun var med til Jannes 10. klasses afslutning, hvor hun dansede lancier, og til hendes 18-års fødselsdag, for selv efter at hun som 17-årig flyttede fra opholdsstedet, holdt de kontakten og snakkede ofte i telefon sammen.

Til sidst blev Corina som en mor for Janne. Hun var sikkerhedsnettet, da Janne manglede et sted at bo, og i tre måneder boede hun hos Corina og hendes mand Helge i Præstø, hvor Corina hver dag kørte Janne til og fra skole.

– Corina og Helge er de forældre, jeg selv har valgt, siger Janne.

Søger det kendte

Corina fulgte også med fra sidelinjen, da Janne fik sin første rigtige kæreste. Og de kærester, hun fik bagefter.

Når Janne gik efter en kæreste, blev hun ved med at søge tilbage til det, hun kendte. I begyndelsen har de altid virket søde og normale, men som tiden gik, viste de altid en anden side. Den ene blev forelsket i rockermiljøet, den andet levede i en konstant hashtåge og blev voldelig, en tredje var sygeligt jaloux og forbød Janne at have kontakt med andre.

Det sidste forhold udløste en depression hos Janne, og hun fik piller, der hjalp hende så meget igennem, at hun begyndte at vende tilbage på ret kurs. Hun begyndte på handelsskolen, fik en hund og nød familielivet med Corina og Helge, som hun fejrede jul sammen med. Hun mødte også Benjamin.

Benjamin var ven med en fra Jannes arbejde på et pizzeria. En aften tilbød han at køre hende hjem, og hurtigt blev det til en fast rutine, at Benjamin hver aften hentede Janne og kørte hende hjem. Først var det bare en venskabelig gerning, men snart begyndte følelserne at vokse mellem de to.

Styret af frygt

Det varede ikke længe, før Benjamin flyttede ind hos Janne, som også fik et tæt forhold til Benjamins familie og hans to små sønner.

Janne husker tilbage på forholdet som godt og trygt, men forholdet fik en brat slutning og er årsagen til, at hun i dag afsoner en 12-årig fængselsstraf.

En sen aften i december 2013 ventede Janne foran Benjamins arbejde i hans ulåste bil. Han havde forladt hende få dage forinden, ud af det blå, syntes Janne. Hun ville blot tale med ham, høre hvorfor han pludselig havde pakket sine ting og var smuttet uden et ord. Men da han kom ud og satte sig ind i bilen, nåede de ikke at få udvekslet et ord, før der opstod tumult mellem dem. Benjamin havde en metalstang med sig. En frygt væltede ind over Janne, og i kampens hede rakte hun ud efter en kniv, som hun vidste lå i bilen.

– Jeg var blevet overfaldet og misbrugt så mange gange, og jeg følte mig truet. Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg har været udsat for, er det ikke mærkeligt, at jeg reagerede, som jeg gjorde, siger Janne.

Hun husker, at de begge rejste sig og løb væk i hver sin retning, og hun så ikke, hvad der skete med Benjamin.

Alligevel mødte hun efterfølgende selv op hos politiet, hvor hun hurtigt blev anholdt. Med det samme indrømmede hun, at hun havde ført kniven, men først da politiet fortalte, at den havde ramt ham i hjertet, så han døde få minutter efter, blev hun klar over, at hun også havde slået ham ihjel.

Holder fast

I retten fastholdt Janne, at hun havde stukket ham i hjertet ved et uheld og forklarede, at kniven var en, hun vidste, lå i Benjamins bil, og at hun ikke selv havde taget den med. Hun fortalte dommeren, at intet af det var planlagt.

Den forklaring troede hverken dommeren i byretten eller landsretten på, og Janne blev idømt 12 års fængsel for overlagt drab.

– Jeg græd ikke, da jeg fik min dom. Jeg var afklaret. Der er en, der er død på grund af mig. Jeg er skyld i, at to små børn ikke længere har en far. Jeg fortjener straffen, siger Janne.

I retssalen vendte Janne sig mod sine tidligere svigerforældre, hvis søn hun havde taget fra dem, og undskyldte. Hun håbede, at de i det mindste ville forstå, at det aldrig havde været hendes mening at slå deres søn ihjel.

Herstedvester Fængsel blev Jannes nye hjem, et hjem hun delte med nogle af landets allerfarligste forbrydere. Fra den ene dag til den anden blev Jannes normale handelsskoleliv forvandlet til et liv blandt sexforbrydere, mordere og voldsmænd. Janne følte ikke, hun passede ind, eller at hun havde den samme kriminelle tankegang, som de andre indsatte. Hun holdt sig mest for sig selv og undlod at snakke med de andre.

– Jeg kunne ikke gå i kirke, træne eller være nogen steder, uden at der var de her ekstreme forbrydere. Det var helt surrealistisk, siger Janne.

Janne fandt snart ud af, hvem hendes rigtige venner var. I begyndelsen var der en del, der besøgte hende i fængslet, men mange faldt fra.

En af dem, der blev i Jannes liv, var Corina. Hun ser stadig det gode i Janne. Opkaldene mellem de to blev ikke færre af, at Janne afsonede sin dom, og Corina har besøgt Janne så ofte som muligt.

– Bag den hårde facade, hun nogle gange satte op, har jeg altid vidst, at Janne er et godt menneske. Hun ville aldrig gøre en flue fortræd. Jeg har altid haft en mavefornemmelse om, at hun en dag nok skal nå sine mål og blive til noget. Det tager bare lidt længere tid, siger Corina.

Min barndom skal gøre mig stærkere

Janne, der nu afsoner i Jyderups lukkede fængsel, har snart gennemført sin hf-eksamen. Uden adgang til computer. Om et år har hun afsonet halvdelen af sin dom og kan søge om at blive prøveløsladt.

– Corina og mine andre venner er virkelig det, der har hjulpet mig igennem det hele. Den konstante støtte fra dem har givet mig styrke. Og så har det også hjulpet, at jeg har kunnet koncentrere mig om at få en uddannelse, så jeg er klar til at læse videre, når jeg kommer ud, siger Janne.

Hun drømmer om at blive sygeplejerske, og hun tror på, at hun nok skal klare det, for hun har altid været en fighter.

Gang på gang har Janne bevist, at hun kan komme videre. Det skal en fængselsstraf heller ikke sætte en stopper for.

– Mange, der er i samme situation som jeg, har givet op og bukker under for stofferne. Det har jeg trods alt ikke. Nogle skylder skylden på deres forfærdelige barndom, men jeg har valgt, at min barndom skal gøre mig stærkere. Selv om alt virker håbløst, og man tænker, det er umuligt at komme videre, så kan man alligevel godt, siger Janne.