Min mor anmeldte mig

Som 15-årig fandt Henriette ud af, at hun var gravid i uge 25. Hun ville beholde barnet, men da hendes søn, Kristoffer, kom til verden, voksede det store ansvar hende over hovedet. Til sidst måtte mormor træde i karakter.

Henriette ligger på briksen.  Hendes mave er blottet, og ved hendes side står mor Lone, der lægger en beroligende hånd på sin datter. Forinden har en graviditetstest vist to tydelige streger, men at det virkelig er sandt, har både Henriette og hendes mor svært ved at forstå. Det sker først, da sygeplejersken kører scanneren over det blottede maveskind, og silhuetten af en baby kommer til syne på skærmen. Et nyt liv er ved at tage form i 15-årige Henriette, og da sygeplejersken åbner munden igen, er chokket komplet.

 

– Da hun sagde, at Henriette var omkring 25 uger henne i sin graviditet, for der tusinde tanker igennem mit hoved. Men alligevel var jeg slet ikke i tvivl om, hvad der var det rigtige. Henriette skulle være mor, og det skulle vi nok klare sammen, fortæller 49-årige Lone Møller og kigger på sin datter, den nu 31-årige Henriette Hougaard. 

En bule på maven

– Jeg vidste jo, at min mor ville støtte mig, men det viste sig, at jeg på ingen måde anede, hvad jeg gik ind til. Jeg var selv et barn, fortæller Henriette og skruer tiden 15 år tilbage, hvor hun levede et ukompliceret teenageliv. Hun boede på et landsted med sin mor, og fritiden gik med hendes hest, byture med vennerne og kæresten, som hun var helt forgabt i.

Den store teenageforelskelse var ikke gået Lones næse forbi. Ofte lå de to unge sammen på værelset, men da hun en dag spurgte sin datter, om de havde gjort andet end at kysse, afviste Henriette det. Alligevel kunne Lone ikke lade være med at lægge mærke til en lille bule på datterens mave, da Henriette en dag tumlede rundt med sin kæreste på gulvet. Hun hev Henriette til side, og selv om pigen endnu en gang afviste, at hun havde haft sex, gik hun alligevel med til at tage en graviditetstest.

– Jeg havde gennemvædet en del T-shirts, og jeg havde også mærket lidt rumlen i maven. Men jeg slog det hen som pubertetsgener, og jeg havde faktisk ikke tænkt på muligheden for at være gravid, forklarer Henriette.

Da de to tydelige streger viste sig på testen, stod både Henriette og Lone og så måbende til. Og da en scanning bekræftede, at Henriette var langt over abortgrænsen, var ingen af dem i tvivl om, hvad der skulle ske.

Gik ud af skolen

Henriettes graviditet forløb uden problemer. Hendes kæreste var med på den pludselige familieforøgelse, og selv om Henriette blev nødt til at gå ud af 9. klasse, var hun kun fyldt med forventningens glæde. Hun forberedte sig til sin søn, Kristoffers, ankomst, og da dagen oprandt, blev hun overmandet af en voldsom kærlighedseksplosion.

– Jeg elskede ham fra første sekund, jeg så ham. Han var bare helt perfekt, og jeg kunne ligge og stirre på ham i timevis, fortæller Henriette.

Men på trods af den store forelskelse i den lille dreng var hun ikke parat til at give slip på sit gamle liv. Hun ville gerne ind til byen med veninderne, og når hun faldt i søvn, måtte Lone vække hende og minde hende om, at hendes søn græd.

”Mor, kan du ikke bare lige ...?” var en sætning, der ofte kom ud af Henriettes mund, fordi trætheden føltes som den tungeste dyne. Kristoffer lå enten alene eller sad på Lones arm, og det var ofte mormor, der var oppe om natten for at give ham flaske.

Når sundhedsplejersken kom på besøg, malede mor og datter dog et rosenrødt billede. Samtidig prøvede Lone flere gange at få sin datter til at tage ansvar. Men hun endte med at snakke for døve øren, og hun kunne se, at Kristoffer virkede stresset og understimuleret, og hun blev alvorligt bange for, at den lille dreng allerede havde taget skade. Derfor så hun ingen anden udvej end at ringe til kommunen.

Uegnet som mor

Til trods for, at hendes mor var gået bag om ryggen på hende, var det en stor lettelse for Henriette, og hun flyttede ind på et mor-barn-hjem, hvor pædagogerne skulle hjælpe hende med at få struktur på hverdagen.

Men selv om hun ønskede hjælp til at blive en bedre mor, følte hun sig konstant overvåget og vurderet. Da de efter nogle uger blev indkaldt til møde, kom dommen. De vurderede, at Henriette var uegnet som mor.

– Jeg var fuldstændig chokeret, og jeg kan bare huske, at jeg råbte og skreg, at de ikke måtte tage mit barn fra mig, fortæller Henriette, der endte med at få vreden under kontrol, da Henriettes mor blev tilbudt at tage Kristoffer i netværkspleje.

Det skulle vise sig at være det helt rigtige valg. Lone, der var dagplejemor, fik mulighed for at passe Kristoffer sammen med andre børn, og Henriette fik mulighed for at gøre nogle af de ting, der hører til en ung piges liv.

LÆS OGSÅ: Genoplivet ved mors bryst

Ordningen var en midlertidig løsning for den unge mor, og halvandet år senere var Henriette klar til at være mor på fuldtid. Hun var flyttet til Vejle, havde et job, og udadtil lignede hun en velfungerende ung kvinde.

Årene gik, og Kristoffer blev større og mere selvstændig, og Henriette blev mor igen. Afstanden mellem mor og datter betød, at der var længere mellem besøgene, men hver gang de snakkede sammen, gav Henriette udtryk for, at alt var godt.

– Jeg kan huske, jeg en dag var hjemme hos Henriette. Hun havde taget voldsomt på, og jeg kunne se, at hun havde det skidt, selv om hun sagde det modsatte, fortæller Lone, der også savnede Kristoffer, som hun havde et særligt bånd til. Den nu 7-årige dreng var begyndt at lyve og stikke af fra skolen. En enkelt gang måtte Henriette ringe til politiet, og når hun spurgte Kristoffer, hvem han snakkede med i skolen, kom han altid med et undvigende svar. Det viste sig, at han ofte sad med høretelefoner på i klassen, fordi han ikke kunne klare støjen.

Henriette endte med at flytte til en anden kommune. Hun og kæresten gik fra hinanden, men selv om hun var alenemor til på det tidspunkt tre børn, følte hun, at hun havde styr på dagligdagen, og at hendes børn trivedes.

Skreg i vrede

Men en dag, hvor Henriette var på arbejde, kiggede hun på sin telefon og så 25 ubesvarede opkald fra en veninde. Da hun ringede tilbage, fortalte veninden, at hendes mor ville melde hende til kommunen. Det var kommet Lone for øre, at Henriette ikke kunne magte rollen som mor.

– Jeg havde fået at vide, at man ofte kunne høre børnene skrige og græde, og at de flere gange havde været alene. Jeg vidste godt, at Henriette ville blive vred på mig, men jeg vidste også, at det var det rigtige at gøre, fortæller Lone, der kort tid efter havde en meget vred datter i røret.

– Jeg forstod slet ikke, hvordan hun kunne gøre det mod mig, og jeg var så vred, at jeg skreg i røret, at jeg aldrig ville se hende, fortæller Henriette.

Det næste halve år snakkede Henriette og hendes mor ikke sammen. Hver gang Henriette tænkte på hende, stak det i hjertet, og da hun fandt en ny kæreste, manglede hun en at dele glæden med.

LÆS OGSÅ: Annes mareridt: Jeg måtte føde min døde baby

– Min mor har altid fungeret som en god veninde, som jeg kunne grine og pjatte med, så hun manglede rigtig meget i mit liv, forklarer Henriette, som fik aflastning til Kristoffer, der fungerede godt. Han snakkede dog meget om sin mormor og om, hvor meget han savnede hende, og for Henriette blev savnet også større og større.

– Min kæreste opfordrede mig til at kontakte hende, men jeg var bange for, at hun ville afvise mig. Hvis vi skulle have et forhold igen, vidste jeg dog godt, at jeg blev nødt til at ringe til hende, fortæller Henriette, der trak vejret dybt, før hun trykkede på ”mor” på telefonen.

Mor sagde ja

– Hej, min skat, sagde Lone, da hun hørte sin datter i den anden ende. Fra første sekund føltes det naturligt, at de igen snakkede sammen, og som tiden gik, fik de snakket ud om de frustrationer og problemer, de havde haft. På det tidspunkt havde Henriette brug for en ny, der kunne tage sig af Kristoffers netværkspleje, og da hun spurgte sin mor, sagde hun ja med det samme.

Det er to et halvt år siden, at Henriette greb telefonen og ringede til sin mor, og siden den dag har de været uadskillelige. Kristoffer er i dag 16 år, og alle trives med, at han bor hos mormor. Henriette kan stadig godt mærke den dårlige samvittighed, når hun tænker på Kristoffers første år, men hun ved, at hans mormor kan give ham de bedste rammer.

Henriette er netop blevet mor til Max på kun en måned, og når hun kigger tilbage, er hun slet ikke i tvivl om, at hendes mor gjorde det rigtige ved at blande sig.

– Jeg elsker hende for, at hun turde gøre det. For jeg ved, at det også var svært for hende. Hun risikerede, at jeg aldrig ville tale med hende igen, men hun gjorde det alligevel for min søns skyld, og det vil jeg være hende evigt taknemlig for, fortæller Henriette.