Stephanie fra Årgang 0: ”Hvorfor var der ingen, der greb ind?”

Stephanie plejede ikke at gøre det. Læse kommentarsporet på de sociale medier.

Men nu var sidste afsnit af det ekstremt populære program ”Årgang 0” rullet over skærmen, hun havde været en af de gennemgående hovedpersoner, og hun var alligevel lidt for nysgerrig.

Og dér – blandt de mange beskeder - så hun en, der ramte hende dybt. For det spørgsmål, manden havde skrevet, var jo det, hun havde stillet sig selv så mange gange: ”Hvorfor er der ingen, der siger noget?”

Var der virkelig en, der havde set gennem tv-facaden? Der kunne se, at bag smilet og de tindrende brune øjne hos den lille ansvarsbevidste pige gemte der sig et mørkt bagtæppe af kaos og turbulens, som ingen børn burde opleve.

Men ingen havde grebet ind.

Stephanie ærgrer sig ikke over sin medvirken. Anklager ingen. Hun undrer sig bare:

- Lagde ingen mærke til noget? Var kameraholdet bare mere interesserede i os som underholdnings-tv, end de var i os som mennesker? Jeg havde ikke nogen underholdende barndom, hvis jeg selv skal sige det.

Nu har Stephanie fortalt sin egen historie i bogen ”Stephanie – Fra Årgang 0 til frihed”. En bog, som ikke er svøbt i et billedskønt filter, men er hendes personlige fortælling om en barndom, mange ikke var kommet helskindet ud af. Men det er hun. Og hendes drømme er intakte. Måske takket været få, men vigtige mennesker og små frirum i hendes liv.

Køb 'Fra Årgang 0 til frihed' her.

Bamserne blev de fortrolige

Stephanie Siguenza Van-der Watt er hun døbt. Men Danmark lærte hende at kende ved fornavn og fulgte hende fra fødslen til hun blev 18 år.

Hendes far og mor, Christian og Christina, var de unge forældre i programmet, og seerne kunne nok godt fornemme, at parret havde deres udfordringer. De gik fra hinanden, fik nye partnere og børn, og der blev flyttet en del - også skoler. Men det blev skjult bag en munter tone, der snarere signalerede, at det var en spændende ny start, familien skulle ud i, mere end det var en familie i opløsning, seerne var vidner til.

Hvordan livet i virkeligheden så ud for den unge Stephanie, vidste hun kun selv.

Og så hendes bamser. Hendes fortrolige. Det var dem, hun kunne hviske i øret, at hun var så uendelig ked af det over at flytte hele tiden. Mindst 13 gange blev det til. Hun kunne også fortælle dem dagligdagsting, som at hun havde lagt puslespil i børnehaven. De var altid klar til at lytte. Til at tage imod tårerne.

Hun fortalte også bamserne, at det gjorde ondt, når hendes forældre skændtes. At hendes far kunne blive voldsomt hidsig, kalde hende ’snotunge’. Fortælle hende, at hun ikke skulle tro, hun var noget, bare fordi hun var i tv. Alt dette får vi den detaljerede – og barske - historie om i hendes bog. Ligesom hun også fortæller om de andre måder, hvorpå hun kunne få afløb for de oplevelser, der nagede indeni:

- Jeg har altid tegnet og malet, især mens jeg var teenager. Jeg satte mig ned ved mit skrivebord, tog musik i ørerne og så forsvandt verden omkring mig. Væk! Tilbage var kun farverne, mine små tuber med maling, papiret, det hvide lærred. Her var jeg virkelig alene. Kunne ikke lytte til omverdenen, ikke tænke over, hvad der foregik inde i andre menneskers hoveder, ikke tage imod beskeder.

Er der to versioner af mig?

Stephanie var flere gange på besøg i fængslet. Først for at se sin far, siden for at besøge sin mors nye kæreste, Martin. Fuldstændig symptomatisk for hendes liv blev fængslet kaldt for ’slottet’, og igen kunne den lille pige mærke en underlig splittelse indeni.

Akkurat som når hun forundret så sig selv i tv i den søde, polerede udgave. Når klassekammeraterne havde udelukket eller talt grimt til hende, men tv-programmet viste nogle sekunder, hvor hun smilede.

Evigt og altid denne modsætning mellem det, der blev vist og det, hun reelt oplevede. Flere gange tænkte hun: ”Er der to virkeligheder? To versioner af mig?”

Hun kunne også spekulere over, om ’Stephanie fra Årgang 0' egentlig godt måtte sige, at livet var noget lort?

For sådan følte hun det. På tv var et glimt af et blåt øje hos Christina det eneste, seerne så af det mareridt, der for Stephanie endte med, at hendes mor nærmest flygtede til Sverige med sin nye kæreste Jeppe, deres søn og hendes to sønner, hun havde med den voldelige ekskæreste, Martin.

Særligt moderen var det gået ud over, men han havde også været hårdhændet over for Stephanie og hendes lillesøster Isabella, der nu skulle bo hos faderen.

Savnet ramte Stephanie hårdt:

- Jeg var 12 år, og jeg havde brug for min mor. Selv om min far forsøgte så godt han kunne at udfylde begge forældreroller på én gang, være både mor og far, var der bare nogle ting, jeg hellere ville tale med hende om: menstruation, følelser, forelskelse og den slags.

De kærlige støtter

Moderen flyttede siden tilbage til Danmark, og Stephanie skiftede endnu engang adresse.

Ét menneske var dog en central støtte, hendes farmor. Tirsdag var Stephanies faste besøgsdag, og så stod den på livretter, kage, kakao og hjemmebagte boller. På snak, forståelse og rutiner, som Stephanie hungrede sådan efter. Det gav hende en god nats tryg søvn.

Da Stephanie var omkring 16 år, mødte hun en anden person, der endelig kunne tilbyde hende den stabilitet, hun havde drømt om hele livet. Nemlig kæresten Jeff.

I dag bor de sammen hjemme hos Jeffs familie. Her holder man sammen, én for alle, alle for én. Og så har Stephanie oplevet noget fuldstændig nyt:

- Jeg blev nærmest chokeret over at høre, hvordan Jeff og hans bror nogle gange sagde deres forældre imod – uden at mine svigerforældre blev det mindste vrede. I begyndelsen var jeg hele tiden bange for, at nu ville én af dem eksplodere! Nu ville der falde brænde ned! Men det skete aldrig.

En af de vigtige bamser er flyttet med. For nu har Stephanie andre at tale med og føle sig set og hørt af. Nu føler hun sig som én person: Stephanie.

”Årgang O” er fortid.

Og det har skabt plads til drømme for fremtiden. Hun har færdiggjort en HF. Lige nu arbejder hun på et autismecenter og som youtuber og er aktiv på Instagram. Men planen er at blive folkeskolelærer.

For om nogen ved Stephanie, at ikke alle børn kommer fra de samme privilegerede kår, men med de rigtige personer omkring sig kan også de oversete børn, dem med de skårede familier og det kaotiske indre, få styrke og mod på livet igen.

Det er hun nemlig selv beviset på.

Om Stephanies nye bog

”Stephanie – Fra Årgang 0 til frihed” hedder bogen, som Stephanie Siguenza van-der Watt har lavet i samarbejde med Anne Nørkjær Bang. Her får du hele den gribende historie om livet i en kaotisk, omflyttelig familie set i barne- og ungdomsøjne. Og hvordan Stephanie samtidig kunne se sit liv skildret gennem et forskønnet filter på tv. Men det er også historien om en stærk, ung pige, der griber efter de redningsplanker, hun kan finde – og når helskindet i land med drømmene intakte. Udgivet på Gyldendal, 2020. Læs mere her.