19 år og ramt af leukæmi: Mit liv gik i stå

Da Laura fik at vide, at hun havde leukæmi, var det værste ikke, at hun kunne dø af det, men at hun ville miste sit hår. For når man er 19 år og teenager, betyder udseende og vennerne allermest, og det var frustrerende at stå udenfor.

19 og år ramt af leukæmi: Mit liv gik i stå

To uger inde i 3. g blev Laura sygemeldt.

– Først troede jeg, at det var typisk for en teenager at være så træt og ikke have nogen appetit. Men det tog overhånd, da jeg en dag ville gå tidligere hjem fra skole, fordi jeg havde det skidt. Der er kun omkring 15-20 minutters gang, men alligevel overvejede jeg flere gange at ringe efter en taxa, fordi jeg næsten ikke kunne slæbe mig selv af sted. Jeg følte mig som en på 80 år, husker Laura.

Hun begyndte at få blå mærker på kroppen og tog derfor til læge.

Få timer efter lægebesøget ringede hendes telefon. Det var lægen, der fortalte, at en ambulance var på vej. Laura skulle tjekkes akut på Esbjerg Sygehus, da resultaterne af hendes blodprøve ikke så gode ud, og man gerne ville udelukke leukæmi.

Læs også: Leukæmi: Vi blev alle ramt af sygdommen

Forudså leukæmi

– Jeg tænkte straks, at det ville give god mening, hvis det var leukæmi, fordi min krop havde været så mærkelig på en udefinerbar måde. Så da lægen ringede og sagde, at han lige ville udelukke, at det kunne være leukæmi, var jeg ikke i tvivl. Jeg vidste, at det var dét, fastslår Laura.

På Esbjerg Sygehus blev det konstateret, at Laura desværre havde ret i sin forudsigelse, og hun blev derfor sendt videre til Odense Sygehus.

– Jeg sagde til min far: ”Jeg kan jo dø af det her”. Han svarede bedrøvet: ”Ja, det kan du”. Men faktisk var min største frygt, at jeg skulle miste mit hår. Mit første spørgsmål til lægerne var derfor, om jeg ville blive skaldet. Og det svarede de ja til, husker Laura tydeligt.

Pænt med kort hår

I dag har Laura kort hår på hovedet, og hendes øjenvipper og bryn er vokset ud. Hun ser ret godt ud. Det gør hun virkelig. Også selv om hun selv ikke tror på det:

– Når folk siger til mig, at det er pænt med kort hår, ryger det ind ad det ene øre og ud ad det andet. Der er ingen, der går over til en med kræft og siger: ”Hvor ærgerligt. Du var nu pænest med det lange hår”. Folk skal jo sige, at de synes, det korte er pænt. Og det kan godt være, de mener det, men jeg kan ikke tro på det, fortæller Laura med et glimt i øjet.

For ja, humor har hun bestemt også.

– Det bliver man nødt til at have i sådan et forløb, som jeg er igennem, ellers bliver det umuligt at være i, fortæller Laura.

For det er ikke let at blive taget ud af sin normale hverdag og blot sidde hjemme som den eneste, mens verdenen omkring lever videre. Og slet ikke, når man er ung og elsker at være social som Laura.

– Førhen var jeg altid ude med vennerne. Jeg var en typisk teenager, der sov halvdelen af dagen og var ude halvdelen af natten. Der skulle hele tiden ske noget, siger Laura, der kigger rundt på den solfyldte terrasse.

Tavsheden bliver til en larmende stilhed.

– Nu sidder jeg så her, konstaterer hun.

Mens hun gør det, knokler klassekammeraterne. Tanken om, at de andre snart bliver studenter, giver Laura en bitter ”det skulle også have været mig”-følelse i kroppen.

Se også: Martina ramt af stålbjælke: Mit ansigt ødelagt på et sekund

Hård isolation

– Det kom meget bag på mig, at vennernes liv sådan gik videre. Det lyder mærkeligt. Men mit liv gik i stå, og jeg kunne ikke forstå, at andres ikke gjorde det samme. Jeg tænkte ”hvad fanden bilder de sig ind”, fordi jeg blev så bitter, at jeg også blev egoistisk. Jeg var sur på hele verden over, at jeg ikke havde de samme muligheder som andre, erkender Laura.

Under sygdomsforløbet var det generelt svært at komme ud, og Laura havde det bedst hjemme i sengen med ligegyldigt reality-tv på skærmen.

– En dag var jeg sammen med nogle veninder. Vi havde det sjovt, og jeg havde det slet ikke dårligt. Men da jeg kom hjem og trådte ind ad døren, stortudede jeg. Det var alt for overvældende at komme tilbage til veninderne og høre om alt det, de oplevede, som jeg ikke kunne være en del af, fortæller Laura, der efterfølgende kun ville ses med voksne og andre syge.

Forfængeligheden sat på prøve

Laura fik også et helt anderledes forhold til sine forældre. Fra den ene dag til den anden gik hun fra at syntes, at mor og far var lidt småirriterende, og egentlig være klar til at flytte hjemmefra til at være særdeles afhængig af dem.

– Jeg blev pludselig et barn igen. Jeg havde brug for den omsorg, man får som lille. Min mor måtte bade mig og give mig tøj på i perioder, fordi jeg ikke selv kunne, fortæller Laura med store øjne.

Laura har ligget stille i omkring et halvt år, og det påpeger hun, at man godt kan se på hendes krop.

– Jeg lever slet ikke op til trenden lige nu, hvor piger på min alder lever i træningscenteret, spiser rucola og har langt hår. Det fylder noget for mig, hvilket pisser mig af. Jeg burde være ligeglad med, hvor ofte naboen går i fitness, men det tror jeg bare ikke, at der er nogen af mine jævnaldrende, der er.

Forfængeligheden er derfor blevet sat på prøve. Udseendet betyder meget for Laura, der da hellere vil komme for sent til en aftale og så se godt ud, som hun selv siger.

Læs også: Anette mistede sin datter til hjernekræft: Jeg kan ikke blive rigtig lykkelig igen

Fem år ældre

Sporene efter sygdommen har derfor givet hende et knæk i selvtilliden. Men faktisk er der ikke kun kommet dårlige ting ud af at være syg, hvis man spørger Laura.

Under sygdomsforløbet har hun nemlig fået sat sit liv i perspektiv og fundet ud af, hvem hun vil være og hvilke mennesker, hun vil bruge sin tid på. Men allervigtigst er dog, at hun bedre kan lide sig selv nu end før:

– Jeg er blevet mere forstående og mindre hidsig. Jeg har altid haft det sådan, at enten så elsker eller hader jeg noget. Og det samme med mennesker. Enten kan jeg ikke lide dem, eller også synes jeg, de er for fede. Nu dømmer jeg nok ikke så hurtigt længere. Og ting, der var vigtige for mig før, er pludselig blevet ligegyldige. Jeg kan være helt chokeret over, at mit største problem var, at jeg skulle miste mit hår. Det var da den mindste bivirkning, for det gjorde ikke ondt og kunne derfor være lige meget, fortæller Laura.

Som ung tvinges man også til at modnes i sådan et forløb. At Laura nok har langt ”mere med i rygsækken” nu end sine jævnaldrende, kan hun da også mærke. Faktisk mener hun, at hun mentalt er blevet fem år ældre på et halvt år.

Håret gror igen

Lægerne kalder nu Laura for sygdomsfri, men i to år skal hun spise kemopiller. Hun arbejder på det lokale fritidscenter én-to gange om ugen, og efter sommerferien skal hun færdiggøre sin stx-uddannelse på hf.

– I Ribe vil jeg altid være hende, der har haft kæft. Den slipper jeg aldrig af med, konstaterer Laura, der derfor har planer om at flytte til København og læse til socialrådgiver, når hun er blevet student.

Desuden er planen også, at håret altså skal være langt igen. Også selv om hun faktisk nu har nogle dage, ganske få dog, hvor hun godt kan lide sit nye look.

Ribes natteliv har også fået Laura tilbage igen.

– Jeg siger aldrig nej til at drikke en øl. Jeg synes stadig, det er mere vigtigt at være social end så meget andet. Dét har ikke ændret sig, fortæller Laura.

Noget, hun dog håber, ændrer sig, er måden, vi håndterer sygdom på.

– Det er kommet bag på mig, hvor ufatteligt dårlige vi er til at tale med hinanden om sygdom og død. Også selv om hver tredje har kræft tæt på livet. Jeg er blevet irriteret over, at mange ikke siger noget. For faktisk kan man ikke sige noget forkert. Det eneste forkerte er, hvis man ikke siger noget.

Det budskab er hermed videregivet.