24-årige Pauline mistede sin elskede mor: Hun kunne da ikke dø

Pauline lå ved siden af sin mor, da hun døde. Hun hviskede i hendes øre, at hun elskede hende, og da moren trak vejret en sidste gang, forandrede Paulines liv sig for altid. Den trygge favn, hun altid kunne lægge sig ind til, var for evigt fortid. Men har hun i dag noget, hun vil fortælle sin mor, gør hun det stadig.

Mørket omfavner rummet på Patienthotellet på Skejby Sygehus, og i sengen ligger Paulines mor, Annette.

Når lyset igen trænger igennem vinduerne, er dagen kommet for den operation, der enten skal forlænge eller stoppe livet for den kvinde, der altid har været ved Paulines side. Givet hende krammere, der gjorde, at alle hendes problemer føltes, som om de var lysår væk, og som har givet hende det positive livssyn.

Tanken om, at Pauline kan miste sin mor, når aldrig helt ind i hjertet. Det bliver holdt ud i en usynlig strakt arm. Alligevel ved hun, at der er nogle spørgsmål, som hun vil have svar på, hvis hendes mor en dag ikke skulle være der mere.

– Er der noget, du vil sige, hvis jeg får børn? spørger Pauline sin mor.

 – Jeg vil sige til dine børn, at jeg allerede nu ved, at de vil få den bedste mor, de nogensinde kunne ønske sig at få. Og jeg skal nok være et sted lige bagved og fortælle dem, at deres mormor var en glad dame. Fordi hun havde noget at være glad for. Fordi hun elskede sit liv og sin pige, siger hun, mens øjenkrogene endnu en gang bliver våde.

Meget tæt forhold

I lejligheden på Frederiksberg står der stadig uåbnede flyttekasser. En blanding af Paulines egne og hendes mors ting – og hver ting har en historie, der river hul på den sorg, der for altid vil sidde i hende.

En potteskjuler, et stykke tøj og de mange billeder, der udruller det liv, de nåede at have sammen.

– For mig har min mor altid været udødelig. Alle de gange, hvor hun har været indlagt, har jeg aldrig været nervøs. Det var jo min mor, og hun kan jo ikke dø, fortæller 24-årige Pauline Koffi Vandet.

Lige så lang tid, Pauline kan huske tilbage, har hun haft et symbiotisk forhold med sin mor. En kvinde, der kom igennem med sine budskaber med humor, og som fremhævede de positive ting i hverdagen. Smilet blev bredt, når solen skinnede, eller bussen kom til tiden, og selv om Pauline var nået en alder, hvor forældre ikke længere er så stor del af ens liv, elskede hendes mor at være sammen med datterens venner.

– Vi havde en tradition med, at vi altid så X Factor UK sammen. Nogle gange sad vi bare ved siden af hinanden uden at sige noget, andre gange så vi ikke store dele af udsendelse, fordi vi snakkede. De der hverdagsstunder, der udefra set ikke virkede som noget specielt, er for mig et af de fineste minder, fortæller Pauline, der som 12-årig flyttede med sin mor fra Thisted til Frederiksberg.

Himle med øjnene

Sin far havde Pauline aldrig haft et nært forhold til, så sammenholdet mellem mor og datter var stærkt. De dage, hvor hun åbnede døren til sin mors lejlighed, blev hun mødt af den velkendte duft og hendes mors trygge stemme.

– Hvis der var noget, der gik mig på, så snakkede jeg altid med min mor om det. Hun lærte mig allerede, da jeg var lille, at man fik en sten i maven, hvis man holdt noget inde, og stenen ville vokse, fortæller Pauline, der som 16-årig var vidne til, at hendes mor fik en blodprop i hjertet.

Hun husker tydeligt, hvordan hun roligt ringede til vagtlægen, der sendte en ambulance, og hvordan hun sad i et mørkt venteværelse. Men tanken om hendes mors død strejfede hende ikke.

De følgende år var Paulines mor Annette indlagt i gennemsnit to gange om året, og i sommeren 2016 begyndte hun for alvor at få det dårligt.

Problemer med lungerne betød, at moren skulle opereres. En operation, der gav hende 80 procent chance for at overleve.

Pauline var ved sin mors side efter operationen. De første to uger kunne hun ikke komme i kontakt med hende, men langsomt begyndte hun at åbne øjnene.

Respiratoren trak vejret for moren, men hendes velkendte personlighed kom til udtryk i mimik og ansigtsudtryk.

– Min mor himlede tit med øjnene af mig og kaldte mig øgleunge, hvis hun syntes, at jeg var fjollet, og da jeg sad der ved siden af hende, sagde hendes blik det samme, som hendes ord tidligere havde gjort, fortæller Pauline med en blanding af smil og tristhed.

Følte sig privilegeret

Men de efterfølgende dage gik det ned ad bakke. Kroppen var begyndt at stå af, og lidt over kl. 6 den 25. juli 2017 blev Pauline ringet op fra hospitalet.

Da røret blev lagt på, vidste hun, at tiden var inde.

På stuen lå hendes mor med lukkede øjne. Pauline kravlede op på det hvide sengetøj og lagde sit hoved ind til hende, som hun havde gjort det så mange gange før.

– Jeg elsker dig, sagde hun om og om igen, mens tårerne ikke længere kunne bremses.

Klokken 9.29 døde hendes mor kun 51 år gammel på Skejby Sygehus, og den dag mistede Pauline en del af sig selv.

– Det var både det mest forfærdelige og det smukkeste, jeg har oplevet. Tanken om, at jeg ikke skulle se min mor igen, gjorde så ondt, men samtidig følte jeg mig også privilegeret, fordi jeg havde været så heldig, at jeg var sammen med hende til det sidste.

Gråd og grin

Den efterfølgende tid sov Pauline i sin mors lejlighed, hvor hver ting mindede hende om det kvælende savn, som hun skulle leve med resten af livet. Planterne i vindueskarmen, der begyndte at visne, den tomme colaflaske på bordet og morens duft, der stadig sad i sengetøjet.

– Jeg havde konstant følelsen af, at hun snart ville komme ind ad døren. Hun ville sige, at der var sket en fejl, og vi lige skulle have styr på det hele igen, fortæller Pauline, der til sidst var tvunget til at flytte fra morens lejlighed.

Med mange af hendes mors ting i flyttekasser blev hendes nye hjem en lejlighed på Frederiksberg.

– Jeg havde meget svært ved, at jeg ikke vidste, hvor min mor var. Er hun i himlen? Er hun væk? Eller måske i mit hjerte? Derfor kan jeg huske, at jeg sagde min nye adresse højt, så hvis hun ikke kunne læse mine tanker, kunne hun måske høre det, siger Pauline, der ikke kan genkende det, når folk siger, at sorgen bliver nemmere med tiden.

– Sorg er enormt kompliceret, og den er ikke lineær, som mange tror. Det er ikke nemmere nu, end det var i begyndelsen, men det handler mere om, at der er forskellige episoder, der kan tricke sorgen. For mig kan en simpel ting som en sang eller person, der ligner min mor, betyde, at jeg bryder fuldstændig sammen. Så kan jeg tude to dage i træk. Andre dage er sorgen der stadig, men jeg kan måske smile og grine, fortæller Pauline, der råder andre i sorg til at tage deres følelser alvorligt og acceptere, at man ikke er den samme person længere.

God morgen

På køleskabet hænger et billede, hvor mor og datter giver hinanden et kram. Hver morgen siger Pauline god morgen til sin mor, snakker til hende og kysser billedet. Det giver hende en ro, at hendes mor stadig er en del af hendes liv, selv om hun ikke mærker hende fysisk.

– Forleden sad jeg nede ved Søerne i København, hvor lyset spejlede sig i vandet, så det nærmest lignede en afgrund. Det så ret vildt ud, og så falder det mig helt naturligt at fortælle min mor det. Jeg siger det højt, også selv om der måske er nogen, der tror, jeg er skør, men jeg ved, at det er sådan noget, min mor ville sætte pris på. På den måde ligner vi hinanden, og det er nok det, jeg er mest stolt af.