Flygtede fra dødens ø

De 16-årige veninder, Hana og Kavitiraa, skjulte sig blandt de døde, inden det lykkedes dem at svømme i sikkerhed fra dødens ø Utøya i Norge. Mens de svømmede, hvislede massemorderens kugler forbi dem. 68 andre unge mennesker blev brutalt henrettet på øen.

Gennem ni år havde 32-årige Anders Breivik planlagt massakren ned til mindste detalje. Da han endelig slog til i fredags, forklædt som politimand, tog det godt en time at forvandle et norsk ø-paradis til et helvede af død og lemlæstelse.

560 børn og unge, nogle af dem ifølge øjenvidner kun syv-otte år gamle, var samlet på øen Utøya til sommertræf. Mindst 68 af dem kom ikke hjem i live. To af de heldige, der slap fra blodbadet i Norge med livet i behold, er veninderne Hana Barzingi og Kavitiraa Aravinthan, begge 16, fra den norske by Skjetten.

De havde sammen med flere hundrede andre netop været samlet i den store sal i huset på Utøya, for at blive orienteret om bombesprængningen i Oslo, da ondskaben i skikkelse af den falske politibetjent på få øjeblikke ændrede deres liv for evigt.

- Pludselig hørte vi skud, høje skud. Vi syntes alle, at det var morsomt, og at nogen lavede sjov. Vi lo. Men pludselig gik alvoren op for os. Vi løb hen til vinduerne for at se, hvad der skete. Det var den rene galskab, fortæller Hana Barzingi. Udenfor huset stod en mand iklædt en politiuniform og med skudsikker vest. I hænderne havde han en lang pistol og et automatvåben.

- Manden affyrede omkring 10 skud hurtigt efter hinanden. Jeg gik hen til vinduet og råbte til ham: "Hvad sker der?" Han svarede, at han havde hørt skud, og at han gerne ville holde os alle samlet. Vi troede ham ikke, og pludselig begyndte han at skyde igen, siger Kavitiraa Aravinthan.

Sammen med mange andre flygtede de to unge piger i panik ud af bygningen. De havde ingen anelse om, hvilket syn og hvilke horrible oplevelser, der ventede dem denne sommereftermiddag.

Scenariet var ubegribeligt og fuldstændig uvirkeligt. Der var blod overalt, og der lå døde og lemlæstede mennesker, som de måtte springe hen over. Først forsøgte pigerne at gemme sig i græsset, hvor de lå ved siden af en livløs person. Men da gerningsmanden nærmede sig, rejste de sig og løb alt, hvad de kunne.

- Vi besluttede at forsøge at nå ud i vandet og løb ned til stranden. Imens kunne vi se, at morderen fortsatte med at skyde efter alle, der rørte sig. Alt foregik i et roligt tempo. Han var tilsyneladende fuldstændig iskold og klar over, hvad han foretog sig. Vi havde farverigt tøj på, som vi tog af for lettere at kunne skjule os.

Viste ingen nåde
På et tidspunkt fik den vanvittige mand igen øje på dem. Kavitiraa var sikker på, at hun og veninden nu skulle dø. De kastede sig i vandet. Da de var svømmet et godt stykke ud i fjorden, begyndte massemorderen at skyde efter dem.

Pigerne klarede turen over Tyrilfjorden, en strækning på cirka 600 meter i det kolde vand, ind til fastlandet. Alligevel følte de sig ikke sikre.

- Jeg spurgte den første person, jeg mødte, om jeg kunne stole på ham. Da han svarede ja og gav mig et knus, vidste jeg, at vi var i sikkerhed, siger Kavitiraa.

Mange andre unge, der slap fra øen med livet i behold, har beskrevet de rædselsscener, der udspillede sig. Adrian Pracon, 21, fortæller, at morderen gik fra telt til telt, slog åbningen til side og henrettede de mange unge, der havde forsøgt at gemme sig. Adrian Pracon reddede livet ved at spille død mellem en gruppe, der allerede var henrettet.

- Den falske politibetjent kom hen til os for at tjekke, at alle var døde. Han var blot et par meter fra mig og så tæt på, at jeg kunne mærke varmen fra hans våben, siger Adrian.

Vennerne Marius Helander Røset og Mats Moen Kristiansen reddede livet ved at svømme ind i en grotte på øen. Inden havde de på nærmeste hold oplevet vanviddet.

- Morderen udsøgte sig de pæneste piger og skød dem først, siger de to overlevende, der efter to timer i det kolde vand i grotten kom i sikkerhed. Lisa Irene Johansen Aasbø flygtede ud af kursusbygningen, da galningen begyndte at skyde ind gennem vinduerne. Hun så en ung pige blive henrettet, mens hun lå på en skråning.

- Først tænkte jeg, om det var virkeligt, det jeg så, eller om det var en slags rollespil. Da alvoren gik op for mig, løb jeg alt, hvad jeg kunne, og gemte mig i skoven, siger Lisa.

Mange bad for deres liv, da gerningsmanden rettede sine våben mod dem, men der blev ikke vist nåde. Indtil fredag den 22. juli var Utøya et Paradis. Nu er stedet i hele verden kendt for den time, da en enkelt mands ondskab fratog 68 unge, uskyldige menneske livet. Utøya bliver aldrig den samme.