Hvis en voksen har sex med et barn under 15 år: Nu er det altid voldtægt

Definitionen af sex med mindreårige blev ændret den 1. marts i år – fra nu af er der i alle tilfælde tale om voldtægt, hvis en voksen person over 22 år har samleje med et menneske under den seksuelle lavalder, der er 15 år. Ude og Hjemmes krimiekspert Bent Isager-Nielsen fortæller om den nye lov.

Jeg har tidligere skrevet om den nye lovgivning vedrørende kriminalisering af psykisk vold og nævnte også de nye tendenser i forhold til overgreb i nære relationer og voldtægt.

Siden da er endnu en ny lovændring trådt i kraft inden for det område, da definitionen af sex med mindreårige den 1. marts i år blev ændret i straffeloven.

Fra nu af kan et barn under 15 år ikke sige ja til at dyrke sex med en voksen. Derfor er der nu i alle tilfælde tale om voldtægt, hvis en voksen person over 22 år har samleje med en person under den seksuelle lavalder, der er 15 år. Det var faktisk noget så usædvanligt som et enigt folketing, der vedtog loven.

Naturlig følge

Ændringen er for mig at se en naturlig følge af den beskyttelse, der altid bør være af barnet i forhold til den voksne.

Tidligere har man faktisk set en del sager, hvor voksne gerningsmænd frikendtes for overgreb mod børn mellem 12 og op til 15 år med den begrundelse, at barnet havde medvirket frivilligt i et “kærestelignende forhold”.

Samleje med børn under 15 år har hele tiden været ulovligt, men med forskellige definitioner og strafferammer, afhængigt af barnets alder.

• Samleje med et barn under 12 år var også før lovændringen betragtet som voldtægt uanset omstændighederne. Og det er det stadig, og strafferammen er op til 12 års fængsel.

• Samleje med børn mellem 12 og (op til) 15 år har før været defineret som “sex med mindreårig”. Det var stadigt ulovligt, men der var ikke nødvendigvis tale om voldtægt. Strafferammen var op til otte års fængsel.
Nu siger man i stedet, at der altid er tale om voldtægt, hvis en voksen over 22 år har samleje med et barn under 15 år. Her er strafferammen også 12 års fængsel.

• Hvis en person under 22 år, for eksempel en 16-årig, har sex med et barn under 15 år, er det ulovligt med en strafferamme på op til otte års fængsel.

Forbud mod sexdukker

Den nye lov omfatter i øvrigt også et forbud mod sexdukker, der forestiller børn.

Derudover forhøjes straffen for andre seksuelle overgreb end samleje med børn med 50 procent.

Domstolene får også mulighed for at idømme udrejseforbud mod personer, der er dømt for overgreb mod børn, samt at politiet får udvidede beføjelser i sager ved mistanke om overgreb mod børn. Nogle af disse tiltag er rettet mod pædofile, der rejser til for eksempel Thailand for at udøve deres overgreb mod børn dér.

32-årig lærer og 13-årig elev

Udover tidsånd, tendenser og strømninger i samfundet har konkrete sager også presset på i forhold til lovændringer.

I 2020 blev en 32-årig dansk, mandlig skolelærer i en meget omtalt sag idømt to års fængsel for at have haft et seksuelt forhold til en 13-årig elev. Sagen vakte stor opsigt.

Læreren var af politiet sigtet for voldtægt, noget som også anklagemyndigheden havde rejst tiltale for ved retten, men det blev han frikendt for med den begrundelse, at pigen frivilligt havde indgået i en seksuel relation med læreren.

I stedet blev han dømt for overgreb mod en mindreårig. Og i sådanne tilfælde var straffen altså mindre end ved voldtægt.

Dommen medførte megen debat om, hvorvidt en 13-årig pige uanset fysisk og psykisk modenhed frivilligt kan indgå en seksuel relation.

Nogle kommentarer anførte endda, at unge piger jo altid har kunnet “forføre” noget ældre mænd, noget som ikke automatisk skulle være strafbart. Sagen med skolelæreren fik som sagt megen presseomtale, ikke mindst da forældrene til den 13-årige pige gik i medierne med deres fortælling efter dommen.

Lovændring er indført

Forældrene var dybt frustrerede over, at retten kunne anlægge det synspunkt, at deres datter “frivilligt” kunne indlade sig med sin 32-årige lærer.

Anklagemyndighedens repræsentant redegjorde sobert og redeligt for, at lovgivningen var, som den var, og at der skulle en ændring til, hvis alle tilfælde med voksnes sex med børn under 15 år skulle anses for voldtægt. Og det er altså den lovændring, der nu er indført.

Heldigvis efter min mening. For selv om vi alle kan finde eksempler på, at unge piger – eller drenge – tilsyneladende frivilligt kan sige ja til sex med en voksen, må vi holde fast i synspunktet om, at børn er børn, og voksne er voksne. Og de ting skal ikke blandes sammen – slet ikke på det seksuelle område.

Venlig hilsen Bent