Jeg dræbte min far som hævn

12 år efter at Sigrid myrdede sin far med knivstik i halsen, fortæller hun nu hele historien om sit barske og uhyggelige liv. Det sker i bogen Pappas Prinsesse. Her fortæller Sigrid om barndommens rædsler, om faderens overgreb og om drabet. En forbrydelse, hun ikke husker, men som hun alligevel fortryder.

Foto: Morten Mejnecke

I 13 år har Sigrid Beate Edvardsens far ligget begravet på kirkegården i den sydnorske by Vestfold. Men den 43-årige mor til to har aldrig besøgt sin fars grav, og kommer sandsynligvis aldrig til det.

Det var nemlig Sigrid, der slog sin far ihjel. I sommeren 2000 dræbte Sigrid med talrige knivstik faderen i håb om, at hun kunne få fred efter et livslangt mareridt. Fra Sigrid var seks år blev hun seksuelt misbrugt af faderen.

Hun husker ikke drabet, men den blodige ugerning var givetvis en ulykkelig datters ultimative hævn efter en syg og ulykkelig barndom. Drabet gav ikke Sigrid roen til at leve sorgløst. Et nyt mareridt afløste det gamle, og i dag véd Sigrid, at bardommens vrede, sorg og bitterhed efter mishandlingerne vil følge hende livet ud.

Læs også: Utroskab ødelagde mit liv

Uddrag fra bogen "Pappas Prinsesse":
"Fredagene var værst. Jeg var fuld af uro, altid ængstelig om fredagen. Hele dagen kunne jeg frygte for aftenen og natten, indtil far kom hjem, skænderierne mellem far og mor, og far som på den ene eller anden måde ville afslutte med mig som dessert."

"Pappas Prinsesse" er titlen på en opsigtsvækkende bog, som Sigrid Beate Edvardsen netop har udgivet. I bogen fortæller hun om faderens talrige seksuelle overgreb, som endte med at sende ham i graven og Sigrid i fængsel.


Sigrid med sin yngste søn
Mathias på otte år.

- Min far kaldte mig for sin prinsesse, og måske holdt han af mig på sin egen, bizarre måde. Virkeligheden var, at han ødelagde mit liv.

"I dommen står, at jeg henrettede far. Jeg skal vistnok have stukket en kniv i halsen på ham. Der er bare det, at jeg ikke husker noget af det. Det plejer drabsdømte at sige, men jeg husker virkelig ikke, at jeg kørte kniven igennem halsen på far. Jeg bliver helt ude af mig selv, når jeg tænker på det. At han er død, og at jeg er skyld i det."

- I dag véd jeg, at jeg dræbte min far, selv om jeg ikke husker det. Jeg har forgæves forsøgt alt, fra psykologi, terapi til hypnose, for at kunne huske, hvordan jeg slog far ihjel. Han gjorde mig ondt, og han ødelagde mit liv. Men han fortjente ikke at dø. Han var syg og burde have haft hjælp, siger Sigrid.

"Jeg har fortsat skyldfølelse. Jeg bærer fortsat på skammen. Jeg er fortsat flov. Jeg var jo et barn. Jeg troede, det skulle være sådan. Jeg troede, jeg var heldig. Jeg slugte alt, hvad far sagde. Alt hvad far mente, det mente jeg også".

Incestovergrebene i Sigrids barndom vil præge hende resten af livet. Hun har det stadig svært med kærligheden og har de seneste seks år levet som alenemor med sønnerne Tobias, 16, og Mathias på otte år. Der er ingen mand i Sigrids liv. Hun betaler stadig prisen for barndommens rædsler, og Sigrid kan hverken få forelskelse eller kærlighed til at fungere. Derimod har Sigrid for længe siden tilgivet faderen.

- Det er noget andet med mig selv. Der er så meget, jeg gerne ville have gjort anderledes og fortryder, siger hun.

Læs også: Hashen stjal min ungdom

Bebrejder moderen
- Jeg har brugt hundreder af tusinde kroner på psykologer, men det har ikke hjulpet. Min historie er ikke rar, og ofte har jeg efter behandlingerne trøstet de terapeuter, der skulle hjælpe mig. Jeg tørrede deres tårer bort, klappede dem på skulderen og sagde, at det nok skulle gå alt sammen.

Efter overgrebene i barndommen fik hun en følelse af, at alt det onde, som faderen udsatte hende for, skulle skrubbes bort, ikke med vand og sæbe, men med skurepulver, neglebørster og sandpapir. Arene i ansigtet vidner om, hvor hårdt hun gik til værks.

"Når far var på travbanen, drømte jeg om, at far ville køre ind i en fjeldvæg og aldrig komme tilbage. Mor sagde det højt: Håber, hans bremser svigter".

"Jeg bebrejder min mor. Det har jeg gjort i mange år, men nu presser det sig på som en knude i brystet. Herregud, hvordan kan man se på, at ens eget barn vokser op og har det forfærdeligt? Det gjorde mor. Hun vidste det. Men hun lod som ingenting. Hvorfor handlede hun ikke? Hvorfor lukkede hun øjnene? Hvorfor lod hun det bare fortsætte og fortsætte? Mor, Herregud, hvad har du dog gjort?"

Hendes mor kendte til faderens overgreb, men hun greb ikke ind. Hende har Sigrid ikke længere kontakt med. Sigrids storesøster blev også offer for faderens seksuelle overgreb. Hun endte som narkoman og døde af en overdosis.

- Jeg tror ikke, at min far selv valgte at blive den, han var. Hvis han havde fået hjælp, kunne meget have set anderledes ud. Men han fortjente ikke at dø, siger Sigrid.

Læs også: Jeg flygtede fra min datters far

Far var en populær mand
Sigrid Beates far var en populær mand i den lille by i Sydnorge, hvor familien boede. Han havde en betroet stilling på en stor fabrik og var altid høflig og korrekt. I fritiden trænede han travheste, og udadtil var alt fint. Men bag den pæne, familiære facade fandtes der en anden virkelighed.

En virkelighed, der gjorde Sigrid til morder. Sommeren 2000 havde den da 31-årige kvinde det ekstremt dårligt. Lykkepiller hjalp ikke på hendes dårlige humør. Terapi havde heller ingen virkning, og hun tænkte ofte på selvmord.

Lørdag den 22. juli tog Sigrid til fest hos sin søster, men hun husker ikke meget fra aftenen. To dage efter kunne aviserne fortælle, at en 66-årig mand, Sigrids far, var blevet fundet dræbt med en køkkenkniv, og at hans ekskone og to døtre var anholdt.

Sigrids mor og søster blev løsladt, mens Sigrid blev sigtet for drab. Ofret blev i aviserne beskrevet som "en særdeles venlig mand, som der ikke fandtes noget ondt i". Sigrid kunne blot huske, at hun var taget til faderens hjem sammen med sin mor og søster, ikke at hun stak faderen ni gange med en kniv.

Den 16. maj 2001 blev Sigrid idømt syv års fængsel for overlagt drab. Hun ankede straffen, men Højesteret stadfæstede dommen. Faderens overgreb lå så langt tilbage i tiden, at de ikke kunne undskylde forbrydelsen.

I 2002 fik Sigrid konstateret kræft i livmoderhalsen, men knapt var hun helbredt, før der endelig kom en smule lys ind i hendes tilværelse.

Sigrid var gravid, og den 24. januar 2004 fødte hun sin anden søn, Mathias. Efter fødslen skrev Sigrid norsk retshistorie, da hun blev overflyttet fra fængslet til et familiecenter i Drammen, hvor hun fik lov at afsone sammen med sine to sønner. 19. september 2005 blev hun løsladt på prøve.