Jeg måtte dræbe en pirat

Styrmand Ole Heimann er normalt det fredeligste menneske på jorden, men en nat i begyndelsen af juni gik han amok. Den nat måtte han dræbe en bevæbnet sørøver for at redde sin 16-årige dæksdrengs liv.

Foto: Jørgen Flemming

Denne artikel blev oprindelig bragt i Ude og Hjemme nr. 32 i 2001.

De kom klokken lidt i to om natten, fredag den 8. juni, 2001. Den danske coaster "Andreas Boye" lå for anker ved Tema, den største havneby i Ghana, Vestafrika. Den skulle hente en last nødder, som skulle sejles til England.

Besætningen på otte mand, alle danskere, lå og sov, undtagen styrmand Ole Heimann, 49, der holdt vagt på kommandobroen. På turen til Ghana havde de netop snakket om, at der var risiko for pirater.

Pludselig ser han noget bevæge sig ude forskibs. Han vækker dæksdrengen, den 16-årige Mike Christensen, og beder ham følge med.

- Ude foran ser jeg to mænd, der er ved at føre vores trosser ud gennem klysset. Jeg siger, de skal skrubbe af, og kommer i slåskamp med dem, siger Ole Heimann.
Bag ham får Mike i det samme øje på en mand, der sidder på hug og gemmer sig med en kniv.

- Jeg råber, alt hvad jeg kan, til Ole, at han skal se at komme væk.
I mørket falder Mike over noget skrald og opdager, at der også er to mænd med geværer bag ham.

- Ham med kniven trækker mine shorts ned og truer med at skære testiklerne af mig. Jeg har aldrig været så bange. Jeg troede, jeg skulle dø, fortæller Mike.
Ole råber, at Mike er hans søn, og hvis de gør ham noget, slår han dem ihjel.

- Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete ham noget, fortæller Ole, der dog måtte overgive sig med en pistol i nakken.

Røverne tvinger den 117 kilo store styrmand ned på knæ. En holder vagt med pistolen, de andre fjerner sig med Mike, der tvinges til at føre piraterne rundt i mandskabsafdelingen, hvor de fjerner alt af værdi. Til sidst lukker de ham inde i et rum sammen med skibets kaptajn.

Læs også: Selina mistede 12-årig datter

Oppe forskibs ser Ole piraterne bære tyvekosterne ned i nogle pramme langs skibet.

- Ham, der holder pistolen i nakken på mig, er næsten lige så nervøs som jeg. Det er en mand på omkring 20 år. Det gør mig utryg. Han kan finde på at skyde mig af bar nervøsitet. På et tidspunkt kommer jeg til at kaste op ud over hans bare tæer. Det får ham til at slippe mig og træde et par skridt hen til kanten af skibet og sige noget til en af dem i prammene.

Jeg vil ikke sige, at det var velovervejet, men jeg tænkte: "Så er det nu! Du får kun den ene chance."

Jeg er sikker på, at jeg dræbte ham
Jeg greb en jernstang og slog ham, lige så hårdt jeg kunne, lige i nakken. Han røg forover og forsvandt direkte ud i havet. Jeg kan høre det "smask" for mig den dag i dag. Jeg har mareridt om det om natten. Jeg vågner, badet i sved, og ryster over hele kroppen. Jeg er sikker på, at jeg dræbte ham.

I dag fortryder jeg det. Jeg har altid sagt, at hvis vi kom i sådan en situation, skulle vi forholde os i ro, vi skulle lade dem tage rub og stup. Så gør jeg selv det modsatte! Jeg satte alle vores liv på spil. De kunne lige så godt være begyndt at myrde løs. Men det værste er, at jeg tog en ung mands liv. Det er jeg virkelig ked af!

Efter slaget gik Ole Heimann bersærk. En af piraterne ville standse ham, men blev skræmt fra vid og sans, da han så udtrykket i styrmandens øjne. Røveren vendte om og skreg på sine kammerater, der flygtede i vild panik.

- De løb direkte ud i havet, husker Ole.

Senere på natten, efter at politiet havde været om bord, kom piraterne tilbage. De sejlede i en lang, smal kano med en kraftig motor. Der var ikke længere nogen pramme på slæb. Ole Heimann læste tydeligt navnet "Arcona" på siden.

- Jeg er sikker på, at de kom for at lede efter deres kammerat, ham, jeg slog ihjel. De forsøgte ikke at borde os igen.

I England afmønstrede Ole og Mike. De havde brug for noget tid til at fordøje oplevelsen. Begge vil ud og sejle igen, og helst med hinanden.
- Men én ting er sikkert. Jeg skal aldrig til Afrika mere, fastslår Ole.