John bedøvede unge piger i S-toget

Det var i de tidlige morgentimer, at den kom til John. Trangen til at forgribe sig på sovende kvinder i S-togene. Det startede som en uro i kroppen, en fornemmelse af, at noget skulle ske, en opgave skulle løses. Fulgte han ikke trangen, ville dagen blive elendig, den værste nogensinde. Først når den sorte skindtaske med bedøvelse, saks, kniv og knebel hang på skulderen, og John bevægede sig mod stationen, aftog følelsen af afgrund. Selv om han havde det skidt med sine missioner, var der ingen vej udenom. Han måtte finde en kvinde, bedøve hende og forgribe sig seksuelt på hende.

Den 4-værelses lejlighed midt i hovedstaden var i 1970’erne præg af slid. Her boede John de første og bedste år af sit liv. Johns mor gik hjemme, mens faderen arbejdede på forskellige fabrikker.

”Jeg voksede op i et kærligt hjem. Vi havde ikke så mange penge, men jeg følte aldrig, at der manglede noget. Mine to søskende og jeg gjorde, hvad vi ville, vi var udenfor næsten hele dagen. Der var ikke så mange regler, ikke så meget pjat. Jeg var glad og et ubekymret barn, indtil jeg startede i skole.

Jeg blev mobbet meget. Jeg skilte mig ud med rødt hår og overbid, og det bemærkede de andre drenge. De kaldte mig brandbil og spidsmus, og stod og ventede på mig, når jeg gik hjem fra skole. Så fik jeg en ordentlig omgang tæsk.

Jeg var introvert og nok lidt skræmt, så jeg dagdrømte og prøvede at passe mig selv. I timerne sagde jeg ikke meget. Det var svært at koncentrere sig, og i 2. klasse flyttede jeg til en specialskole. Her var mere ro.

Flere af mine venner fra baggården gik også der. Sammen med dem kunne jeg føle, at vi ejede vores bydel, og at vi gjorde, hvad vi ville. Om sommeren badede vi i søen i en park tæt på eller fandt ting i skraldespande, som vi kunne klunse.”

Da John fyldte otte år, fortalte hans forældre ham en hemmelighed. Faderen var ikke hans biologiske far. Han var far til de to andre søskende, men ikke John, den midterste i flokken.

”Anden forklaring fik jeg ikke, og med ét så min verden anderledes ud. Det ændrede ikke på min kærlighed til min far, men jeg kunne ikke forstå det og kunne ikke forestille mig, hvem der så var min biologiske far.

Et par år efter var jeg en lørdag formiddag ude at købe nye sko med min mor, storebror og lillesøster. Min far var hjemme og slappede af efter en hård uge. Jeg var 10 år og havde opgivet at finde ud af, hvem min rigtige far var. Der var kun den far, der lå og tog en lur på sofaen. Da vi kom hjem, løb jeg med posen i hånden ind og lagde mig oven på ham. Det gjorde min søster og jeg tit, men nu var der noget galt.

”Jeg tror, far er død,” sagde jeg.

Min søster troede ikke på det. Men han trak ikke vejret, og maven bevægede sig ikke. Han var også lidt kold. Så jeg sagde igen, højt:

”Far er død.”

Jeg husker ikke meget, men min mor ringede til alarmcentralen, og ambulancen kom med udrykning. Min bror forsøgte at trøste min mor, som var helt ude af den. Vi måtte ikke komme ind i stuen, underboen stod sammen med os i gangen:

”Nu er jeres far i himlen,” sagde hun.

Kort tid efter begik min mosters mand selvmord. Han hængte sig i deres garage, så hele familien var på den anden ende.

Der var tomt derhjemme, det var mærkeligt og kaotisk, og der blev ikke rigtigt samlet op på os børn. Jeg var ked af det i lang tid og tænkte: ’Nu har jeg da slet ingen far.’

Vores lokale præst foreslog, at vi tre børn gik i skole også om lørdagen. Det skulle hjælpe på vores tomrum, men nok også give min mor noget tid for sig selv. På en eller anden måde hjalp det at komme ud af lejligheden og tænke på noget andet. Vi kom lidt tilbage til hverdagen.”

Johns barndomshjem var slidt og havde skimmelsvamp. Søsteren blev syg af at bo der, og da broderen var flyttet hjemmefra, rykkede den lille familie ind i nybyggede boligblokke midt på Sjælland. På det tidspunkt var John 12 år.

”Det hele var svært for mig. Min fars død, min onkels selvmord, flytningen til et nyt område. Jeg længtes efter mit barndomskvarter og havde svært ved at falde til. Alt var nyt, og det var et kulturchok. Der var mange indvandrere i området, og jeg følte mig ikke tryg.

Min mor så det som en ny begyndelse. Hun klippede sig korthåret, holdt op med at tale om min fars død og fik et arbejde, hvor hun gjorde rent om natten. Min søster klarede det godt, hun er meget mere åben end mig. Jeg har aldrig været god til forandringer og har brug for tryghed.

Jeg startede i en ny skole og fik efterhånden nye venner. Når vi kedede os, hoppede vi op i containere og fandt ting at klunse. Vi sneg os ind i lagerlokaler og stjal, hvad vi kunne få fat på. Vi rapsede også fra butikker og fra skolens depotrum. Nogle gange gjorde jeg det alene.

Ofte spurgte jeg min mor, hvem min biologiske far var. Hun sagde, at han var svensker, og at hun ikke rigtig kendte ham, og den sommer, jeg var 15 år og snart færdig med skolen, havde jeg ikke andet i tankerne end at tage ud og finde min far. Jeg ville til Sverige og lede efter ham, da min mor endelig indrømmede, hvem han var.

Min mosters mand, min onkel – ham, som tog sit eget liv, da min far døde – var min rigtige far. Det kom som et stort chok, men samtidig faldt brikkerne på plads. Min onkel havde altid været ekstra venlig mod mig og givet mig flere gaver end mine søskende.

Mine forældre og min onkel havde levet med denne hemmelighed for at skåne min moster, som jo var gift med min onkel. Sandheden ville have ødelagt forholdet mellem hende og søsteren, forklarede min mor.

Affæren fandt sted i en svær periode, og min mor sagde, at min far havde tilgivet hende. Hun mente, at min onkel begik selvmord, fordi han stadig skammede sig. Nu bad min mor mig holde på hemmeligheden, og jeg var skuffet over ikke at kunne sige højt, at jeg var min onkels søn, men jeg respekterede hendes ønske.

Jeg ville gerne have talt med min onkel som med en far. Spurgt ham om ting. Jeg havde mistet en far en gang, og nu mærkede jeg sorgen over igen at miste en far. Det gjorde ondt at være frataget muligheden for at lære ham at kende som forælder.

Efter folkeskolen blev jeg boende hjemme. Jeg kunne lide at arbejde med træ og fik arbejde som snedker, men magtede ikke rigtig at passe mit arbejde i faste rammer og blandt så mange mennesker. I min krop var en uro, jeg ikke kunne sætte ord på, og jeg sagde flere gange op og fandt et nyt job, der heller ikke sagde mig noget.

Da jeg blev omkring 17 eller 18 år, blev jeg meget sensitiv over for lyde og lys. Jeg havde det mærkeligt, anderledes. Stemninger og lyde påvirkede mig stærkt, og jeg følte mig forskellig fra andre. Om aftenen og om natten gik jeg lange ture og så mig hele tiden tilbage, som om jeg havde tabt noget, jeg skulle samle op.

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det sådan, og tænkte på, om astrologi kunne hjælpe. Jeg havde læst, at planeterne kunne gøre noget ved væskebalancen i kroppen, men det virkede ikke på mig at følge mit horoskop. Jeg var desperat og greb ud efter alt muligt, men ingen kunne se, at jeg havde det dårligt. Udadtil virkede jeg som en almindelig ung mand, men jeg havde det virkelig ikke godt indeni, og jeg var fortvivlet over ikke at vide hvorfor.”

Da John var 18 år, flyttede han tilbage til storbyen og ind i en fremlejet lejlighed. Han havde læst en række selvhjælpsbøger, prøvede at tage styringen i sit liv og begyndte på hf.

”Jeg ville vise alle dem, som havde mobbet mig, at jeg kunne meget mere, end de troede. Jeg ville give dem fingeren og klare mig godt, og det gik faktisk fint. Jeg knoklede og fik gode karakterer. Men på andet år fik jeg svært ved at fokusere. Energien manglede, og jeg endte med et gennemsnit på otte, selv om mine karakterer det første år lå meget højere. Det var jeg ærgerlig over, for jeg ville gerne læse jura.

Psykisk havde jeg det dårligt, jeg kunne ikke finde ro i kroppen og ledte efter en måde at få det bedre på. Trøst og støtte. Så fik jeg den tanke, at jeg skulle være katolik, og jeg opsøgte en katolsk præst. Jeg fik undervisning og deltog i messerne, og på den måde fik jeg troen ind. Det hjalp mig i en periode, og jeg fandt en ro i fællesskabet.”

John fik sit første rigtige forhold, da han var 23 år. De flyttede sammen i en lille lejlighed midti byen og blev forlovede. John var glad og mente, at hun var svaret på hans bønner til Gud, men efter kort tid dukkede nye psykiske problemer op.

”Jeg skulle gøre bestemte ting for at falde til ro. Mit tøj skulle ligge på en bestemt måde, klar til at komme i dagen efter. Ritualerne fyldte mere og mere, og lå mit tøj forkert, ville næste dag blive dårlig.

Jeg forstod ikke, hvad de ritualer betød, og hvorfor jeg skulle udføre dem. Jeg følte bare en stærk trang til at gennemføre dem og få det bedre. De skulle overstås, så forsvandt de dårlige tanker. Min kæreste accepterede mine rutiner og indfald, men de tog min energi, og det gik ud over forholdet.

Sexlivet døde, jeg kunne ikke præstere. I de syv år, vi var sammen, havde vi kun sex det første år. Til sidst mente hun, at det var hendes skyld, men det var det ikke. Vi var hinanden utro og endte med at afslutte forholdet.

Jeg havde ingen problemer med at præstere seksuelt, når det var uforpligtende. Men så snart der var et forventningspres, fik jeg problemer, og det fortsatte i nye forhold. Jeg blev irriteret, hvis en kæreste lagde op til sex, og kunne let føle mig forstyrret, hvis jeg sad i mine egne tanker. En kop kunne få mig til at tænke på kaffe og så på, hvad jeg skulle gøre med fjernbetjeningen. Afbrydelser forstyrrede mig, og tankerne tog mine kræfter.

Jeg følte mig nok ensom, men prøvede at skjule det. Ensomheden føltes som en magtesløshed, et vakuum med ingenting, intet lys, ingen lyde. Jeg kunne råbe ud, og der kom ikke noget tilbage. Ingen hjælp. Nogle gange lagde jeg mine sko på gulvet og bad til Satan og sagde, at jeg ville gøre alt, hvad han bad om. For jeg skulle bare have hjælp. Der skulle ske noget. Det kunne ikke blive ved, og jeg opsøgte en psykolog.

Hun sendte mig ret hurtigt videre til en psykiater, som gav mig antidepressiv medicin, men pillerne stoppede ikke mit tankemylder, min følelse af tomhed eller min søvnløshed. Ud over mine piller begyndte jeg at medicinere mig selv med alkohol og drak for at få ro på. Men efterhånden havde jeg brug for noget stærkere og begyndte at brygge ecstasy i køkkenet.

På det tidspunkt gik jeg sjældent ud, for jeg kunne ikke klare mange mennesker. Jeg var bange for, at de kunne se, hvor dårligt jeg havde det. Tvangstankerne blev værre, jeg brugte alle kræfter på at følge ritualerne. Jeg skulle vaske mig på bestemte måder, lege med mit hår eller hive hele totter ud. Jeg havde ikke overskud til at opsøge lægen eller psykiateren og var derfor ikke i nogen form for behandling, så i den periode var jeg hverken i terapi eller fik fast medicin.

Jeg blev kleptoman i de år, jeg stjal kopper, krus, alt muligt, jeg skulle bare have de ting. Det kunne også være sødmælk eller fløde, jeg snuppede. Jeg stjal også rigtig mange bøger. Faglitteratur, filosofi, religion, historie og også lidt skønlitteratur. Jeg havde ikke brug for dem og solgte dem heller ikke videre.

Til sidst stjal jeg hver dag som en afbrydelse af tomheden. Jeg måtte stjæle, så dagen efter ikke blev et helvede.”

I starten af 30’erne formåede John at blive optaget på lærer-seminariet. Drømmen var at blive historielærer og undervise i amerikansk militærhistorie og dansk kolonihistorie.

”Jeg var jo god til at holde facaden, men havde det ikke godt indeni. Jeg følte, at folk kunne se, at jeg var syg, og isolerede mig mere og mere. Blev hjemme, trak gardinerne for vinduerne og gik kun ud, når jeg skulle i skole eller noget vigtigt. Det var hårdt at følge med på seminariet med det kaos, jeg havde indvendig. Jeg fik stadig medicin, og til sidst fik jeg konstateret ocd. Men det hjalp mig ikke at få den diagnose. Jeg havde det stadig dårligt.

Jeg var frustreret over min sygdom og over, at jeg ikke fik det bedre. Det fik mig til at føle mig tom og alene. Som at være i frit fald. Jeg var ekstremt sensibel, og derfor stod mit sanseapparat vidt åbent. Jeg kunne stivne, når jeg mærkede en stemning, som var trist eller glad. Så stod jeg helt stille i min lejlighed, i bussen eller midt på gaden for at indfange den følelse, jeg lige havde mærket. Det var svært, når jeg var ude blandt folk, for mens jeg stod og koncentrerede mig, bevægede de sig jo videre.

Ofte følte jeg, at andre prøvede at ødelægge stemningen for mig, og det krævede enorme kræfter bare at gå ud. Jeg kunne have lyst til at råbe: ’Dumme stodder’, ’grimme møgkælling’ eller ’fis af’. Men jeg gjorde det ikke, jeg blev flov ved tanken om at råbe efter en gammel dame, som kunne have været min mor.

Nogle mennesker kunne udstråle en følelse, som jeg havde lyst til at blive i, og så kunne jeg finde på at følge efter dem. Det kunne være på gaden eller i bussen, jeg så dem, og måske kørte jeg et eller to stop længere for at blive i deres nærhed. Den trang kom i bølger.

Efterhånden følte jeg, at det var bedst at sove, for så skulle jeg ikke ud på missioner. Min ocd udviklede sig. Nu skulle jeg også gå på en bestemt måde og placere hænderne på en bestemt måde, når jeg gik og sad. Lighteren og fjernbetjeningen skulle ligge helt rigtigt. Alt sammen for at verden ikke ville bryde sammen.

Jeg fulgte næsten ikke længere med på seminariet, men lå hjemme under dynen og så tv. Jeg magtede ikke at søge hjælp og medicinerede mig med alkohol og stoffer. Jeg kunne høre mine tanker blive sagt højt med min egen stemme. Indimellem følte jeg, der var en, der så på mig fra den anden side af spejlet i badeværelset, og jeg oplevede at blive skygget af ukendte agenter i bussen og på gaden.”

På tredje år havde John svært ved at følge undervisningen på lærerseminariet. Han var fyldt 35 år, og tankemylderet fyldte for meget. Han kom kun på skolen for at bruge internettet og søge efter medicin, der kunne hjælpe ham til at få det bedre og sove.

”I den periode var jeg fascineret af tanken om at blive usynlig. Jeg følte som sagt, at alle kunne se, hvor dårligt jeg havde det, og havde lyst til at gemme mig. Intet måtte forstyrre mit kosmos.

Mine tanker begyndte at kredse om kvinder. Om at gøre noget ved dem. Jeg fantaserede om at forgribe mig på dem, jeg ved ikke hvorfor, men de tanker pressede sig på. Jeg var nødt til at få forløsning, ellers ville min verden bryde sammen.

Det lyder forfærdeligt, når jeg siger det. Det lyder storslemt, men sådan var det. Tænk, at jeg har været sådan og kunne sige sådan til mig selv. Det var meget ocd-præget. Altså, hvis jeg ikke gjorde det, så skete der noget forfærdeligt.”

 

“Jeg kunne lide mørkt, langt hår. Tøjet måtte godt være læderjakke, læderbukser, lædernederdele og støvler”, fortæller John.
Modelfoto

“Jeg kunne lide mørkt, langt hår. Tøjet måtte godt være læderjakke, læderbukser, lædernederdele og støvler”, fortæller John.

 

En tidlig lørdag morgen i foråret 2001 strejfede John rundt på forskellige S-togsstationer. Han så en fuld pige sidde og halvsove på en bænk og besluttede sig for at gå hen til hende.

”Jeg satte mig ved siden af hende og begyndte at tage på hende. Jeg rørte ved hende uden på tøjet. Hun reagerede ikke. Hun var helt væk. Jeg blev seksuelt opstemt, det føltes dejligt, for overgrebet fjernede mine tvangstanker, og jeg tænkte, at jeg måtte gøre det igen.

Jeg gik derfra med ideen om, at den handling kunne blive min forløsning, og så begyndte snebolden at rulle. Kort tid efter mærkede jeg trangen igen, og denne gang forberedte jeg mig hjemmefra.

Jeg ville ikke opdages og tænkte, at jeg måtte bedøve pigerne, så de ikke vågnede. Jeg tog ind på seminariet for at surfe på nettet og fandt frem til noget, som hedder trichlorethyl. En klar væske, som gør folk bevidstløse, hvis de indånder den. Jeg købte det i et havecenter og testede det på mig selv, jeg blev svimmel og var ved at miste bevidstheden.

Ret hurtigt udviklede jeg en teknik, hvor jeg hældte midlet på et stykke vat, som jeg skulle placere i nærheden af kravebenet på pigerne. Jeg ville aldrig tage det op til deres mund, det skulle ikke være påfaldende, og jeg ville heller ikke gøre dem mere skade end højst nødvendigt.

Når jeg tog på mission, havde jeg tingene i en sort skindtaske med hank. I den var der en lommelærke med trichlorethyl, vatrondeller, en gummiknippel, en saks, en hobbykniv, handsker og tape. Jeg skulle bruge saksen og kniven til at klippe og skære pigernes tøj op. Jeg havde almindeligt tøj på. Ikke maske eller hue. Jeg ville ikke ligne en forbryder.”

Det næste år jagtede John piger i S-togene. Det foregik i weekenden i de tidlige morgentimer.

”Jeg kørte frem og tilbage med S-toget og ledte efter piger, der var på vej hjem fra byture. Pigerne skulle være så fulde, at de sad og sov i toget, og de skulle sidde alene, så ingen kunne se os.

Jeg kunne lide mørkt, langt hår. Tøjet måtte godt være læderjakke, læderbukser, lædernederdel og støvler. På et tidspunkt var jeg vild med Buffalo-støvler. Jeg udviklede sådan en slags sko-fetich, jeg ved ikke, hvor den stammede fra. Et par gange stjal jeg deres sko eller støvler og gemte dem i min lejlighed som en slags souvenir. At se på dem forlængede min seksuelle nydelse.

 

Bogen ”Forbrydelsens sind” udkom den 7. marts 2022 på Politikens Forlag. Ud over John fortæller syv andre vold- og drabsdømte deres historie.

Bogen ”Forbrydelsens sind” udkom den 7. marts 2022 på Politikens Forlag. Ud over John fortæller syv andre vold- og drabsdømte deres historie.

 

Når jeg havde fundet den rigtige pige, nærmede jeg mig forsigtigt og lagde vatrondeller med bedøvende væske på askebægeret eller pigens kraveben. Så satte jeg mig på sædet overfor og ventede. Når pigen var bedøvet, rykkede jeg tæt på og befølte hende. Først uden på tøjet og så under tøjet. Efter et par gange prøvede jeg at rive pigens strømpebukser op i stedet for, så jeg kunne komme under tøjet og onanere på hende.

Nogle gange vågnede hun, og så lod jeg som ingenting, indtil jeg fik placeret en ny vatrondel og kunne fortsætte. Når jeg havde tilfredsstillet mig selv, steg jeg af toget, men den opstemte fornemmelse varede kun kort. Den følelse, jeg jagtede, var hurtigt væk, og så kom skyld og skam, og jeg tyede til min religion. Men tomheden vendte hurtigt tilbage, og snart måtte jeg ud at finde en ny pige.

Det fortsatte i mere end et år. Om dagen prøvede jeg stadig at følge med på seminariet. I sløjdtimerne fik jeg lavet en nøgle, som kunne låse dørene i S-togene. En del gange havde jeg ikke lyst til at tage af sted. Det skulle bare overstås, så jeg kunne få det godt. Nogle dage fik jeg presset mig selv til at blive hjemme, men så gik alt skævt.

Jeg voldtog ingen, selvom jeg klippede deres strømpebukser og trusser op. Jeg er heller ikke dømt for voldtægt, en enkelt gang forsøgte jeg, men kunne ikke. Det var for grotesk, tror jeg. Her var en grænse, jeg heldigvis ikke kunne overskride, selv om lysten var der.”

En lørdag morgen i december 2002 følte John igen trangen. Efter at have været til en koncert i byen, tog han på jagt.

“Jeg fandt pigen i et S-tog ud af byen, låste døren og begyndte at bedøve hende, men en togkonduktør opdagede, at døren var låst.

”Hvad fanden laver du med hende? Det her er en civil anholdelse. Jeg ringer efter politiet,” råbte han.

Konduktøren ledsagede mig til den forreste vogn. Han mistænkte mig for voldtægt eller forsøg på voldtægt. Først tænkte jeg: ’Fuck, fuck, fuck, hvordan kommer jeg ud af den her situation? Hvordan skiller jeg mig af med nøglen og tager afstand fra tasken?’ Men det hele pegede på mig, og da jeg indså, at der ikke var noget at gøre, føltes det dejligt befriende. Så vidste jeg, at det var slut.

Jeg kom for en dommer i byretten. Jeg var nervøs og tilstod det hele og mere til. Jeg opdigtede ekstra overgreb, som aldrig havde fundet sted, fordi jeg ville være sikker på at blive dømt og få hjælp. Jeg kontaktede ikke min mor eller søskende, for jeg skammede mig. Først en måned efter anholdelsen ringede jeg. De havde været urolige for, hvor jeg var, og blev chokerede over, at jeg var fængslet for at have forgrebet mig på kvinder.

Mens jeg var varetægtsfængslet, lettede mine tvangstanker. Jeg vænnede mig til at være indespærret og tænkte: ‘Ok, det er her, jeg skal være.’ Min krop og hjerne slappede af.”

John blev mentalundersøgt og erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Han fik en anbringelsesdom på ubestemt tid. Under retssagen var en af de piger, som han havde krænket, til stede.

“Jeg var og er ked af det, som jeg havde gjort mod hende, og jeg er så frygtelig flov. Det var så skamfuldt. Jeg havde det godt med, at hun så, at jeg fik en lang straf. Den havde jeg fortjent. Jeg håber, at det hjalp hende til at komme videre.”

 

“Forbrydelsens sind” er udført i et samarbejde mellem journalist Kristina Antivakis i midten, retspsykolog Tine Wøbbe (tv) og retspsykiater Mette Brandt-Christensen. 
Foto: Robin Skjoldborg

“Forbrydelsens sind” er udført i et samarbejde mellem journalist Kristina Antivakis i midten, retspsykolog Tine Wøbbe (tv) og retspsykiater Mette Brandt-Christensen.