På fem uger mistede Mona sine to yngste sønner: Narko tog dem begge

Mona håbede til det sidste. Men hun vidste, at hun en dag ville miste sine to sønner Jesper og Anton, hvis de ikke fik styr på deres narkotikamisbrug. Det fik de ikke, og med blot fem ugers mellemrum måtte Mona gå den tungeste vej af alle for en mor, nemlig til graven med en søn.

To gange har Mona Dahlgren oplevet den største sorg af alle, nemlig at miste et barn.

Jesper blev blot 24 år gammel, og hans storebror Anton 27. Begge brødre blev ofre for et narkomisbrug, som Mona kendte til, men som hun ikke var i stand til at stoppe.

Derfor har den hårdt ramte svenske mor besluttet, at hun vil bruge alle sine kræfter og alle sine smertelige erfaringer på at forhindre, at andre mødre kommer i hendes frygtelige situation.

– Da jeg opdagede, at både Jesper og Anton var misbrugere, brugte jeg et halvt år på at græde. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for drengene, men det var ikke nok. Jeg levede i konstant frygt for, at jeg skulle miste dem. Nu vil jeg bruge mit liv på at oplyse og informere, så andre kan undgå at skulle igennem det helvede, som jeg har været, siger Mona Dahlgren.

Tragiske dødsfald

Den 5. december 2017 ringede Monas telefon.

Jesper var blevet fundet livløs om morgenen, kort før han skulle indlægges på et behandlingshjem i Norrkøping. Da Mona spurgte, om hendes søn ville overleve, fik hun intet svar. Og natten efter kom politiet med den besked, som hun inderst inde havde frygtet længe. Jesper var død, efter at han havde indtaget store mængder af et receptpligtigt lægemiddel, der bruges mod diarré.

I stedet for at planlægge den kommende jul skulle Mona arrangere sin yngste søns begravelse. Med ved begravelsen den 21. december var Jespers storebror, Anton. Han var helt ude af sig selv af sorg og skreg sin kærlighed ud til Jesper. Han forsøgte nærmest at kaste sig ned i graven til sin bror, og på det tidspunkt vidste ingen, at storebroren få uger senere ville få plads på samme gravsted.

Den 12. januar, blot fem uger efter Jespers død, ringede tre politibetjente og en præst på Monas dør.

For anden gang skulle hun have overbragt det værste budskab, nemlig at hun havde mistet en søn. Hun sad i sit hjem og chattede med sin ældste søn, Michael, 35, da de kom.

Tidligere på dagen havde hun fået en sms fra Anton. Han fortalte, at han var syg. Det var det sidste, hun hørte fra ham.

Timer senere fik hun at vide, at Anton var død af metadonforgiftning.

– Kort før Antons død fik jeg et brev fra ham. Min søn skrev, at han elskede mig højt, og at jeg er verdens bedste mor. Han lovede at skubbe mig i rollator, når jeg blev gammel. Nu bliver det en anden, der skal hjælpe mig, siger Mona med et stille smil.

Begge havde diagnoser

Allerede da drengene var små, vidste Mona, at deres tilværelse ikke ville forme sig som alle andre børns. Anton var hyperaktiv og fik stillet diagnosen ADD og autistisk syndrom. Hans skoletid var hård, og meget af tiden skjulte han sig for både lærere og kammerater.

Jesper var lidt nemmere at have med at gøre, men han var både stædig og glad på samme tid. Der var ikke noget galt med hans indlæringsevner, og som 9-årig klarede han en matematik-opgave for 16-årige. Men han følte sig ligesom sin storebror fremmedgjort i skolen og fik diagnosen ADD og atypisk autisme.

Drengene havde det bedst hjemme hos deres mor, og Mona trak det store læs. Både Anton og Jesper var musikalske, og de spillede guitar og sang sammen. Men Mona oplevede også, at de havde svært ved at tilpasse sig faste rammer. Jesper havde problemer med angst, mens Anton trivedes lidt bedre sammen med andre mennesker.

Snigende misbrug

Hos Anton oplevede Mona første gang problemer med misbrug. Han selvskadede sig, og moderen opdagede stiksår på hans arme. Men Anton slog det hen og sagde, at det ikke var noget.

Mona bemærkede hans store pupiller, men når hun nævte det, blev sønnen sur.

”Du véd, at jeg skærer i mig selv, når jeg bliver sur. På gamle billeder kan du se, at jeg altid har haft store pupiller”, svarede drengen, når Mona spurgte ind til hans sår og de store pupiller som tegn på misbrug.

Derfor opdagede hun reelt først Jespers misbrugsproblemer, inden hun indså, at den også var gal med Anton. Hendes frygt var, at de begge blev narkomaner, og hendes ængstelse holdt stik.

– Da jeg opdagede, at de begge var misbrugere, græd jeg dag og nat i et halvt år. Hos lægen fik jeg medicin til at tage de værste smerter og angst.

Drengene kom flere gange i behandling. Jesper var en overgang indlagt på en psykiatrisk klinik for at få behandling for sin angst. Men så snart han blev udskrevet, var han tilbage i narkoens svøbe.

Det var frygteligt for Mona at have to narkosønner i huset. Enten var de vågne døgnet rundt, eller også lå de på sofaen og græd. Hun havde kun ro, når de indimellem var indlagt.

Et lys i mørket

Både Jesper og Anton blev medicineret kraftigt, og Mona gik med en konstant frygt for at miste drengene. Mere end én gang har hun hørt dem begge sige, at de ikke ønskede at leve længere.

Men for lidt over et år siden skimtede Mona et lille lys i mørket.

Jesper ville frivilligt lade sig indlægge på et behandlingshjem i Norrkøping, men han nåede det aldrig. Han blev fundet livløs en morgen og vågnede aldrig igen.

Fem uger senere kom meddelelsen om, at Anton også var blevet et offer for narkoen.

– Jeg begravede Anton den 1. februar, og den dag kunne jeg ikke længere styre mine følelser. Jeg rystede og råbte, og tårerne ville ikke stoppe. Pludselig kom alle minderne, og jeg var helt færdig.

Nu er det et år siden, at den hårdt ramte kvinde måtte følge sine to elskede sønner til graven.

Dagene er stadig tunge at komme igennem, men på begge dødsdage vil hun besøge dem på kirkegården, ligesom hun også gjorde det på deres fødselsdage. Selv om der er gået et år, kan Mona stadig ikke forstå, at hun aldrig skal høre drengenes stemmer.

Mona har sine to ældste sønner, Michael, 35, og Carl, 28, til at støtte sig til, når dagene bliver ekstra tunge. De to har ingen problemer med stoffer. Tværtimod har de lovet at hjælpe deres mor i hendes kamp for, at andre mødre ikke skal igennem det samme mareridt, som hun har været.

At miste to sønner til narkoen er to for meget.