På sit dødsleje viste Benjamin sig for sin mor mange kilometer væk: Jeg fik et sidste knus

Mona Stokholm Christensen har altid haft et nært forhold til sønnen Benjamin, og det fik hun med gribende tydelighed bekræftet på hans dødsleje. Selv om de boede 100 kilometer fra hinanden, kom han i et syn og vækkede hende med et knus, da han døde.

Klokken var 3 natten til torsdag den 29. marts 2018, da Mona vågnede med et sæt i sit soveværelse. Hunden Bibi gøede højlydt på værelset inde ved siden af, og det gjorde den normalt aldrig på det tidspunkt af døgnet. Men den nat var intet, som det plejede at være i Monas rækkehus i landsbyen Grauballe nord for Silkeborg.

Hun satte sig forvirret op i sengen, og de næste øjeblikke står for evigt mejslet i hendes bevidsthed. Via et spejl kunne den 48-årige kvinde se ud i køkkenet, som med ét blev det oplyst af et klart og stærkt lysskær. Hverken før eller siden har hun set magen til skarpt lys.

Mona satte sig på kanten af sengen, og få øjeblikke efter fik hun pludselig en fysisk krammer. Den var varm, kærlig og kraftfuld, og Mona var ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der gav hende knuset. Det var hendes elskede, 26-årige søn Benjamin, der kom hjem til sin mor for at tage en sidste afsked i form af et stort, kærligt knus.

Mere mellem himmel og jord

Selv om det var sent på natten, og selv om situationen var både uvirkelig og uforklarlig for hende, var Mona ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der var sket, eller hvem der havde krammet hende.

Præcis i de minutter, da Mona oplevede sit livs mest besynderlige øjeblik i hjemmet i Midtjylland, døde hendes søn i sin lejlighed i Odense 100 kilometer derfra. En retsmedicinsk obduktion fastslog senere, at Benjamin døde netop omkring det tidspunkt, da Mona vågnede i sit soveværelse.

– Jeg har altid været et rationelt og jordnært menneske. I min verden er to plus to fire, og jeg tror ikke på det okkulte eller overnaturlige. Men efter oplevelsen med Benjamins død ved jeg, at noget ikke kan forklares med logiske argumenter eller med rationelle synspunkter og fakta. Der er mere mellem himmel og jord, end jeg engang troede, siger Mona Stokholm Christensen.

Lyt til mig

Den 48-årige singlekvinde har oplevet enhver mors værste mareridt, nemlig at miste et barn. Benjamin ligger begravet på Vestre Kirkegård i Silkeborg, og det kan intet ændre. Men omstændighederne ved sønnens tragiske og alt for tidlige død gør, at Mona har valgt at fortælle sin historie. Om folk vil tro hende eller ej, har ikke den store betydning for Mona. Men det var sådan, hun oplevede det, da Benjamin døde, og nu vil hun dele sin erfaring med andre.

Selv om det snart er et år siden, at Benjamin døde alene i sin lejlighed i Odense, har hans mor endnu ikke fundet en platform eller et forum, hvor hun kan parkere sin sorg og sine frustrationer. Hun føler, at ikke alle tager hende alvorligt, når hun fortæller om den skæbnesvangre nat, da Benjamin i sit dødsøjeblik kom hjem til hende for at tage den ultimative afsked og sige farvel.

Mona håber med sin ærlighed og åbenhed, at hun kan fjerne et dødstabu, som besværliggør livet og sorgen for hende og måske også for andre, der har oplevet det samme.

Sidste samtale

Mona har altid haft et nært og stærkt forhold til Benjamin.

Dagen før sønnens død talte de i telefon sammen, og Benjamin havde det ikke godt. Han havde gennem et par måneder følt sig sløj med blandt andet svimmelhed, og Mona opfordrede ham til at opsøge en læge. Men det ville Benjamin ikke høre tale om:  ”Jeg er ikke 12 år. Jeg skal nok selv finde ud af, hvornår jeg skal til læge”, sagde han.

– Jeg tilbød at hente ham i bilen og køre ham hjem til Grauballe. Jeg var ikke tryg ved, at han skulle være alene i sin lejlighed, når han var syg, også selv om det måske kun var influenza. Men det ville han ikke. ”Mor, jeg elsker dig”, sagde han til sidst i samtalen. Jeg svarede, at jeg også elskede ham. Det var de sidste ord, vi sagde til hinanden, og den kærlighedserklæring fra Benjamin gemmer jeg dybt inde i hjertet, fortæller Mona Stokholm Christensen.

Efter at have talt med Benjamin og forgæves forsøgt at få ham til læge fik Mona det psykisk dårligt med ondt i maven og uro i kroppen. Hun fik besøg af sit 3-årige barnebarn, Ella, men tankerne kredsede hele tiden om Benjamins situation.

Ikke i tvivl

Efter den sælsomme oplevelse om natten forsøgte hun tidligt torsdag uden resultat at ringe til sønnen mange gange. Derfor kontaktede hun om morgenen sin datter, Janni, som havde et meget nært forhold til sin bror. Mona bad Janni finde nogen, der kunne køre til Benjamins lejlighed i Odense og tjekke, om han var okay.

Mona var efter nattens oplevelse ikke et øjeblik i tvivl om, at sønnen var død, og sidst på formiddagen fik hun sine værste anelser bekræftet.

Selv om den tragiske besked ikke kom helt uventet efter nattens hændelser, var det alligevel et chok for Mona. Siden Benjamins død har livet nærmest været ubærligt for hende. Havde det ikke været for datteren Janni og de to små børnebørn, ville Mona ønske, at hun kunne bytte plads med Benjamin på kirkegården i Silkeborg. Sorgen er konstant smertefuld og i perioder næsten lammende.

Stor livsvilje

Benjamin blev født på Sønderborg Sygehus fredag den 13. december 1991. Mona havde i forvejen Janni på 2½ år. Benjamin blev født nogle uger for tidligt med diagnosen PWS-syndrom, der blandt andet viser sig ved en helt abnorm appetit på mad. Sygdommen betyder, at Benjamin ikke kan føle mæthedstegn, men at han vil proppe mad i sig hele tiden. I de første seks år af Benjamins liv var han og Mona konstant under lægetilsyn på grund af sygdommen, og halvdelen af de år var mor og søn indlagt på hospital.

– Jeg elsker mine to børn lige højt, men Benjamins sygdom gav mange udfordringer. Jeg knyttede mig tæt til drengen, fordi vi var så meget sammen, og jeg var spændt på det liv, som ventede ham. Men Benjamin var en fantastisk dreng, som elskede livet og ikke kendte til begrænsninger, fortæller Mona.

Benjamin voksede sig stor og stærk og fik mange venner. Han var i færd med at uddanne sig til smed, da døden satte en pludselig stopper for alle hans planer. Benjamin havde mange forskellige jobs, og han var et stort ordensmenneske.

Mona var stolt som en pave, da sønnen i 2015 blev student fra Tietgen Handelsgymnasium i Odense, og hun kunne sætte huen på hans smilende hoved. Nu gemmer hun huen som et kært minde om en søn, som havde store planer for livet, og som elskede sin mor overalt.

Mona blev skilt fra sine børns far, da Benjamin var 8 år. Allerede på det tidspunkt havde drengen vist, at han havde en livsvilje ud over det sædvanlige.

På grund af sygdommen var læger og andre eksperter i tvivl om, hvorvidt Benjamin nogensinde ville komme til at gå ved egen hjælp, og om han ville få et ordentligt talesprog.

Men Mona fik aldrig brug for den kørestol, som drengen fik stillet til rådighed af sygehuset, og med tålmodighed og energi lærte hun ham både at gå og tale.

Alt godt til mor

Benjamin flyttede til Odense, hvor han fik sin egen lejlighed. Men kontakten til moren i Midtjylland var lige så stærk, som den var under drengens opvækst.

Benjamin vidste ikke alt det, han skulle gøre for sin mor. I februar 2018 inviterede han Mona og hendes søster til Odense, hvor han havde forberedt en overraskelse. Benjamin havde arrangeret en singlefest for 100 mennesker, og ved præsentationen af gæsterne pralede han højlydt af sin smukke mor.

– Benjamin og jeg havde aftalt, at han skulle komme hjem til Grauballe i påsken. Han var i færd med at planlægge en ny singlefest til juni og havde allerede lejet et forsamlingshus. Jeg skulle være hædersgæst ligesom første gang, fortæller Mona med tårer i øjnene, mens hun retter et ømt blik mod billedet af Benjamin på væggen.

– Jeg ville egentlig gerne have flere billeder af ham rundt omkring på væggene. Men i samråd med min datter besluttede jeg, at huset ikke skal laves om til en mindestue. Men jeg har et foto af ham liggende i sengen ved siden af mig. Det ligger på det sted, hvor han gav mig det sidste knus.

Ketoseforgiftning

Tirsdag den 10. april 2018 begravede Mona sin elskede søn på Vestre Kirkegård i Silkeborg.

Ud over at fastlægge dødstidspunktet til omkring klokken 3 natten til torsdag den 29. marts 2018, det tidspunkt hvor Benjamin vækkede sin mor og krammede hende for sidste gang, fastslog obduktionserklæringen også dødsårsagen. Benjamin døde af ketoseforgiftning, der kan forekomme hos mennesker med overvægt og sukkersyge. Når tilstanden opstår, kræves der øjeblikkelig hospitalsindlæggelse og behandling.

Benjamin afslog sin mors ønske om at søge læge. Han mente, at han kunne klare sig selv, selv om sygdommen rev og sled i ham. Men den 26-årige søn var ikke i tvivl om, hvem der skulle have hans sidste knus i døden. Det skulle hans elskede mor.