Svigtet af mor

Kun tre uger gammel blev lille Jasmin efterladt hos sin mors nabo og veninde Tina i Gørlev ved Kalundborg. ”Bare en uge løj moren”, men tre uger efter var hun stadig ikke kommet tilbage, og Jasmin blev tvangsfjernet.

Foto: Gregers Overvad og private

På en spædbarnsinstitution på Sjælland ligger lille Jasmin. Hendes mor har forladt hende. Den smukke lille pige var blot to uger, da moren Sabina Malkic efterlod hende hos veninden, Tina Polack, 35, i Gørlev ved Kalundborg, mens hun selv tog på ferie i Bosnien.
Den 41-årige mor havde forklaret, at hun var nødt til at rejse til sit hjemland for at blive skilt fra Jasmins far, men han truede med at tage den lille pige fra hende, så hun turde ikke tage Jasmin med. Derfor indvilligede Tina i at passe Jasmin i en uge. Men Sabina forklarede, at bussen var brudt sammen og bad om penge til en flybillet. Tina overførte 2.500 kr., men Sabina var ikke med flyet, og ingen kunne længere komme i kontakt med hende.

Læs også: Skrankepaven med det store hjerte
 

Tidslinie

8. juni: Jasmin blev født på Holbæk Sygehus

2. juli: Sabina afleverede Jasmin til Tina og tog bussen til Bosnien.

9. juli: Sabina skulle have været hjemme igen, men lyver og forklarede at bussen var brudt sammen.

14. juli: Hun skulle have været hjemme med flyet. Det var hun ikke.

15. og 16. juli: Tina efterlyste Sabina hos politiet.

21. juli: Sabina sendte sms til Tina. Politiet afslutter efterforskningen. Alle løgne er afsløret.

Løgn på løgn
Syg af bekymring alarmerede Tina politiet. Efterforskning viste, at Sabina ikke er blevet skilt, ingen bus var brudt sammen, og hun havde hverken købt eller bestilt en flybillet. Til gengæld er hendes betalingskort blevet brugt flittigt.
- Hævningerne er mindre beløb til køb af diverse dagligvarer, hvilket ikke tyder på, at andre anvender kortet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Tina er rasende og dybt såret.
- Hvis tingene virkelig er, som de ser ud til nu, så er hun ikke egnet som mor, siger Tina, der selv er mor til tre.
Hun har svært ved at forstå, hvordan en mor kan forlade sit spædbarn blot for at tage på ferie.
Tankerne har kværnet rundt i hovedet på hende, siden Sabina forsvandt. Var hun kommet til skade? Blevet slået ihjel af sin mand eller eksmand, der tidligere er dømt for vold og voldtægt mod hende?

Læs også: Hun skal have sin baby igen

Stakkels Jasmin
Efter en uges tavshed gav Sabina endelig livstegn fra sig i sidste uge.
- Hun sendte mig en sms kl. 4.59 om morgenen, siger hun.
Sabina skrev, at hun havde siddet i fængsel, men det havde dansk politi allerede undersøgt, og det passer heller ikke.
- Ikke på noget tidspunkt spurgte hun til Jasmin, fortæller Tina, der blev vidne til at myndighederne tvangsfjernede lille Jasmin og sendte hende på en spædbarnsinstitution.
- Jeg har så ondt af Jasmin. Jeg har kendt hende, siden hun blev født. Hun trivedes her. Hvorfor skulle hun hives væk fra det eneste, hun kender? Hun lå og grinede og havde det godt, da to folk fra kommunen hentede hende, siger Tina.


Læs også: Svigtet før fødslen




[email protected]