Skolelæreren Mette: Jeg tør ikke være mor

Mettes kæreste og kommende mand, Kenneth, lider af en sjælden kræftsygdom i skjoldbruskkirtlen. Parret har fået at vide, at hvis de får et barn, har det 50 procent risiko for at pådrage sig sin fars kræftsygdom. Den risiko vil Mette ikke løbe.

Mette Milan Hjortlund var blot teenager, da hun regelmæssigt fik det dårligt. Hun var sikker på, at når hun havde ondt i kroppen, var hun blevet ramt af dødelig kræft. Hun blev grebet af angst og frygt, og anfaldene var så voldsomme, at hun hverken kunne trække vejret, eller bevæge arme og ben. Mette troede, at hun skulle dø.

Skrev sig ud af angsten

For fire år siden begyndte den 26-årige sønderjyde at skrive på sin debutroman, "Skæbnens spind", der netop er udkommet. Bogen blev hendes redning. Når Mette følte, at et anfald var på vej, satte hun sig til computeren, og skrev sig ud af smerten. I dag er de frygtede anfald fortid.

LÆS OGSÅ: Julie bor midt i krigszonen

Inden det kom så vidt, traf Mette et valg. Hun vil aldrig have børn. Det var en både svær og besynderlig beslutning. Mette er skolelærer og elsker børn.

Arveligt syg

Men hendes kæreste og kommende mand, Kenneth, lider af en sjælden kræftsygdom i skjoldbruskkirtlen. Parret har fået at vide, at hvis de får et barn, har det 50 procent risiko for at pådrage sig sin fars kræftsygdom. Den risiko vil Mette ikke løbe. Hun vil nøjes med børnene i skolen og venindernes unger.

LÆS OGSÅ: Saras svære valg

- Det er ikke sådan, at frygten for kræft har styret mit liv. Men mange af mine store og svære beslutninger er affødt af angsten for at få sygdommen. Min kæreste accepterer min beslutning, men selvfølgelig er det ikke let. Jeg elsker jo børn, siger Mette.

Styrer sin angst

Mette har frygtet kræft i mange år, men for fire år siden fik hun sit første, alvorlige anfald. Det kom pludseligt en dag, mens hun var på toilettet, og hun blev fysisk totalt paralyseret. I dag er det to år siden, hun fik det sidste anfald.

LÆS OGSÅ: Kasseret af adoptivmor

Hun har lært at styre og kontrollere sin frygt. I dag er hendes motto, at alt, hvad der sker, har en årsag. Den livsfilosofi har bragt hende igennem de værste kriser.