5 ting der kan gøre dig lykkeligere lige nu

Gør gråvejret dig trist? En britisk professor peger på fem ting, der kan gøre dig til et gladere menneske her og nu. Prøv selv og bliv lykkelig.

Penge og et fantastisk cv gør dig ikke nødvendigvis lykkelig. Den britiske professor Paul Dolan peger i et interview med The Telegraph på fem hverdagsting, der kan gøre dig lykkeligere nærmest øjeblikkeligt.

  • - Hør din yndlingsmusik.
  • - Tilbring fem minutter mere med én, du holder af.
  • - Gå udenfor.
  • - Hjælp et andet menneske.
  • - Oplev noget nyt.

- Det er vigtigt at ændre, hvad du gør, ikke hvad du tænker, siger Paul Dolan.

- Lyt til den musik, du godt kan lide. Din hjerne lyser bogstaveligtalt op. Der er ingen anden stimulans, der kan påvirke hjernen som musik.

Læs også, hvordan du bliver glad uden udsigt til ferie

- Tilbring fem minutter mere med en, du holder af, eller gå udenfor. Og at hjælpe et andet menneske er vigtigt. At hjælpe andre er en meget selvisk ting at gøre, for det giver dig stor glæde. Bare hjælp en eller anden tilfældig og mærk forskellen, siger han.

- Nye oplevelser er meget vigtige. Det får tiden til at gå langsommere. Tiden føles langsommere for børn, fordi de lærer nye ting hele tiden.

Andre ting kan også gøre dig lykkelig

Han slår også et slag for, at man skal synliggøre sine mål og minde sig selv om dem. Hvis man f.eks. gerne vil bruge færre penge, så kan man ændre koden til sin bank til ’stopdigselv’ eller noget tilsvarende. Og hvis man gerne vil tabe sig eller stoppe med at ryge eller drikke mindre, så sig det højt, fortæl det til familie og venner og skriv det på facebook. På den måde har du en større chance for at lykkes.

- De ting, vi tror, gør os lykkeligere, gør det sjældent. Vi er altid lykkeligere, hvis vi har fokus på den person, vi er sammen med, eller den ting vi er i gang med, siger han.

Så læg telefonen væk og sluk for fjernsynet og vær til stede i nu’et.

Er du stresset? Tag testen her

Paul Dolan medgiver dog, at penge kan gøre mennesker lykkeligere, men det man tjener over en halv million om året tilføjer ingen lykke, mener han. Så som punkt nummer seks på lykke-listen kunne man jo tilføje en klækkelig lønforhøjelse.

Kilde: Paul Dolan, professor ved Department of Social Policy ved London School of Economics and Political Science og med ekspertise i menneskets adfærd, har udgivet over 100 videnskabelige artikler.