Lad dit barn gå i skole

Børnene koncentrerer sig dårligere, hvis de ikke får rørt sig på vej til skole. Motion som gang eller cykling til skole er derfor helt afgørende for dit barns sundhed og læring. Læs her de gode råd til, hvordan du lader dit barn gå i skole.

Nu er skolerne åbne igen, og de mindste er forhåbentlig godt på vej til at indlære gode og sikre transportvaner, så de bruger kroppen i stedet for at blive kørt passivt. Næsten halvdelen af 5-12-årige børn transporterer heldigvis sig selv til institution og skole til fods og på cykel ifølge Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Dem skal vi selvfølgelig passe ekstra godt på.

Det er så sundt at bruge kroppen til bevægelse. Børn klarer sig bedre i test såsom at lægge tal sammen, tælle baglæns, vurdere, om et udsagn er rigtigt eller forkert, huske ord og den slags, når de har motioneret. Blot et kvarters lettere træning i klassen efter frokost er faktisk nok. Samme gunstige effekt på koncentration og indlæring opnår de ved selv at gå eller cykle frem for at blive kørt i bil eller bus, og virkningen holder sig hele formiddagen. Det konkluderer et projekt med 19.382 danske skoleelever, hvor man studerede sammenhængen mellem kost, motion og koncentrationsevne. Ét resultat skiller sig klart ud: Børnene koncentrerer sig dårligere, hvis de ikke får rørt sig på vej til skole.

Læs også: Styrk dit barns selvværd 

Børn skal bevæge sig

Så mit budskab i denne uge er såre enkelt: Børn skal bevæge sig. Helst så meget som muligt. De bliver både sundere, kvikkere og gladere. Vi kan lige så godt starte med morgenturen til skole. Selv en enkelt ugentlig gå- eller cykledag til skole er meget bedre end ingenting, hvis det kniber med tiden. Er det nødvendigt at køre i bil, så parkér et stykke væk, og gå det sidste stykke vej sammen.   

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Forskere: Alle skoler bør have ventilationsanlæg

Gode råd til gang

  • Et barn kan gå i trafikken selv, når det er otte-10 år gammelt, så de første par år skal du følges med barnet og forberede det på en dag at klare turen selv.
  • Vælg den sikreste rute med fortov, gangsystem, tunnel samt lyssignaler og fodgængerfelt. Vigtigt er det, at ruten krydser vejen så lidt som muligt.
  • Vær selv et godt eksempel i trafikken. Drop unoderne, overhold færdselsreglerne, stop for rødt, se jer godt for til begge sider, før vejen krydses. Tjek, at bilerne holder tilbage for jer. Gentag reglerne for barnet.
  • Overvurdér ikke dit barns evner til at klare sig selvstændigt i trafikken. Et barn distraheres nemt, så det glemmer at kigge sig for.
  • Gå turen sammen med dit barn mange gange. Aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.

Læs også: Hvilken lærings-type er dit barn? 

Gode råd til cykling

  • At færdes på cykel i trafikken kræver så meget overblik, at et barn ofte først klarer det i 10-12-års alderen.
  • Den sikreste skolevej er ikke nødvendigvis den hurtigste.
  • Træn turen mange gange på cykel, så du er sikker på, at den sidder der, når barnet skal af sted alene. Lad barnet køre inderst eller forrest, så kan du holde øje med det. Tal undervejs om, hvad man skal huske at kigge efter og passe på. Sig til i god tid, før I skal dreje. Lær dit barn at give tydelige tegn for sving og stop.
  • Husk selv cykelhjelmen, hold for rødt, lad være med at cykle på fortovet, samt vis af med hånden ved sving og stop. Ellers kopierer barnet dine unoder.
  • Barnet har ofte brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder er det mere sikkert at trække over. 

Læs også: Drop det klassiske spørgsmål: Hvad har du lavet i skolen i dag?