Trods klimakrisen: Derfor køber vi ikke flere elbiler

Rekordmange benzin- og dieselbiler blev solgt i 2019. Forskere har undersøgt, hvorfor danskerne endnu ikke er begyndt at køre på el.

Danskerne hører til blandt de mest klimabekymrede folkefærd, men alligevel køber vi nye benzin- og dieselbiler i stor stil.

I 2019 blev der solgt rekordmange personbiler i Danmark, men kun 2,4 procent af bilerne var elbiler.

Et nyt studie har undersøgt, hvorfor danskerne tøver med at skifte benzin og diesel ud med elektricitet. Det skriver Videnskab.dk. 

– Ud fra hvad vi ser i andre lande, ville man forvente, at der blev solgt flere elbiler i Danmark. Derfor har vi undersøgt, hvad der holder danskerne tilbage, fortæller John Thøgersen, som er professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet og står bag det nye studie.

 

Elbiler er for dyre

Den primære showstopper for salget af elbiler er prisen. Elbilen er simpelthen for dyr for mange bilkøberes pengepung. Også selv om man medregner støtteordninger til elbiler, påpeger John Thøgersen.

– Den billigste elbil koster stadig cirka 100.000 kroner mere end en almindelig bil med samme udstyrsniveau. Det er en stor ekstraudgift for de fleste mennesker, og det er den væsentligste årsag til, at folk holder sig tilbage fra at købe elbiler, siger han.

Læs mere på Videnskab.dk: Er elbiler bedre for klimaet end benzin- og dieselbiler?

En anden økonomisk årsag til danskernes elbils-tøven er, at bilkøberne er usikre på, hvor hurtigt deres elbil vil blive forældet og tabe værdi, forklarer John Thøgersen. De bekymrer sig kort sagt om den såkaldte gensalgspris - hvor meget de vil kunne sælge deres brugte elbil for i fremtiden.

– Det kan være svært at forudsige, hvor godt elbiler holder deres værdi sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Det er en væsentlig usikkerhed for folk, og nogle er bange for at komme til at hænge på forældet teknologi, som de ikke kan sælge igen, siger John Thøgersen, som i sit nye studie har adspurgt 238 danske bilejere om årsager til deres valg- og fravalg af elbiler.

Usikkerhed om afgifter og skatter

I øjeblikket er reglerne sådan, at elbiler til under 400.000 kroner ikke skal betale registreringsafgift, og derfor er det overraskende, at de danske støtteordninger ikke allerede har ført til flere elbiler på vejene. Det mener Niels Buus Kristensen, der er forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt, Oslo og ikke har været en del af det nye studie.

– Den mest udbredte forklaring er, at der har været stor politisk usikkerhed om, hvor længe støtteordningen ville fortsætte, og mange købere veg tilbage på grund af usikkerheden om elbilens fremtid, lyder det fra Niels Buus Kristensen.

Andre artikler på Videnskab.dk

Elnettet kan forsyne mange flere elbiler end hidtil antaget

Nyt superbatteri kan holde din telefon opladet i 5 dage, hævder forskere

Sådan har klimaet forandret sig over millioner af år