Mød Ude og Hjemmes nye læge: Der skal være plads til rødvin

60-årige Gitte Vincents er næsten altid iført farvestrålende kjoler og matchende strømper, når hun modtager sine patienter. Til gengæld ser man hende aldrig med en løftet pegefinger.

En patient tisser blod. Det ligner næsten rødvin. En anden ser stadig dobbelt tre måneder efter, hun er faldet og har slået hovedet. En ældre herre har alt for højt blodtryk. En yngre kvinde døjer med et genstridigt brandsår efter en intim hårfjerningsbehandling, som ikke lige gik efter planen. En udmattet gravid kaster så meget op, at hun har brug for at få tilført væske via drop. En kommende brud ønsker en hepatitisvaccine inden sin bryllupsrejse. Og en mand er plaget af en hoste, som bare ikke vil holde op.

60-årige Gitte Vincents arbejdsdag er ikke ligefrem ensformig eller kedelig. Det er hun heller ikke selv.

Hver dag står hun iført en af sine mønstrede kjoler med matchende strømpebukser og byder vidt forskellige menneskeskæbner indenfor i sin lægekonsultation i den midtsjællandske stationsby Hvalsø, og det har hun nu gjort i præcis 25 år.

Det er også derfor, at gaver og vin i cellofan fylder en hel del kvadratmeter i venteværelset, selv om jubilæet blev fejret seks dage inden Ude og Hjemmes besøg. Men det tager tid at fragte så mange enheder hjem i bagagerummet. Og det tager tid nøje at læse så mange personlige kort.

”Tak for alt det, du har gjort for vores familie. Både dem, der stadig er her. Og dem, der ikke er her mere,” står der med guldtusch på det ene. Og de få linjer udtrykker nok meget godt den rolle, Gitte spiller for sine patienter på kryds og tværs af generationer i lokalområdet.

Se også: Camilla og Martin fra DR's "Fede forhold": Vi trængte til et skub

Høje hæle og rødvin

Nu træder hun også ind i Ude og Hjemmes spalter hver uge, når hun fortæller om sin verden som praktiserende læge i sin faste klumme, og når hun besvarer store og små spørgsmål fra læserne i lægebrevkassen.

Gitte kan helt sikkert udfylde pladsen. Hun har meget på hjertet, og hun siger det, så det er til at forstå, for i hendes øjne behøver sundhedsjunglen ikke være så svær at finde rundt i. Ligesom vejen til et sundt liv ikke behøver være brolagt med gulerodssaft, broccoli og dårlig samvittighed. Selv er hun godt nok holdt op med at ryge. Og det bliver også til 25 kilometer om ugen med løbeklubben. Men samtidig nyder hun hvert et glas, når hun de fleste aftener deler en flaske rødvin med sin mand, Lars, over et godt måltid.

– Det bliver jo en helt anden middag, når man drikker vin til. Så sidder vi og snakker en times tid, inden vi går ind til iPads, bøger, eller hvad vi nu vil, siger Gitte, som man i øvrigt næsten altid ser i klinikken i et par smukke sko med høje hæle.

Til gengæld ser man hende sjældent med en løftet pegefinger.

– Man skal aldrig give folk følelsen af skyld og skam. Det er der i forvejen alt for meget af. Jeg kan da godt sige til en patient: ”Nu er du altså blevet for tyk. Hvis du tabte dig 10 kilo, forsvinder din sukkersyge.” Men jeg skal da ikke bestemme, hvordan folk skal spise. Det er jo deres valg. Jeg skal heller ikke være dommer over, at en KOL-patient har lyst til at fortsætte med at ryge. Selvfølgelig fortæller jeg: ”Hvis du vil have en bedre lungefunktion, burde du holde op. Men hvis du har så stor glæde af det, jamen så ryg. Du skal bare ikke komme og brokke dig over, at du dør to år tidligere.”

At dø ordentligt

I Gittes øjne er døden heller ikke noget, man nødvendigvis bør kæmpe imod med alle midler. Ikke hvis det betyder, at den sidste tid bliver fuld af lidelser i et forsøg på strække livet lidt længere.

– Folk skal have lov at dø ordentligt. Jeg har haft patienter på over 80 år, der har fået cancer, og som ikke har haft lyst til at gå i behandling. Det er helt fint for mig. Så skal vi bare sammen finde en god løsning på deres livsafslutning. Kan patienten blive boende? Har patienten børn, der kan tage orlov og hjælpe? Hvordan kan jeg hjælpe? Det er vigtigt at turde tale om døden. Det har jeg ikke svært ved. Faktisk har jeg oplevet, at når man forliger sig med døden, bliver man bedre til at leve.

De lange forløb med de meget syge og døende er noget af det mest meningsfulde ved jobbet for Gitte. Ofte kommer hun tæt ind på livet af de mennesker, som også får hendes hjemmenummer, hvis de skulle have brug for at ringe uden for åbningstiderne. De gør det sjældent. Men nummeret giver tryghed i en utryg tid.

Læs også: Slip din tandlægeskræk - 8 tips

Perfekthedsvognen

Ellers holder Gitte fri, når hun træder ind i sin idylliske bindingsværksgård et par kilometer fra klinikken. Hun gider ikke forny p-pille-recepter lørdag aften eller kigge på udslæt i indkørslen.

– Beklager, at jeg ikke lige fik støvsuget, siger hun, da hun inviterer Ude og Hjemme indenfor i privaten.

Men det lyder nu ikke, som om hun mener det. Den perfekte overflade interesserer hende ikke. For den fører sjældent noget godt med sig.

– Perfekthedskulturen ødelægger mennesker, hvis jeg skal sige det kort. Folk kommer op til mig og siger: ”Mit ene øre hænger.” Eller: ”Mit ene øje er større end det andet.” Og jeg kan virkelig ikke se, hvad de mener. I dag skal alle shine, og vi skal alle være noget helt særligt. Men det kan man ikke være. Jeg ville ønske, alle hoppede ned fra perfekthedsvognen. Men hvordan gør man det? Hvis du har svaret, ville du løse en stor del af problemet med alle de voksne og ikke mindst unge, der lider af angst, stress og depressioner. I dag kommer cirka hver tredje af mine klienter faktisk med noget psykisk.

Sidder ikke lårene af hinanden

Med meget raske skridt i de blå-lilla støvletter viser Gitte rundt i hjemmet, som aldrig går ned på champagne eller nylagte æg fra familiens høns. Et hjem, hvor der ofte er fællesspisning med naboer og gode venner i spiseklubben. Og et hjem, hvor den ene køkken væg er døbt ”Blære-væggen” på grund af de mange løbebilleder af Gitte og Lars, og hvor billeder af parrets to børn og fire børnebørn fylder godt op på andre flader.

I den ene ende af huset har Lars sit eget herreværelse fuld af bøger, og en magelig lænestol lige ved vinduet, hvor han kan dyrke sin passion for film og bøger i fred og ro. Og netop fred til at dyrke egne interesser er måske en af forklaringerne på, at parret har været sammen uden afbrydelser eller ægteskabelige kampe siden gymnasiet.

– Vi sidder ikke lårene af hinanden, og vi er gode til at give hinanden plads til vores forskellige interesser.

Som familie har Gitte og Lars valgt at fordele rollerne lidt anderledes end i så mange andre hjem. Selv nøjedes hun med fire-fem ugers barsel efter begge sine fødsler. Resten af barselsperioden tog Lars.

– Lars har helt klart passet børnene mest. Jeg var en hammer-dårlig ammer, så mine børn er vokset op på modermælkserstatning, som deres far jo kunne give dem. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker mine børn overalt på jorden, men jeg var ikke specielt egnet til små børn. Og det var Lars.

Se også: 7 veje til større arbejdsglæde

Ingen botox til mig

I dag har Lars en 25-timers stilling som folkeskolelærer, så madlavning og andre huslige pligter hviler tungest på hans skuldre.

– Selvfølgelig hjælper jeg også til. Men det er Lars, der ved, om der er mælk i køleskabet, og hvad vi skal spise i aften. Og hvis jeg bliver for tyk, sørger han for, der kommer salat på bordet, griner hun og klapper sig på maven i den gule kjole med de skrig-lilla blomster.

Gitte griner en hel del af sig selv. Gerne højt. Og hun siger også ofte: ”Jeg er jo gammel.”

Men der er nu ikke meget ”ældre dame” over hende. Hverken når hun bramfrit åbner munden. Eller når man ser på hende. Faktisk kunne hun med lethed snyde sig 10 år yngre. Og det skyldes bestemt ikke hjælp fra kollegerne i de kosmetiske klinikker.

– Jeg kunne aldrig drømme om at få botox eller den slags. Så vil jeg hellere drikke et ekstra glas rødvin og spise et stykke chokolade mere for at udfylde rynkerne, som hun siger.