Brev til Anne-Marie: Min datter er vred på mig

Hej Anne-Marie
Jeg er mormor med stor M, og jeg elsker mine børnebørn. Men jeg har det problem, at jeg nærmest bliver uvenner med min datter, hvis jeg tillader mig at sige nej til at passe dem. På grund af corona har de haft ekstra brug for min hjælp, og det er forståeligt, når de begge arbejder hjemme.

Hvad med farmor

Jeg har også været til rådighed, men forleden tillod jeg mig at sige, at børnene jo også har en farmor, som måske kunne passe! Det gør hun nemlig sjældent. Min datter blev sur og sagde, at jeg kunne da lade være med at passe dem. Men det var jo ikke det, jeg mente. Jeg vil bare gerne af og til have tid til andet. Derefter har hun holdt mig hen i en uge. Mon hun snart vender tilbage?
Er det mig, der er helt galt på den? Jeg er ked af det, for jeg vil jo gerne hjælpe. Hvordan skal jeg tackle det fremover med min datter?
Jeg har en anden datter, som også har et barn, men hun tager mere hensyn til mig.Jeg håber på et par ord fra dig, for du har før hjulpet. Du forudså, at jeg ville komme til at bo i et lille gult hus, og det gør jeg nu.
Kærlig hilsen Jette

Vær stærk og hold fast

Kære Jette
Det lyder dejligt med det gule hus. Med hensyn til din datter og pasning af børnebørnene er det hende, der har sat børn i verden og ikke dig. Du er blot sød til at hjælpe, og det skal din datter være taknemlig for. Hendes opførsel hører ingen steder hjemme, og du skal være stærk og holde fast i, at du også har brug for at foretage dig andet end at passe børn.
Du behøver ikke at være bange for, at hun ikke spørger dig igen, for det skal hun nok gøre. Og mon ikke der også falder en undskyldning af? Det tror jeg.
Kærlig hilsen Anne-Marie