Svigermor skræmmer min datter

Kære Anne-Marie
Jeg har fundet en sød mand og har fået nogle søde børn. Desværre har jeg også en svigermor, som blander sig lidt for meget i vores familieliv.
Hun er for eksempel opmærksom på, at vores børn ikke må få for meget slik. Det kan selvfølgelig være meget godt, men det har taget overhånd. Senest har hun fortalt min ældste datter på 13 år, at hvis man spiser slik, bliver man tyk, og så er der ingen, der vil være kæreste med en!
Der er ingen af os, som er overvægtige, men min datter er blevet bekymret, og nu er hun nærmest er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.
Min mand synes, jeg overreagerer, men jeg kan mærke helt ind i min sjæl, at min svigermor har skadet vores datter. Hvad skal jeg gøre?
- Kærlig hilsen En bekymret mor

Mimis brevkasse: Svigermor synes min søn er for tyk
Kære Bekymrede mor
Åh, hvor bliver jeg gal, når jeg læser dit brev – gal på din svigermor, for hvad bilder hun sig ind at sige sådan til din datter.
Du skal en gang for alle fortælle svigermor, at hvis hun fremover skal have adgang til jeres hjem, skal hun lade være med at blande sig jeres opdragelse af børnene. Hvis du hører hende sige noget lignende igen, kan hun ikke længere se sine børnebørn.
Det kan virke hårdt, men det er det, der skal til for at få din svigermor til at forstå alvoren. Dernæst skal du være meget opmærksom på din datter, der netop kan udvikle en spiseforstyrrelse.
Måske skal du vise din svigermor mit svar. Jeg håber, I finder en vej, og at din mand begynder at tage det alvorligt.
- Kærlig hilsen Anne-Marie
