Spørg advokaten

Kan min mand sidde i uskiftet bo?

22. september 2022 Af Louise Vinkle. Foto: Colourbox.
Annette vil vide, om hendes søn skal give tilladelse til, at hendes mand kan sidde i uskiftet bo, hvis der sker hende noget. Advokat Louise Vinkle giver sit svar her.
Lykkeligt ægtepar

Kære Louise

Vi er et ægtepar, hvor jeg har en søn. Vi vil gerne vide, om min søn skal give min mand tilladelse til at sidde i uskiftet bo efter mig, hvis der sker mig noget?

Vi vil også gerne vide, hvad vi kan gøre, for at min søn og mine børnebørn arver i den sidste ende? Vi vil undgå, at hans familie arver. Han har en søster med to børn samt en moster.

- På forhånd tak, Annette

Kære Annette

Som jeg læser dit brev, er din mand ikke far til din søn, og din søn er dermed dit særbarn. Da din søn er dit særbarn, er det korrekt, at han skal give samtykke til, at din mand kan sidde i uskiftet bo efter din død.

Hvis din søn ikke giver samtykke, kan din mand ikke sidde i uskiftet bo. Din søn kan give samtykke, mens du stadig lever, eller han kan give samtykket, når du er afgået ved døden.

Opret fælles testamente

I forhold til dit andet spørgsmål går jeg ud fra, at din mand ikke selv har hverken børn eller børnebørn. Hvis I er enige om, at arven efter jer begge i sidste ende skal tilfalde din søn, skal I oprette et fælles testamente.

I testamentet skal I tage stilling til, hvad der skal ske ved den først afdødes død, og hvad der skal ske ved længstlevendes død.

I vil blandt andet kunne skrive, at al arv efter den af jer, der lever længst, skal tilfalde din søn.

Da din mand ikke har nogen tvangsarvinger, vil han kunne bestemme over hele sin formue, og dermed kan din søn blive jeres eneste arving. Så længe I ikke har et testamente, vil arven efter din mand – hvis han dør først – tilfalde dig som enearving. Og når du senere afgår ved døden, vil arven efter dig tilfalde din søn.

Snak med en advokat

Men hvis du dør først, og I ikke har skrevet et testamente, og din mand ikke kommer til at sidde i uskiftet bo, vil arven efter dig fordeles med halvdelen til din mand og halvdelen til din søn. Når din mand senere dør, vil hele arven efter ham tilfalde hans søster.

Jeg vil anbefale jer at kontakte en advokat med henblik på at få udarbejdet et testamente og eventuelt et samtykke til, at din mand kan sidde i uskiftet bo efter din død.

- Bedste hilsner Louise

Louise Vinkle

Fakta

Ægtefæller har ret til at sidde i uskiftet bo, hvis de kun har fælles børn. Fællesbørn skal således ikke give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo.

Men hvis den først afdøde ægtefælle har særbørn, skal disse give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo. Hvis særbørnene ikke giver samtykke, kan ægtefællerne ikke sidde i uskiftet bo.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sponsoreret indhold