Naboen vil have arven

Fra kontoret:

Gitte søgte rådgivning hos mig om en arvesag. Hun mistede sin søster, Jette, for otte år siden. Efter Jettes død sad hendes mand, Jens, i uskiftet bo, men nu var han også gået bort.

Inden Jettes død havde ægtefællerne oprettet et fælles testamente, hvoraf det fremgik, at det var deres ønske, at deres fælles datter skulle arve mindst muligt, og at Gitte skulle arve resten.

Efter Jettes død havde Jens imidlertid oprettet et nyt testamente, hvori der stod, at Gitte ikke længere skulle arve. Datteren skulle fortsat kun have sin tvangsarv, men resten skulle gå til Kurt, som havde været Jette og Jens’ nabo det meste af deres liv.

Mistet kontakten

I en note til testamentet skrev Jens, at han godt var klar over, at han ikke kunne oprette testamente for den halvdel af boet, som faldt i arv efter Jette, når han sad i uskiftet bo. Han ville dog henstille til, at arvingerne respekterede det nye testamente, som var det oprettet af Jette og Jens i fællesskab. Han var nemlig ikke i tvivl om, at det også var Jettes ønske, at naboen skulle tilgodeses i stedet for Gitte, eftersom han og Gitte havde mistet kontakten til hinanden efter Jettes død.

Gitte kom til mig for at høre, hvordan hun stod rent juridisk. Jeg forklarede, at det var korrekt, at Jens ikke kunne bestemme over den halvdel, der faldt i arv efter Jette ved at oprette et nyt testamente. Heller ikke selv om han havde skrevet, at han mente, det var Gittes ønske. Rent juridisk skal den halvdel, der falder i arv efter Jette, derfor deles med tvangsarven til Jens og Jettes datter og resten til Gitte.

Jens kunne derimod godt ændre testamentet for den halvdel, der falder i arv efter ham. Jens’ halvdel af boet skal derfor deles med tvangsarven til datteren og resten til naboen.

Usikker arving

Det var Gitte glad for at høre, men hun var stadig i tvivl, for naboen havde nemlig appelleret til, at hun accepterede det nye testamente. Han mente, at hun som søster var moralsk forpligtet til at respektere det, eftersom Jens som Jettes ægtefælle kendte hende bedst.

Nu var Gitte usikker. Hvis hendes søsters sidste ønske var, at arven skulle gå til naboen, ville hun ikke stå i vejen for det.

Gitte og jeg drøftede, om der var andet end Jens’ udtalelse i testamentet, der kunne vise, at det rent faktisk var Jettes ønske, at arven skulle gå til naboen. Det kunne være gamle beskeder, notater eller lignende. Det mente Gitte ikke at have set eller hørt om, men hun ville spørge naboen.

Vred nabo

Ugen efter ringede Gitte til mig og fortalte, at naboen var blevet umådelig vred på hende over spørgsmålet. Han havde råbt, at hun skulle stole på, at Jens som ægtefælle vidste bedst.

Efter den overhaling beslutter Gitte, at hun ikke vil acceptere, at det nye testamente også vedrører den del, der falder i arv efter Jette. Som hun siger, er der jo nok en grund til, at der er regler om, at en længstlevende ægtefælle, som sidder i uskiftet bo, ikke kan ændre et testamente for den del, der angår den først afdøde. Gitte giver advokaten, der behandler boet, besked om sin beslutning.