14 ting, jeg ikke vidste om at blive skilt – før jeg selv blev det

Hvordan føles det, når ens børn hver anden onsdag skal sige: ”Vi ses om en uge, mor.” Og når ham, man skulle blive gammel med, pludselig bliver ens eksmand. Det fandt Ude og Hjemmes journalist Karin Heurlin ud af, da hun blev skilt og skulle starte et nyt liv med sine to små piger, der nu var blevet skilsmisse-børn i en 7-7 ordning. En periode i hendes liv, som inspirerede hende til romanen ”Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere.”

Her fortæller Karin, hvad hun lærte om skilsmisser, mens hun selv stod midt i sin:

1. Den lette skilsmisse findes ikke

Det er kun i ugebladene, at der findes lykkelige skilsmisser. De kendte er selvfølgelig lovlig undskyldt, når de står på den røde løber og påstår, at de er bedste ven med deres eks. Det er nok de færreste, der har lyst til at fortælle hele Danmark, hvordan de netop har smidt røret på efter en ophidset samtale om, hvem der skal have spisebordet og børnene til jul. Men jeg tror ikke, man kan være bedste ven med sin eks, lige når det hele brager.

I min egen skilsmisse var der godt nok ingen højlydte skænderier eller besøg hos Statsforvaltningen, men jeg måtte alligevel erkende, at ham, der engang havde været min bedste ven, nu var min eksmand. Og der er altså langt mellem de to roller.

2. Børnene sørger i glimt

Jeg fortalte mine piger, at vi skulle skilles, mens vi var ude og gå tur. Min ældste på fem år havde lige fået en ny rød forårsjakke, og jeg var sikker på, at nu ville den blive helt våd på brystet af alle hendes tårer. Men hun kiggede bare op på mig og sagde ”Okay,” og så gik vi videre. Selvfølgelig kom reaktionen senere. Og selvfølgelig kom der mange reaktioner. Men ikke den dag.

Året efter voksede hun ud af den røde jakke, og så gik den gik videre til min yngste. Til sidst var også den mindstes arme vokset ud af ærmerne. Jeg må indrømme, at der var noget, der lettede inde i mig, da jeg smed den ud.

3. Afskederne hver anden uge føles lidt som at dø

Jeg glemmer aldrig den aften, jeg puttede børnene hjemme hos deres far, inden jeg cyklede hjem til min egen lejlighed. ”Mor,” sagde min ældste nede fra sin dyne. ”Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere?” Den sætning er blevet til titlen på min bog, så jeg har kigget meget på den siden. Men jeg vænner mig aldrig til den.

Til gengæld vænner børn sig til at sige farvel, ligesom de vænner sig til at leve uden mor eller far hver anden uge. Mine gjorde i hvert fald. Hvad der i starten føltes ubærligt, blev langsomt til hverdag. Men det tog selvfølgelig tid. Ligesom alt andet i en skilsmisse.

4. Jeg levede et dobbeltliv

Når man bliver skilt, skal man ikke bare finde sine egne ben at stå på efter et liv med faste rutiner i kernefamilien. Man skal også finde ud af, hvem man selv er, og det havde jeg længe lidt svært ved. Når jeg havde børnene, var jeg en enlig mor med køleskabet fuld af letmælk og kartoffelspegepølse. Så handlede hverdagen om at hente og bringe til tiden og lytte på et barn lige inden sengetid, der hakkende læste ”Bo ser en ål”.

I de børnefri uger støttede jeg mig tit op af en bar i en lidt for lårkort om fredagen, hvis jeg ikke gik rundt om Søerne med en mand, jeg havde mødt på nettet, og som var glad for cykelløb og italienske vine. Eller en anden, der selv havde bygget en slagbænk.

5. Alderen havde ikke gjort mig klogere

I hvert fald ikke på kærligheden. Og jeg var heller ikke blevet bedre til at styre end brandert, end da jeg var helt ung. Jeg havde nok forventet, at jeg var blevet klogere med alderen. At jeg nu var i stand til at vælge de forkerte mænd fra og stoppe i tide, når jeg havde fået hvidvin nok. Det var jeg ikke.

6. Man kan ikke skynde sig ud af en sorg

Jeg troede, at jeg kunne skynde mig gennem sorgen efter min skilsmisse. Det kunne jeg ikke. Når jeg sagde ”Nu går det bedre,” så passede det ikke. Jeg blev ved med at være ked af det i halvandet år efter, og her hjalp ”gode råd” ikke. Dem findes der ellers mange af: ”Tænk positivt”. ”Sig tak for fire gode ting i dit liv hver aften”. ”Gør noget godt for dig selv”. Osv.

Det eneste, der hjalp mig til at blive glad igen, var tiden. Og det krævede langt mere af den, end jeg havde forventet.

7. Jeg blev krise-snob

Når man bliver skilt, ser man nogle nye sider af sig selv, og de er ikke altid lige kønne. I dag kan jeg for eksempel se, at jeg blev lidt blind af min egen sorg og kom til at glemme at spørge til andre mennesker. Næsten alt inde i mit hoved drejede sig om det samme: Om mig. Det er jo ikke så charmerende, ligesom det heller ikke er vildt sympatisk, at jeg i en periode foretrak at være sammen med mennesker, som selv havde set deres liv ramle. Altså mennesker, som havde været igennem en krise ligesom mig.

Dem, som stadig havde den lykkelige kernefamilie holdt jeg lidt på afstand. Det fortryder jeg i dag, for i et sandt venskab skal man kunne glæde sig over den andens idyl og det nye gyngestativ i haven, selvom man selv ligger ned og har mistet sin mobiltelefon på en bar i weekenden.

Læs de 7 andre ting, som Karin ikke vidste om at blive skilt – før hun selv blev det lige her...

Du kan læse et stort interview med Karin Heurlin i denne uges Ude og Hjemme nr. 39 2017

Her kan du læse om skilsmissen og den tid der fulgte efter. 

Du kan også deltage i konkurrencen om hendes nye bog "Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere"