Anne-Maries brevkasse: Du er uansvarlig

Et par er tæt på at gå fra hinanden på grund af gæld. Clairvoyant Anne-Marie Østersø giver en uansvarlig kvinde en opsang – og råd om et nyt job.

Anne-Marie Østersøs brevkasse: Du er uansvarlig

Kære Anne-Marie

Min kæreste og jeg – nok mest mig – har fået skabt en del gæld, og det er ved at ødelægge vores forhold. Vi har mange skænderier. Han føler, at han tjener pengene, mens jeg bruger dem. Jeg har ikke noget job, og det gør mig stresset, så jeg ikke kan arbejde.

Jeg synes ikke, at jeg bruger så mange penge, selv om jeg shopper på nettet af og til og har købt et par større ting – men det har været til vores hjem. Jeg må dog indrømme, at jeg har gjort det bag hans ryg, men jeg mente, at det var noget, vi havde brug for. I øvrigt har jeg tilbudt at betale for tingene, når jeg får et job, selv om det ikke er helt rimeligt, når vi har et fælles hjem.

Jeg håber, du kan se, at der snart sker noget godt, og at min kæreste holder op med at bebrejde mig.

Hej fra Vandmanden

LÆS OGSÅ: Anne-Maries brevkasse: Jeg føler mig svigtet i sorgen

Du er uansvarlig

Kære Vandmand

Jeg er nødt til at sige, at hvis du var min kæreste, var du røget ud for længst. Jeg kan i den grad forstå ham, for du er uansvarlig i forhold til jeres økonomi. Du bruger penge, du ikke selv har tjent, og det kan du ikke være bekendt.

Du skal stoppe med at shoppe med det samme og i stedet bruge energi på at finde et job, for det stresser dig at være arbejdsløs. Når du begynder at tjene dine egne penge, er det bare at komme i gang med at afdrage gælden og vise din kæreste, at du er ansvarlig.

LÆS OGSÅ: Anne-Maries brevkasse: Min mand lyver

Nyt job i sigte

Inderst inde ved du godt, at du er skyld i jeres gæld. Kærester behøver ikke have fælles økonomi, og slet ikke, når du bruger penge bag hans ryg.

Jeg håber, at du indser alvoren, inden det er for sent, og han forlader dig.

Du kan få job til august. Det er måske ikke drømmejobbet, men det vil give dig mulighed for at komme i gang.

Kærlig hilsen

Anne-Marie

Få gode råd om alt mellem himmel & jord ved clairvoyant Anne-Marie Østersø hver uge i Ude og Hjemme