Anti-mobbevideo fældede hans plageånder

Connor blev mobbet, fordi han var ny på skolen, og fordi han havde et særligt talent. Men så lavede han en rørende video for at stoppe sine plageånder. Og det hjalp...

En tapper skoledrengs kamp for at stoppe sine plageånders mobberi er blevet et viralt tilløbsstykke. 12-årige Connor Williams fra Bispham i det østlige England optog en video, som hans mor uploadede til Facebook. Nu er videoen blevet set af tusindvis af brugere, som bakker ham op. Connor håber, at han kan inspirere andre i samme situation til at gøre op med mobning. Hans mor, 29-årige Francine Williams, fortæller, at det har været hjerteskærende for hende at se videoen.

Se Connors anti-mobbevideo her:

I videoen viser Connor, der er elev på Montgomery High School, en liste med syv klassekammerater og øvrige elever, der har drillet ham, siden han begyndte på skolen i september 2014. Listen følges af ordene: ”Det må stoppe nu!”.

LÆS OGSÅ: Hjerteløse mobbere til Christina: Dræb dig selv

Fik ikke hjælp

Connor fortæller om idéen til videoen, at han blev træt og ked af det, og han indså, at han måtte gøre noget. Sætte foden ned én gang for alle. Derfor tog han et stykke papir og skrev sine tanker ned i et brev, som han deler i videoen. Brevet har han dekoreret med en tegning, der viser en mobbe-situation fra skolen.

– De drillede mig med, at jeg var lille, og de sagde, at jeg var bøsse, fortæller han.

Nogle af børnene slog ham også og udsatte ham for diverse verbale og fysiske overfald. En dag endte Connor i et slagsmål med en dreng, som han aldrig før havde snakket med, da en gruppe drenge begyndte at skubbe og slå, mens han stod i kø og ventede. I brevet skriver han:

– Personer, som jeg end ikke kender, har mobbet mig, siden jeg begyndte på skolen. Det gør ondt bare at ignorere dem. Jeg skal snart begynde i 8. klasse, og jeg har forsøgt at få hjælp hos lærerne, men de har ikke gjort noget ved det.

LÆS OGSÅ: 12-årige Rebecca blev mobbet til selvmord

Dygtig balletdanser

Skolen har siden forklaret, at man ikke var klar over, at Connor blev mobbet. Siden videoen er gået viralt har piben dog fået en anden lyd. Skolen fortæller nu gennem diverse medier, at man tager hånd om situationen og gør alt for at stoppe Connors plageånder. Dermed ser det omsider ud til, at Connor kan gå i skole uden at være ked af det eller bekymret. Mobningen startede angiveligt, fordi Connor har et særligt talent: Han er en dygtig balletdanser hos Royal Ballet og er udvalgt mellem 1.600 kandidater. Dette har mobberne angiveligt fundet for ”tøse-agtigt”. Tænk, at man skal finde sig i at blive mobbet, bare fordi man er helt vildt dygtig.

Men hvad er det nu, man siger? Den, der ler sidst, ler bedst...