Giv slip - også på de små børn

Det kan være hårdt at sende den tre-årige på koloni med børnehaven, for hvad nu hvis han får hjemve eller føler sig bange og utryghed? Men ofte handler det ikke så meget om barnets savn. Men mere om at det er svært for forældrene at give slip på de kære små. Charlotte Højlund fortæller om sine egne erfaringer og giver gode råd til at sende ungerne trygge og glade ud i verden.

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

For et par uger siden læste jeg en facebook-opdatering, der lød sådan her: "Kære brevkasse. Min datters børnehave har tradition for at tage på koloni en uge i april (mandag til fredag). Er jeg for pylret, fordi jeg synes, at det er sådan cirka en uge for lang tid?

Det var hun ikke, viste det sig. På mindre end et døgn havde mere end 100 mennesker kommenteret opslaget, og langt de fleste var enige i, at børnehavebørn ikke skulle på koloni - i hvert fald ikke så længe.

De voksne kan også være bange

Men hvad handler det egentlig om, når man ikke ønsker, at barnet tager på koloni? Er det barnets følelser eller den voksnes? Jeg tror, at det i langt de fleste tilfælde handler om, at forældrene kommer til at savne barnet eller føler sig utrygge.

LÆS OGSÅ: Kom godt i gang med vuggestuen

Jeg husker udmærket, da Sylvester som kun 3-årig skulle på koloni for første gang med sin børnehave. Den gang var vi også lidt utrygge ved det hele, og vi syntes, at det var lang tid for så lille et barn at være væk hjemmefra - og især, at der måske var for få voksne til så mange børn.

Langt væk hjemmefra

Men pædagoger og ledere overbeviste os om, at de var vant til det, og at børnene havde en fest. Vi hørte intet om, at Sylvester havde problemer. Der var faste ringetidspunkter, hvor vi kunne tjekke op på ham, og alt var i orden.
Det var en stolt og sej dreng, der kom os i møde, da han kom hjem. Og den T-shirt, han malede på kolonien, har vi stadig, selv om det ikke længere er Sylvester, der bruger den.

LÆS OGSÅ: Hjælp de særligt sensitive drenge

Klar til koloni

Send børnene på koloni med god samvittighed:

¤ Mærk efter, om din bekymring egentlig handler om barnet. Måske drejer det sig mere om dig selv?

¤ Stol på pædagoger og ledere, når de siger, at det er okay.

¤ Fortæl, at du kan hente barnet, hvis det bliver for meget for ham.

Skjul din utryghed

¤ Tænk på, at det er synd for barnet at gå glip af fælles oplevelser med de andre børn, alene på grund af dit savn eller bekymring.

¤ Når du beslutter at sende barnet af sted, skal du skjule din utryghed. Smil i stedet, så barnet rejser med en følelse af, at det her er i orden.

¤ Lad være med at kime kolonien ned, men ring på de faste tidspunkter. Hvis du får at vide, at det går godt, skal du slippe det, indtil barnet kommer hjem.

Nyd friheden

¤ Vend den om, når du savner barnet, og nyd i stedet, at du får et par dage til dig selv.

LÆS OGSÅ: Hjælp dine børn med at tackle forandringer