Hjælp dine børn med at tackle forandringer

Forandringer som skilsmisse, flytning og skoleskift kan være svære at tackle for børn. Men du kan hjælpe dem ved at lægge vægt på det positive, der (trods alt) kommer med fleste forandringer, uden at du dog negligerer børnenes bekymringer. Husk, at børn spejler sig i deres forældres reaktioner, og at både din forventning og din usikkerhed smitter.

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

En ny start

Vi skal flytte fra vores nedlagte landbrug, som har været mine børns hjem de seneste seks år, og som er det eneste hjem, de fire yngste kan huske.

Det har betydet en masse arbejde med at gøre klar til salg og mange samtaler med børnene. Nogle af forandringerne er knap så sjove: Vi får mindre plads ude og inde, og børnene skal skifte skole. Men der er også fordele: De får kortere skolevej og nye venner, samt oplevelser som kun en storby som København kan tilbyde. Og heldigvis glæder de sig og er ikke kede af beslutningen.

Fokuser på det positive

Jeg er overbevist om, at deres positive reaktioner handler om vores måde at tackle det på. At vi - selv om beslutningen er taget af nød - kan se, at der også kan komme meget positivt ud af det, og at vi glæder os til alt det nye.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at der kun findes udfordringer og ikke problemer. Men når vi forældre vælger at vægte det positive og med overbevisning siger til os selv, at det nok skal gå, smitter det af på børnene. De har intet at frygte, fordi de spejler sig i os og vores reaktioner.

LÆS OGSÅ: Kom godt i gang med vuggestuen

Her får du mine tips til at tackle forandringer:

¤ Fortæl børnene om alle forandringer i jeres liv, som påvirker dem. For både børn og voksne er uvished noget af det værste, man kan opleve. Vær så ærlig som muligt, så de ved, hvad de skal forholde sig til i stedet for at gå og gætte.

¤ Vægt det positive, men lad være at love noget, du ikke kan holde. Du skal for eksempel ikke love dem nye bedste venner eller andet, som du ikke kan være sikker på. Lov til gengæld at hjælpe dem alt, hvad du kan.

Ærlighed med måde

¤ Vær ærlig om dine egne følelser, men kun til et vis punkt. Fortæl, at du også er ked af det, I mister, men at du til gengæld glæder dig til alle fordelene.

¤ Vis empati og forståelse for børnenes følelser og fortæl, at du sagtens kan sætte dig ind i, at det kan være svært at skulle skifte skole. Sig samtidig, at du vil sørge for, at de stadig kan se deres gamle venner, hvis det er det, der går dem på.

¤ Vær bevidst om, at du er dine børns spejl, som de spejler sig selv og deres følelser i. Hvis du er ked af det, vil de også blive det, og hvis du glæder dig, vil de også gøre det.

Giv børnene tid

¤ Giv dem tid til at tackle forandringerne. Langt de fleste børn kan godt lide, at alt er "som det plejer". Lad dig ikke slå ud af, at de ikke er helt så positive som jer voksne lige med det samme.

¤ Tro på, at det nok skal gå, uanset under hvilke omstændigheder beslutningerne er taget. "Det skal nok gå" er en rigtig god sætning at sige til sig selv - og til sine børn.

LÆS OGSÅ: Charlotte Højlunds tip til hjælpe børnene igennem mors og fars skilsmisse