Hjælp drengene til at læse og regne

Mange drenge har det sværere i skolen end piger - både læsning og regning keder dem, og så giver de op. Men drenge er ikke dummere end piger, de skal bare kunne se meningen med det, de lærer.

Sådan lærer du drenge at regne og læse

Da min ældste, Sebastian, begyndte i skole, havde han det svært med at læse. Han var god til tal, men bogstaver og læsning var han ikke meget for. Indtil han opdagede "Ringenes Herre".

Vi havde filmene på engelsk med danske undertekster, og han sad med fjernbetjeningen, som han satte på pause ved hvert nye billede, så han kunne nå at læse teksten. I løbet af kort tid læste han uden problemer.

Regn med fodboldkort

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

Min søn, Sophus på otte år, har det omvendt. Han er stærk i dansk, men har svært ved matematik. En dag prøvede jeg at give ham opgaver, der interesserede ham: Hvis en pakke fodboldkort koster 10 kroner, og du har 40, hvor mange pakker kan du så få?

Det viste sig, at Sophus sagtens kunne regne, han skulle bare kunne se meningen med det.

LÆS OGSÅ: Charlotte Højlunds råd til at styrke dit barns selvværd

Det skal kunne bruges

Når det handler om drenge og læring, er det meget vigtigt at gøre emnet relevant. For så gider de, og så kan de også. Drenge er nemlig ikke dummere end piger.

Mine historier er ikke enestående, for mange drenge har det præcis som mine: De kan godt, men får ikke en undervisning, der motiverer dem.

Måske kan den kommende folkeskolereform ændre det? Man har lov at håbe. I mellemtiden kan vi forældre hjælpe vores sønner, og det behøver ikke at tage oceaner af tid.

Her får du tips til at øve både læsning og regning:

Motiver til læsning:

¤ Læs højt - højtlæsning er en enorm motivationsfaktor.

¤ Når han har lært at læse, kan du få ham til at læse højt for de yngre søskende.

¤ Find bøger, der interesserer ham - fagbøger er generelt et godt bud til drenge.

¤ Læs alt, I ser: butiksskilte, gadenavne, tekst på varevogne og historierne på morgenmadspakkerne.

¤ Lad ham se film med undertekster og giv ham fjernbetjeningen, så han kan følge med.

LÆS OGSÅ: Mellem barn og teenager - de følsomme tweens

Motiver til talforståelse:


¤ Lad ham fortælle prisen på varerne, når I køber ind. Læg priserne sammen og gang to og tre pakker.

¤ Giv ham små regnestykker med ting, han interesserer sig for. Det kan være fodbold, tøj, lommepenge og fredagsslik.

¤ Øv tallene med de mindste, hver gang chancen byder sig. Spørg for eksempel efter nummeret, når I ser en bus.

¤ Øv tallene fra bilers nummerplader. Begynd med 10'erne, så 100'erne og til sidst det samlede tal.

LÆS OGSÅ: Har dit barn adhd eller apd?