Hjælp til mørkerædde børn

Mørkerædde børn skal tages alvorligt, men du skal hverken overdrive omsorgen eller blot slå angsten hen, for begge dele kan give bagslag, så det udvikler sig til en fobi. Familieekspert Charlotte Højlund giver dig tips til at tackle mørkerædde børn.

Som barn var jeg aldrig bange for mørke, men så var jeg som 12-årig på ridelejr, hvor vi en aften skulle på natløb. Hestepiger i alle aldre gik efter en forudbestemt rute kun "bevæbnet" med lommelygter. Og det var mørkt, rigtig mørkt, som det kun kan blive på landet.

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

Skræmt i mørket

Det var på én gang hyggeligt og lidt uhyggeligt - indtil det blev decideret skræmmende, fordi rideskolens leder havde hyret tre mænd til at foregive, at den ene af dem blev myrdet og smidt i vandet. Vi skreg og styrtede paniske tilbage mod lejren, hvor vi stortudede om kap.

Angst i årevis

Efter det var jeg rædselsslagen for mørke. Jeg holdt mig altid i gadelygternes skær, når jeg gik til og fra klubben, og jeg lukkede øjnene, når jeg trak gardinerne for mit vindue, fordi jeg var bange for at se "noget" derude. Det tog mig flere år at komme mig over natløbet.

LÆS OGSÅ: Mellem barn og teenager - de følsomme tweens

Med lyset tændt

Min søn, Sophus på otte år har det heller ikke godt med mørke, selv om han - så vidt jeg ved - ikke er blevet skræmt. Jeg prøver at vænne ham til at sove uden lys, for man sover bedst i mørke. Men et mørkeræd barn skal tages alvorligt, så man hverken overdriver omsorgen eller bare slår angsten hen. Begge dele kan give bagslag, så det udvikler sig til en fobi.

Her får du en række råd til at hjælpe de mørkerædde børn:Sid hos barnet

• Mange børn er bange for edderkopper, hunde eller mørke. Forklar barnet, at det er naturligt, og fortæl, hvis du selv har været bange for noget som barn. På den måde forstår dit barn, at det ikke er alene om angsten.

• De fleste børn kommer sig over mørkerædhed, men ellers kan de hjælpes ved at sove med en bestemt bamse, eller ved at man sidder hos dem, til de sover.

• Mange er tryggere ved ikke at sove alene, og derfor kan det være en god ide at lade søskende dele værelse.

LÆS OGSÅ: Sara er ni år og trist indeni

En god snak

• Giv barnet stilletid, inden det skal sove, hvor du læser og snakker lidt. Det er gerne her, man hører om det, barnet har oplevet i løbet af dagen, og måske er der noget, der skal snakkes igennem.

• Undgå oplevelser, der skræmmer barnet. Nogle børn bearbejder krimiserier ved sengetid, så skærm dem for den slags, indtil de kan skelne mellem fiktion og virkelighed.

• Hjælp barnet til at håndtere frygten uden at gøre et stort nummer ud af det. Det er ikke smart at acceptere masser af lys, men en natlampe eller en dør på klem er en god ide.

• Frygten må ikke ignoreres, for barnet vil forbinde mørke med utryghed, hvis det skal græde sig i søvn.

LÆS OGSÅ: Jerk W. Langer: Dårlig søvn giver tykke børn