Katrine på 11 år er uhelbredelig syg af kræft

Katrine har kræft i hjernen og er uhelbredeligt syg. Alle behandlingsmuligheder er udtømte, og ingen ved, hvornår Katrine skal dø. Alligevel, på trods af alt, har den 11-årige pige bevaret sit gode humør og en ukuelig livsvilje.

kræft i hjernen Katrine på 11 år med sin veninde

Katrine har kræft i hjernen

Flere gange om ugen kan indbyggerne i den vestjyske landsby Sørvad nær Holstebro se to 11-årige piger i højt humør cykle gennem byen i adstadigt tempo. Det sker på en topersoners handicapcykel, og alle får et smil og et vink af pigerne.

De fleste, der kender den barske sandhed om pigernes venskab, får en klump i halsen eller et stik i hjertet ved synet af Katrine og Nikoline. De to cyklister er virkelig et rørende syn i bybilledet.

Bag de tilsyneladende harmløse og hyggelige cykelture gemmer der sig nemlig en tragisk, men samtidig rørende og livsbekræftende historie om to hjerteveninders ubrydelige venskab.

Katrine og Nikoline er hinandens bedste venner, og de har kendt hinanden, siden de som 3-årige begyndte i børnehaven. Nu er de sammen så ofte, det kan lade sige gøre. Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe de kan cykle sammen?

Katrine har kræft, og sygdommen har gjort skade på hendes hjerne. Nikoline, derimod, er frisk som en havørn, og hjælper veninden med alt det, hun ikke selv kan.

I 2014 og 2015 så de ikke hinanden i over et halvt år, fordi Katrine var indlagt på sygehuset. Så der måtte de nøjes med at holde kontakten ved lige via telefon, breve og skype.

Men siden Katrine blev udskrevet, har de to udgjort et stærkt og ubrydeligt team, der overvinder alle fysiske udfordringer på de vestjyske landeveje.

Ingen ved, hvornår det er den sidste cykeltur

Katrines kræft på hjernestammen er uhelbredelig, og kun takket være en ukuelig livsvilje og livsmod har hun narret døden flere gange. Ingen ved, hvor længe Katrine får lov at leve, eller hvornår hun skal på sin sidste cykeltur med Nikoline.

Lægerne har forsøgt at komme hendes kræfttumor på hjernestammen på størrelse med en golfbold til livs, men det er kun lykkedes minimalt. Da tumoren blev opdaget, var den 4½-5 cm i diameter, og selv om strålebehandlinger har gjort den mindre, er det ikke muligt at fjerne den.

Læs også: Trine havde kræft som barn

Hver tredje måned bliver Katrine scannet for at se, om tumoren har udviklet sig. Men hun modtager ikke længere behandling, for det er ikke længere muligt for lægerne at gøre mere for Katrine.

Langt de fleste af de 1.400 indbyggere i den lille by kender de triste kendsgerninger. Alle ved, at Katrine med sin uhelbredelige kræftsygdom lever på lånt tid. Det ved hun selv, det ved hendes to søskende, hendes far og mor, og det ved hjerteveninden Nikoline.

Men de to piger taler ikke om sygdom og død, når de med smil på læberne og et ”hej, hej” til alle tramper gennem byen. I stedet går snakken lystigt om alt det, piger på deres alder nu engang taler om, nemlig drenge, musik, dans, tøj og den slags uskyldige ting.

På turene bliver Katrines sygdom aldrig berørt med ét eneste ord, og det er hendes valg. Hun gider ikke ynk og selvmedlidenhed. Katrine vil ikke beskæftige sig med alt det negative, selv om der er nok at være ked af og ærgre sig over. Hun tæller kun de lyse øjeblikke. Dem er der til gengæld mange af, når hun er sammen med Nikoline.

Tiden er kostbar, vi skal have det sjovt

– Fra begyndelsen af Katrines sygdom valgte vi at være åbne, både over for hende selv, vores to andre børn, hendes skolekammerater og alle andre, som kender vores datter, fortæller Katrines mor, Tanja Skærbæk, 42.

– Vores datter tackler sin sygdom ved at beskæftige sig med noget andet og sjovere, end hvornår hun skal herfra, og hvad kræften risikerer at gøre ved hende. Døden er simpelthen ikke et tema for Katrine, og vi taler aldrig om det. Jeg har lægernes ord for, at Katrine har en livsvilje ud over det sædvanlige. Hun har ikke beklaget sig én eneste gang, tværtimod. Jeg er en stolt mor til en brav og sej pige.

Læs også: Toårige Johann er ramt af kræft

Katrine går kun i skole fire timer om ugen, blandt andet fordi hun fysisk ikke har kræfter til mere. Men også fordi de dystre udsigter om hendes fremtid gør, at indlæring og lektieterperi sandsynligvis vil være spild af tid og kostbare kræfter. Tiden og energien skal bruges på noget andet.

Skolen tjener i øjeblikket kun et socialt formål, så Katrine kan holde kontakten til klassekammeraterne, og Tanja Skærbæk fortæller, at det er et bevidst valg, som hun og ægtefællen Preben har taget, fordi Katrines fremtid er så uvis.

I skolen lærer man for livet, og for langt de fleste børn er der heldigvis tale om mange årtier, hvor de efter skolen kan have gavn af kundskaberne.

Men det ser anderledes ud for Katrine. For hende kan livets tidshorisont risikere at være kort. Den er helt afhængig af hvordan og hvor hurtigt, kræften udvikler sig. Derfor er der hele tiden noget at tage stilling til, når man har et alvorligt sygt barn.

Læs også: Mor og søn havde kræft samtidigt

Tanja har orlov fra sit arbejde som sygeplejerske, så hun kan passe Katrine døgnet rundt. I øjeblikket overvejer forældrene at søge om lov til at få Katrines børneopsparing udbetalt.

– Hvis vi pludselig en dag får at vide, at Katrine har kort tid at leve i, måske tre eller fire måneder, vil vi med hendes opsparing kunne give hende nogle gode oplevelser i den sidste tid. Det kunne måske være en tur til Disneyland, en spændende rejse eller noget helt tredje, siger Tanja.

Symptomerne kom snigende

På en ferietur til Gran Canaria i marts 2013 opdagede Tanja og Preben, at dengang 7-årige Katrine ikke havde kræfter til at gå ret langt. Hun blev hurtigt træt og måtte køres i klapvogn.

Som sygeplejerske undrede Tanja sig, og tilbage i Danmark kunne moderen konstatere, at Katrine var skæv i ryggen. Også Katrines lærere kunne se, at pigen havde forandrede sig.

Læs også: Mor til tre fik kræft - og blev gravid

I efteråret 2013 blev hun sendt til undersøgelse på Herning Sygehus, men en blodprøve viste ikke noget usædvanligt. En fysioterapeut konstaterede imidlertid i februar 2014, at den var helt galt med pigens motorik. Skulle Katrine gå 10 meter og ramme et bestemt punkt på væggen, ramte hun fem meter ved siden af. Hun begyndte at ryste på hænderne og kunne ikke cykle.

– Min professionelle intuition sagde mig, at noget kunne være grueligt galt med Katrine. Jeg tænkte på muskelsvind, og en hjernetumor kunne også være en mulighed. Ét af symptomerne på en tumor er såkaldt eksplosive opkast, og det havde Katrine ikke. Til gengæld fik hun svært ved at trække vejret. Enden på det blev, at hun skulle rutinescannes, siger Tanja Skærbæk.

Chok på chok

MR-scanningen fandt sted på Skejby Sygehus den 24. marts 2014, og den blev skæbnesvanger.

Katrines vejrtrækning var katastrofal lav. Hun trak kun vejret tre gange i minuttet mod normalt 15. Resultatet af scanningen var det værst tænkelige, nemlig en kræfttumor på hjernestammen. Den påvirkede blandt andet Katrines hjerterytme, vejrtrækning og motorik.

Med op mod 5 cm i diameter var tumoren så stor, at lægerne aldrig før havde set et menneske gå på egne ben med en så voldsom kræftsvulst på hjernestammen. Lægerne besluttede at hasteoperere Katrine to dage senere. Derefter skulle hun efterbehandles hos eksperter i Houston, USA, men så vidt kom det aldrig.

Læs også: 39 årige Alison overlevede kræften

Operationen den 26. marts 2014 i Aarhus blev nemlig afbrudt efter få timer, fordi tumoren sad indvendig i hjernestammen. Det var derfor ikke muligt for lægerne at fjerne den, og Katrines situation var den værst tænkelige.

De chokerede forældre fik at vide, at deres 8-åriges datters tilstand var terminal – hun var med andre ord døende. Hun lå i respirator på neurokirurgisk afdeling på Universitetshospitalet i Aarhus og havde efter lægernes skøn kun få dage tilbage at leve i.

– Selvfølgelig var det kaotisk. Preben og jeg samlede vores to andre børn, Signe, der i dag er 13 år, og Mathias, der nu er 8, og vores forældre på hospitalet. Vi fik fat på vores præst fra Sørvad, som straks kørte til Aarhus. Alt tydede på, at vi skulle sige farvel til Katrine. Men vi havde ikke taget højde for hendes livsvilje. Katrine ville det anderledes, siger Tanja.

En hård tid

Den lille pige kæmpede bravt for sit liv, og stik mod al lægevidenskabelig logik vandt hun den ulige kamp.

Efter en uge blev hun taget ud af respiratoren, og lægerne ændrede hendes tilstand fra terminal til at være i ikke akut livsfare. Derefter besluttede de at give Katrine 30 strålebehandlinger over de næste mange måneder, selv om anstrengelserne syntes nyttesløse.

Det lykkedes at få tumoren til at svinde med en halv centimeter, men den kommer aldrig helt bort. Efter strålebehandlingerne blev Katrine overflyttet til Hammel Neurocenter til genoptræning, og først efter et halvt år var mor og datter igen hjemme i Sørvad.

Læs også: Mirakelbaby overlevede imod alle odds 

I de mange måneder på hospitalet og på genoptræningscentret veg Tanja Skærbæk ikke fra sin datters sygeleje én dag. Tanjas mor flyttede ind i hjemmet i Sørvad for at hjælpe resten af familien, og Preben fik ligesom Tanja orlov fra sit arbejde.

Alligevel gik det hårdt ud over alle – både fysisk og psykisk. Det var svært at vænne sig til tanken om, at Katrine er uhelbredeligt syg.

Vi lever i nuet

Den kræftsyge skolepige genvandt langsomt evnen til at tale, gå og spise selv. Hun kræver stadig årvågenhed døgnet rundt, men familien forsøger at leve en så normal hverdag som muligt.

– Katrine lærte at gå ved at deltage i handicapridning i Herning, selv om hun er skrækslagen for heste. Men hun har en fantastisk vilje og giver sig med godt humør i kast med alt, så længe kræfterne rækker. Det er befriende, at hun altid er så positiv og aldrig beklager sig. Hun lever i nuet, og det gør vi andre i familien også. Vi aner intet om selv den nærmeste fremtid, siger Tanja Skærbæk.