Mellem barn og teenager - de følsomme tweens

Det er stadig et relativt nyt begreb - tweens - men det er betegnelsen for børn, lige inden de bliver teenagere. Familieekspert Charlotte Højlund guider dig gennem den svære alder her.

Familieeksperten har selv erfaringer med tweens

De senere år har vi talt meget om de såkaldte tweens. Det er de 8-12-årige, der står midt imellem at være barn og teenager - altså "betweenagers" trukket sammen til tweens. Rent udviklingsmæssigt er tweens stadig børn, der orienterer sig mod forældrene, men samtidig begynder de at reagere som teenagere, der er aktive forbrugere af elektroniske medier og går op i deres udseende, mærkevarer og i at være populære.

LÆS OGSÅ: Charlotte Højlunds råd til, hvordan du tackler din teenager

Små tween-piger klæder og opfører sig meget voksent. De holder op med at lege, og i stedet siger de, at de "er sammen".

Og drengene kan også være med. De går pludseligt meget op i deres udseende og det tøj de skal have på (især, hvad de ikke vil have på).

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

Store børn - små teenagere

Tweens er en del af vores tid og skabt af vores store medieforbrug, der også påvirker børnene. Men selv om de på mange måder interesserer sig for det samme som teenagerne, er de stadig børn - lidt endnu.

Tweens opfører sig og føler helt anderledes, end vi voksne gjorde i samme alder. De er hverken små børn eller rigtige teenagere. Det ene øjeblik lever de med teenagerens indre kaos og søgen efter anerkendelse, og det næste bryder de sammen og græder hjerteskærende som et lille barn.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til at hjælpe børn i sorg

De bruger mærketøj, mobiler og medier i stor stil og har stor indflydelse på familiens forbrug. Der er mange, der tjener penge på dem, og der kommer konstant nye varer, der fokuserer på denne aldersgruppe og deres interesser.

Spot en tween:

¤ De er meget deltagende og nyder ting, der er sjove og interaktive.

¤ De er meget på nettet og mobilen og ser mere de elektroniske medier som en forlængelse af dem selv end en kommunikationsform.

¤ De er målrettede, og mange oplever stress. Det er vigtigt for dem at tilfredsstille deres forældre, få gode karakterer, have venner, have et godt udseende og at være populære.

LÆS OGSÅ: Charlotte Højlunds råd om at undgå stress hos børn

¤ De har et stort behov for tid med vennerne.

¤ De bruger nettet til at udtrykke sig og som en flugt fra forældrene. Her kan de tale med jævnaldrende samt have et privatliv og en følelse af modenhed.

(Kilde: Wikipidia.org)