Moderfølelsen kom ikke automatisk: Jeg elskede ikke min søn

Fie vidste ikke, om den ene af hendes tvillingedrenge ville overleve fødslen. Hvis han klarede den, skulle han opereres med det samme, men ingen vidste, om han ville overleve. Der gik seks døgn, inden han endelig lå i hendes arme, men moderfølelsen kom hun til at lede længe efter.

To døgn gik der, før Fie så sin nyfødte søn, men der kom til at gå yderligere fire dage, inden hun fik lov til at holde den ene af sine tvillingedrenge i armene. Glansbilledet om en lykkelig genforening af mor og søn krakkelerede.

– Da jeg så Storm, kunne jeg slet ikke relatere til, at han var min. Der var ingen genkendelse, for jeg havde ikke set ham ved fødslen. Jeg havde svært ved at tro på, at han var min, fortæller 26-årige Fie Rindom fra København.

– Han var sød og duftede dejligt, men han kunne lige så godt have været min venindes lille barn. Jeg havde slet ingen moderfølelse for ham, siger hun ærligt.

Læs også: Fødte datter med venindens æg

Drømmen brast

Efter et års forsøg og en hurtig fertilitetsbehandling med hormoner var der bid. Fie og Morten ventede tvillinger.

Ved nakkefoldsscanningen så alt fint ud, men ved misdannelsesscanningen gik drømmen om en lykkelig graviditet itu.

– Jeg blev scannet i tre timer. Romeo var fin, men de blev bare ved og ved med at scanne Storms hjerte, fortæller hun.

En overlæge overtog scanningen. Hjertet var skubbet over i den anden side af brystkassen, tarmene lå også oppe ved brystkassen, og hans lever og milt var på vej derop. Mellemgulvsbrok, sagde lægerne.

– Det overlever man ikke, tænkte Fie.

Lægen malede fanden på væggen og talte om senabort i uge 21 med risiko for, at Romeo også ville dø. En fostervandsprøve skulle afsløre, om der var kromosomfejl. Det var der heldigvis ikke.

– De ville sprøjte kalium i hjertet på Storm. De tanker var bare for voldsomme. Jeg kunne ikke slå ham ihjel, når det ikke var kromosomfejl. Vi ville give ham alle chancer for at leve, siger Fie, som under graviditeten blev scannet et utal af gange, så lægerne kunne holde øje med Storm.

Det blev besluttet, at han skulle opereres hurtigt efter fødslen, hvis han da overlevede.

I uge 36 tiggede Fie lægerne på Rigshospitalet om at tage drengene ud.

– Jeg kunne ikke holde tankemyldret ud. Ville han dø under fødslen? Var han stærk nok til at blive opereret og overleve? Der var så mange ubesvarede spørgsmål. Gjorde det ondt på ham? Det troede jeg, det gjorde, selv om lægerne mente noget andet, fortæller hun.

Ugen efter gav lægerne grønt lys til kejsersnit. Det var den 13. januar sidste år.

– Jeg græd helt vildt, da jeg fødte. Især, da Storm kom ud. Han græd i fem sekunder, det havde han trods alt luft til. Så dør han i hvert fald ikke ved fødslen, tænkte jeg. Men jeg så ham overhovedet ikke. De lagde ham i respirator og kørte væk med ham med det samme, fortæller hun.

Romeo kom til verden minutterne efter. Fies mor tog sig af ham, mens Morten gik over til Storm, og Fie forsøgte at komme sig over kejsersnittet.

– Efter to døgn stod jeg nede hos Storm. Der var han blevet opereret. Jeg havde det dårligt med, at jeg ikke kunne være der for ham, men Morten var der, og jeg var fokuseret på Romeo i stedet for, siger hun.

Operationen gik godt, organerne blev flyttet på plads, og Storm var i respirator i fem døgn. Derfor gik der hele seks døgn, inden Fie kunne holde sin lille dreng.

– Romeo var lige foran mig, og jeg havde behov for at have en af dem hos mig, siger Fie og forklarer, at Morten var der for Storm, mens hun tog sig af Romeo.

– Jeg kunne ikke slippe ham, så enkelt var det. Opdelingen var der fra starten, og den tog vi med hjem, siger hun.

Læs også: Jeg kan ikke huske min datters fødsel

Voldsomt anfald

Hvis Storm græd, så var det kun far, der kunne bruges, mens Romeo kun søgte sin mor. I slutningen af året besluttede de sig for aktivt at lave om på det, så hver anden nat tog Fie sig nu af Storm. Så gik det fremad.

Men den 16. februar i år blev hele deres verden rystet igen.

Storm havde let feber og udslæt på hele kroppen. Mormor passede Romeo, mens Fie tog til lægen med Storm. Virusudslæt, sagde lægen, og de kørte hjemad. Men i bilen hører Fie underlige lyde fra bagsædet. Hun vendte sig om og så Storm vende det hvide ud af øjnene, mens han gispede efter vejret.

Hurtigt drejede hun ind ad en sidevej, hev ham ud af bilen og ringede 112. Storm var blå i ansigtet og havde fråde om munden.

– Jeg troede, han havde fået hjertestop. Jeg tænkte; Så fik jeg lov til at have ham så længe, fortæller hun.

Fie blev guidet ind på forsædet af ambulancen, mens to læger og to reddere arbejdede med hendes lille dreng. Storm fik stesolid og blev kørt til Hvidovre Hospital. Han var rolig i kroppen, men der var ingen øjenkontakt. Anfaldet fortsatte, de gav ham mere stesolid og sovemedicin og diskuterede, om han skulle overføres til Rigshospitalet.

– Feberkramper varer normalt kun 5-10 minutter, men Storm havde kramper i en time og et kvarter, fortæller Fie.

Moderfølelsen kom

– Da han lå i skadestuen, og vi endelig fik øjenkontakt, dér fattede jeg, at han ikke var taget fra mig. Der skete noget inde i mig. Lige der forstod jeg endelig, at jeg elsker ham, siger hun.

– Der skete også noget for Storm, for siden har han også kunnet bruge mig.

I tre dage var Storm indlagt på intensiv. Tre dage, hvor Fie var over ham hele tiden.

– Jeg tror, det var godt, jeg fik lov til at være noget for ham, for det kunne jeg jo ikke efter fødslen. Jeg var alene med ham, og jeg skulle handle. Det var vigtigt for min tilknytning til ham, siger hun

Fie elsker begge sine drenge lige højt.

– Men moderfølelsen er ikke ens for dem. Børnene er jo også forskellige. Deres start på livet og de ting, der bliver opbygget i de første dage og uger er enormt vigtige, siger hun.

Læs også: Manger elsker ikke deres baby

Storm er meget modtagelig for sygdom. Luftvejsinfektioner, lungebetændelse, mellemørebetændelse og astma har lagt ham ned gang på gang. Fie har derfor fået tilkendt tabt arbejdsfortjeneste og skal gå hjemme med ham, indtil han er 2 år.

– Jeg ser det som en chance for at opbygge vores forhold, siger hun fortrøstningsfuldt.

Bagefter planlægger hun at vende tilbage til jobbet som dagplejer og måske endda få lov til at passe sine egne drenge, som hun gjorde indtil for nyligt.