Nanna fik hjertestop i en gymnastiktime

Nanna fik hjertestop i en gymnastiktime, og der gik 35 minutter, inden hendes hjerte slog igen. Det har givet den tidligere sportspige svære mén, men hendes familie er taknemmelig for, at datteren reddede livet - og har ikke mistet håbet.

Nanna og hendes mor. Nanna fik hjertestop.

Den dag Nanna fik hjertestop og døde

Oppe på førstesalen i  rækkehuset i Tårnby på Amager står Nannas værelse uberørt, nøjagtig som hun forlod det om morgenen den 6. april 2016. Den morgen snakkede hun med sine forældre, som hun plejede. Hun var 13 år og en glad pige. Nanna havde pakket sit sportstøj, hun skulle have idræt, som hun elskede. Hun var det, man kalder en drengepige, der gik til fodbold fire gange om ugen og elskede sport. Den dag fik Nanna hjertestop og døde. Alle mennesker omkring hende gjorde det rigtige og kæmpede for hende, og hun blev genoplivet takket være hjertemassage, men hun var ikke længere den Nanna, der var cyklet hjemmefra om morgenen. Hun havde fået en alvorlig hjerneskade.

Tænkte først, det var et epileptisk anfald

Der var dem, der ville mene, at Nanna skulle bo på en institution for svært hjerneskadede mennesker, men det synes familien Jensen ikke. Nanna er stadig deres pige, der hører til i sit hjem. Så enkelt og så svært er det. Hanne og Morten er i sorg, fordi de mistede den datter, de kendte, den dag i april – men de er også taknemmelige for, at de fik lov at beholde Nanna, og håbet vil altid være der. Håbet om at Nanna er et sted derinde.

– Da katastrofen skete, gjorde alle det rigtige. Nanna og de andre børn spillede høvdingebold i hallen, da Nanna pludselig faldt om på gulvet. Læreren tænkte først, det var et epileptisk anfald, men da Nanna ikke trak vejret, gik redningsarbejdet hurtigt i gang. Halinspektøren, som var tidligere ambulanceredder, kom til, og sammen med lærerne gav de Nanna hjertemassage og kunstigt åndedræt. Ambulancen kom hurtigt, og redderne gik i gang med genoplivning. Men Nannas hjerte startede først efter 35 minutter, fortæller Nannas mor, Hanne. 

Eigil fik hjertestop i børnehaven 

Svært hjerneskadet

– Hun blev lagt i kunstigt koma, og vi følte, at verden ikke kunne gå videre. Livet stod stille. Hvorfor skulle det ske for en pige på 13 år? Hvordan kunne livet overhovedet fortsætte? Vi var så taknemmelige for, at Nanna var i live. Vi kunne røre ved hende, vi kunne holde hende i hånden og mærke hendes duft. Hun var stadig vores pige. Men den dag, vi hørte ordene ”svært hjerneskadet” for første gang, var også den første dag i vores nye liv. Det liv, der handler om at få Nanna tilbage, siger Hanne og Morten.

Den ene dag var familien Jensen en ganske almindelig familie i København. Far Morten er kok, mor Hanne er skolesekretær. Nanna er den yngste af de tre søstre, Freja var 17 og Julie 21. De var en familie, der holdt sammen, børnene var vokset op i rækkehuset. Hverdagene var skole, madpakker, fodboldkampe, piger der havde travlt med at udforske livet, og piger der nød at hygge fredag aften foran fjernsynet med hinanden og med veninder og venner. Et levende hus. Verden var tryg og velkendt. 

Reddet efter 100 hjertestop 

Lange, svære kampe

Hanne og Morten kom kun igennem de mange måneder på hospital og genoptræningscenter, fordi de vidste, at de en dag ville få Nanna med hjem. For dem blev det håbet, der fik dem igennem en svær tid, og en dag i marts i år kom Nanna så endelig hjem.

– Inden vi kom hjem, havde vi søgt om hjælp til at få bygget en elevator ind i vores hus, så vi kunne få Nanna i bad. Vi havde afleveret tegninger, vi har skrevet ansøgninger, og vi har ventet i flere måneder på et svar. Når man har et barn, der er så handicappet, som Nanna er, har man ikke overskud og kræfter til også at sætte sig ind i regler og kommunale bestemmelser. Vi har fået afslag på flere ting, vi har anket elevatorløsningen, og nu er ombygningen endelig godkendt – men den er kun lige gået i gang. Vi har været hjemme med hende siden den 17. marts. Hver gang, vi får afslag, eller vi skal vente, skal vi afgøre med os selv, om Nanna kan vente på det her, eller om vi skal bruge de penge, vi ikke har, til at købe den helt rigtige kørestol, madras, eller hvad hun nu lige har brug for.

– Vi tænker nok, at hvis man vælger at redde et barn som Nanna, så er man også forpligtet til at give hende den hjælp, hun har brug for bagefter. Det synes vi ikke, at Nanna har fået, siger Hanne og Morten. 

– Kampene er lange og urimeligt svære, konstaterer de.

Tak for livet kære datter

Derfor bor Nanna stadig i stuen. Hver dag kommer terapeuter og hjælpere, der træner med hende. 

– Vi er dybt taknemmelige for alle de mennesker, der kommer her og besøger Nanna. Alle dem, der træner med hende, giver hende et knus og samler ind til hende. Nanna kan ikke selv sige tak, men vi kan se, hun nyder, at der er mennesker omkring hende. Ingen tvivl om, at hun ser og hører, hvem der er her, eller genkender stemmerne, når vi står og snakker. Det går fremad med hende med bitte, bitte små skridt, og vi vil aldrig miste håbet. Nanna har lige klemt min hånd 12 gange, da jeg bad hende om det. Vores pige kæmper også, siger Hanne.