Skilsmisse: Følte at jeg mistede min familie

Der findes intet så forladt som et tomt børneværelse hver anden uge. Det fandt Ude og Hjemmes journalist Karin Heurlin ud af, da hun blev skilt og skulle i gang med et nyt liv. Skilsmissen gjorde ondt længe, men den fik hende også til at skrive en roman, der nok er fiktion, men inspireret af hendes egen skilsmisse.

skilsmisse

Der var et øjeblik, jeg frygtede mere end noget andet, da jeg skulle igennem en skilsmisse. Og jeg er ret sikker på, at alle andre i den situation gruer for nøjagtigt det samme. At sige de ubærlige fem ord til børnene: ”Mor og far skal skilles.” Hvornår og hvordan det skulle foregå, havde jeg tænkte meget over. Men jeg kom ikke frem til et svar. Der findes jo aldrig et godt tidspunkt at sige noget, som vil ændre to små menneskers liv for altid.

Det var egentligt ikke planlagt, da det endeligt røg ud ad munden på mig en lun eftermiddag i maj, da vi var ude og gå tur. Gertrud på knap 3 år sad i klapvognen, og Ingrid på 5 gik ved siden af i en helt ny rød forårsjakke.

Jeg havde ikke forventet en reaktion fra Gertrud på grund af hendes alder, men jeg havde gjort mig klar til, at Ingrids røde jakke ville blive helt våd på brystet af tårer. Det gjorde den ikke. Hun kiggede bare op på mig og sagde: ”O.k.” Så gik vi videre. Selvfølgelig kom reaktionen senere. Og selvfølgelig kom der mange reaktioner. Men ikke den dag.

Læs også: Aflyste skilsmisse - Vi fandt hinanden midt i striden

Skilsmisse-luftmadras fra Aldi

Når man bliver skilt, er der meget at vænne sig til. Alt var jo forandret. I årevis havde jeg levet i en kernefamilie med faste rutiner og trampolin og Webergrill i haven. Nu boede jeg i en mindre lejlighed med gulnet savsmuldstapet og en stor luftmadras, som mine forældre havde købt til mig i Aldi. En rigtig seng havde jeg ikke. Og jeg havde heller ikke hverken bord eller stole, for da jeg flyttede fra mit tidligere hjem en mandag formiddag, var der én ting, der var vigtigere end noget andet: Mine børn skulle ikke komme hjem til et halvtomt hus med bare pletter og aftryk af det liv, de havde engang.

Dengang troede jeg nok, at jeg kunne skåne børnene, så deres nye fremtid ikke ville blive så slem. Det kunne jeg selvfølgelig ikke. Uanset hvor meget eller hvor lidt jeg slæbte ud i flyttebilen, så ville deres liv aldrig mere blive det samme. Spisebordet spillede i virkeligheden ingen rolle. Det gjorde det heller ikke for mig. 

At jeg manglede møbler, og at jeg boede i en meget mindre bolig end før, betød intet i det store regnskab. Det var i hvert fald ikke det, jeg lå og tudede over på min luftmadras med den elektroniske pumpe. 

For mig var det langt værre, at vi aldrig igen ville sidde mor, far og børn omkring spisebordet. I hvert fald ikke uden en af os var gæst. Jeg havde mistet min familie. Og ikke nok med det. Jeg var ovenikøbet selv skyld i det godt hjulpet på vej af min eksmand. 

Der var selvfølgelig ingen, der var døde. Men det føles altså lidt sådan, når man bliver skilt.

Boller i karry

Selvfølgelig fik jeg nye møbler, og selvfølgelig begyndte lejligheden langsomt at dufte af mig og mine børn. Jeg tror, de fleste fraskilte kan huske deres første tur i Ikea efter skilsmissen. Ikea gør sjældent noget godt for humøret, men skilsmisse-turen er alligevel lidt værre end normalt. For mig var det i hvert fald ikke en del af mine barndomsdrømme, at jeg som 35-årig skulle gå rundt og se på køjesenge og kommoder som enlig mor.

Men min tur i Ikea var faktisk ikke så slem. Den var nærmest hyggelig. Jeg havde min far med, og det var lige så rart som alle de utallige gange, han havde stået på sidelinjen til mine fodboldkampe for Bogenses pigehold. Ikke at han hørte til de forældre, der råbte højest. Men han var der, og når vi kørte hjem, sad vil altid og gennemgik kampen i bilen. På samme måde var det med Ikea. Og på vej hjem i mine forældres Ford Focus var vi enige om, at jeg havde gjort nogle gode køb, og at jeg nok skulle få et hyggeligt hjem.

Mine forældre var i det hele taget en fuldstændig uundværlig støtte. De kom fra Bogense til København til mindst en overnatning i mine børne-uger, hvor de hentede og bragte børnene, og hvor jeg kunne komme hjem fra arbejde til en lejlighed, der duftede af min mors boller i karry. Når jeg gik ud på mit badeværelse og så deres hjemmesyede toilettaske, så faldt mine skuldre altid et par centimeter.

Også mine veninder fortjente en medalje. Jeg aner helt ærligt ikke, hvordan jeg var kommet igennem krisen uden dem. De er vidt forskellige, og de støttede mig også meget forskelligt. 

Krise-snob

Jeg oplevede også, at det var utrolig befriende at være ude og interviewe mine kilder. Ude og Hjemme handler jo netop om mennesker, som har været igennem personlige kriser, og som er kommet ud på den anden side. Det trøstede mig at lytte til deres historier. 

Jeg må indrømme, at jeg havde det svært med Facebook, da jeg stod midt i min skilsmisse. Jeg kunne ikke klare al den lykke. I en periode blev jeg nok krise-snob. Jeg foretrak simpelthen at være sammen med mennesker, som selv havde set deres liv ramle. Altså mennesker, som havde været igennem en krise ligesom mig. Dem, som stadig havde den lykkelige kernefamilie, holdt jeg lidt på afstand. 

Det fortryder jeg i dag, for i et sandt venskab skal man kunne glæde sig over den andens idyl og det nye gyngestativ i haven, selv om man selv ligger ned og har mistet sin mobiltelefon på en bar i weekenden.

Når man er i sorg, findes der mange gode råd til at komme videre. ”Tænk positivt”. ”Sig fire ting, du er taknemmelig for, inden du falder i søvn.” ”Gør noget godt for dig selv.” 

Den slags hjalp ikke på mig. For mig var der faktisk kun én ting, der til sidst fik mig til at se det der berømte lys for enden af tunnelen. Det var tid. En skilsmisse kræver tid. Masser af den.

Selv prøvede jeg at skynde mig gennem sorgen. Men det kan man desværre ikke. I mit ønske om at lukke det sorte hul tænkte jeg, at det nok ville hjælpe, hvis jeg fik en kæreste. Så det prøvede jeg på.

Jeg oprettede derfor en profil på en datingside med et foto, der nogenlunde lignede mig selv på en god dag. 

Kort efter gik jeg på min første date med en mand, som kaldte sine døtre for ”prinsesserne”, og som mente, at hans ekskone var psykisk syg. Vi så ikke hinanden igen. Der blev heller ikke en anden date med ham, der havde løjet sig selv 10 år yngre. ”Det er bare fordi, jeg er meget ung af sind,” forklarede han mig.

Inden jeg blev single, troede jeg, at dating var lidt som at være med i en romantisk komedie, hvor scenen er kejtet, men samtidig varm og munter. 

Romantisk komedie

Sådan var det altså ikke. Jeg oplevede, at jeg var en dårlig udgave af mig selv, når jeg mødtes med mænd til en gåtur eller en kop kaffe. Min timing fungerede ikke. Jeg grinede på de forkerte tidspunkter og stillede alt for mange spørgsmål, fordi jeg var rædselsslagen for den pinlige tavshed. Samtidig tog jeg også mig selv i at blære mig. Som om jeg var et bedre kort i kærligheden, fordi jeg engang havde interviewet statsministeren. 

I det hele taget kan man sige meget dårligt om netdating, hvor man bare kan vælge og vrage på menneskemarkedet. Men man kan også sige, at det er et nødvendigt onde, hvis man gerne vil dele livet med et andet menneske. Det ville jeg, så jeg hang i. Man kan jo heller ikke få et nyt arbejde uden at sende jobansøgninger. 

Et langt spisebord

Til sidst var jeg dog lige ved at give op. Jeg orkede ikke mere, og det blev ikke bedre, da jeg var på date med en høj mand med jakkesæt og slikhår, der tydeligvis virkede som en, der havde datet en del før. Jeg kunne høre på hans spørgsmål og hans sjove anekdoter, at det ikke var første gang, de kom ud af hans mund.

Dagen efter sendte han mig en sms: ”Tak for i går. Du virkede meget nervøs. Mit råd til dig er, at du skal gå ud og date nogle flere mænd. Held og lykke,” sluttede han.

På det tidspunkt var min tålmodighed med mænd og dating nok lidt tyndslidt, så i stedet for et høfligt svar skrev jeg: ”Du dater som en, der spiller badminton om onsdagen. Meget rutinepræget.”

Her sluttede vores kontakt. 

Jeg gjorde dog, hvad han havde anbefalet. Jeg gik på flere dates. En gik ind i en lygtepæl. Og en anden slæbte rundt på en meget tung sportstaske. Jeg havde hele tiden lyst til at spørge, hvad der var i den, men så langt kom vi aldrig.

En aften sad jeg hjemme i min lejlighed med en veninde og talte om mit datingliv. Den største fordel ved det var alle de gode historier, der kom ud af det. 

Ham den høje mand med slikhår var stadig en af de bedste historier og for at gøre beskrivelsen mere levende, valgte jeg at vise et billede af ham fra hans profil.

Han var en flot mand. Det vidste jeg godt. Men jeg vidste ikke, at når jeg gik ind på hans datingprofil, kunne han sidde hjemme og se, at jeg havde gjort det. I hans øjne betød det, at jeg ikke kunne slå ham ud af hovedet, så han valgte at invitere mig på en burger og et glas vin. I dag er vi gift, og vi har et meget langt spisebord, hvor der er plads til vores tilsammen fem børn.

For mine børn er skilsmisselivet et helt normalt liv. De er nu 8 og 10 år, og de er et par meget glade piger, som jeg bestemt ikke ser som ofre. Selvfølgelig har de et mere besværligt liv, hvor de hver anden uge skifter adresse, og hvor der altid er noget, de har glemt at tage med. De savner nok også mere end de fleste, og de har flere mennesker omkring sig end så mange andre børn. 

– Hvabehar’, sagde en ældre dame i bussen, da min yngste fortalte, hvor mange søskende hun havde. 

Den var god nok. Mine børn har otte søskende, hvis man tæller alle hele, halve og pap med. Det lyder meget forvirrende for andre. Men ikke for dem. De elsker alle deres søskende og går ikke op i, hvor hele og halve de er.

Livet bliver godt igen efter en skilsmisse. Men det tager tid. 

Et år efter skilsmissen voksede Ingrid ud af sin røde forårsjakke, som hun havde haft på, da jeg gav dem den svære besked. Så gik den videre til Gertrud. Til sidst var også hendes arme vokset ud af ærmerne. 

Jeg må indrømme, at der var noget, der lettede inde i mig, da jeg smed den ud. 

Karin Heurlin's bog " Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere" kan købes her