Ulykkelig mor til Mimi: Jeg græder af udmattelse

Trines liv er blevet kaotisk, efter at hun er blevet mor for anden gang. Den lille er krævende, og storesøster er jaloux, og Trine kæmper for at holde sammen på familien.

Hej Mimi
Min mand og jeg har fået vores andet barn, som nu er 5 måneder. Da vi fik vores ældste datter, der nu er 3 år, var vi indstillet på, at livet ville ændre sig drastisk. På det tidspunkt havde vi været et par i 10 år. Men hun var en stille og nem baby barn, og det gik over al forventning.
Men mens jeg var gravid med vores andet barn, ændrede den ældste karakter og begyndte at få vredesudbrud, og de er fortsat, efter at hun er blevet storesøster. For et meste virker hun dog glad nok for sin lillesøster, men nogle gange niver hun hende, når hun tror, vi ikke ser det.

Storesøster råber og skriger

Samtidig er den lille helt modsat vores ældste. Den yngste er meget krævende og græder meget, og når jeg tager mig af hende, bliver den ældste jaloux og kaster sig på gulvet og skriger og råber. Jeg er fuldstændig udmattet og bruger al min tid på at holde sammen på familien. Tit er jeg så udmattet om aftenen, at jeg græder.
Det var måske naivt, men jeg havde ikke forestillet mig, at der ville være så stor forskel på de to piger, og nogle gange tænker jeg den forbudte tanke, at det havde været nemmere ikke at få nummer to. Hele vores liv er blevet kaotisk efter hendes fødsel.

Hilsen Trine

LÆS OGSÅ: En læser fortæller: Jeg føler mig som en dårlig mor

Bed om hjælp

Hej Trine
Det er hårdt at have små børn, og jeg kan godt forstå, du er træt. Men jeg tror også, at trætheden får dig til at se meget mørkt på det hele. Jeg så for nylig en tv-udsendelse om en række unge mødre, som slet ikke havde været forberedt på, at små børn skriger, holder én vågen om natten og så videre. Mødrene ville gerne være perfekte, og det er tilværelsen ikke med små børn.
Der er vist ingen tvivl om, at din ældste datter føler sig overset. Hun mener, at lillesøster har taget hendes mors opmærksomhed, og hun trænger til sine forældre. Jeg undrer mig over, at du slet ikke nævner din mand. Hvor er han henne i billedet? Han må træde til og tage sig af sine børn og af dig. Har han taget barselsorlov? Ellers er det en mulighed.

Pas på fødselsdepression

Det er meget vigtigt, at du beder om hjælp, inden det vokser dig helt over hovedet. Sørg for, at din mand giver dig et frirum, hvor du kan samle kræfter. Det kan også være, at du kan bede bedsteforældrene, dine søskende eller andre om at aflaste dig. Jeg kan ikke vurdere, om du har en begyndende fødselsdepression. Derfor må du tale med din sundhedsplejerske eller lægen om din træthed. Du må ikke lade dig køre helt ned.
Alle børn er i øvrigt forskellige og gennemlever forskellige perioder. Vær glad for, at du fik det rolige barn først, ellers havde du måske ikke fået lillesøster, som virker krævende nu, men som du selvfølgelig bliver lykkelig for med tiden. Du er bare dødtræt lige nu. Forståeligt nok.

Kærligt talt Mimi