Urolige børn og sukker

Det er en myte, at børn bliver mere urolige af sukker i kosten.

Uanset hvad lærere og forældre mener, er det en af de mest hårdnakkede myter, der florerer, og man kan godt udelukke, at det er sukkeret, der er årsagen. Der er lavet ikke mindre end 12 dobbeltblinde forsøg, som har testet, hvordan børn reagerer på kosttyper med forskellige sukkerindhold.

Uanset om det var normale børn eller børn med diagnosen hyperaktivitet (ADHD), var der ingen virkning af, at de fik sukker i kosten, hverken sukker fra slik, chokolade eller naturlige kilder som juice.

Det er også undersøgt, hvordan forældrenes opfattelse påvirker vurderingen af deres børn. Når forældre troede, at deres børn fik en drik med sukker, vurderede de, at børnene var mere urolige, også når man narrede forældrene ved, at børnene i virkeligheden fik en drik uden sukker. Ændringerne i børnenes adfærd foregik kun i hovedet på forældrene.

En livsstil med sund mad og rigelig fysisk aktivitet kan nedsætte problemet. Hyperaktive børns adfærd skyldes desværre ofte ikke kosten, men at forældrene ikke har tid til at tage sig af deres børn, snakke med dem, læse og spille med dem, men placerer dem foran tv eller pc med slik og sodavand. Det er altså ikke sukkeret, men forældrenes manglende engagement i børnene, som er årsagen.

Arne Astrup

Læs også: Slip af med din sukkertrang