Søndag, 2. oktober 2022 - 10:00 - Af Dorthe Wamsler. Foto: Colourbox
Brev til Anne-Marie: Kærestens børn er små monstre
Tyren er glad for sin kæreste, men hendes børn er helt ulidelige at være sammen. Nu ønsker kæresten, at de flytter sammen, men det kan han slet ikke overskue. Han nænner dog ikke at fortælle sin kæreste, at hendes børn opfører sig som små monstre. Skal han lyve eller finde på en anden forklaring på sin tøven?
PrintKære Anne-Marie
Jeg har kendt min kæreste i lidt over et år, og hun er super dejlig, men hendes børn er uudholdelige. De er små monstre! Ja, jeg ved, det lyder hårdt, men det er sådan, jeg har det. Og faktisk har jeg på fornemmelsen, at deres far er enig. Børnene ser ham hver anden weekend, og han beklager sig hver gang.
Jeg savner hende
Problemet er, at min kæreste ikke sætter grænser. Jeg har prøvet at blande mig, men det gik helt galt. Hun sagde direkte, at det skulle jeg aldrig gøre igen. Af samme grund bor vi ikke sammen.
Nu er min kæreste igen begyndt at tale om at flytte sammen, men det kan jeg simpelthen ikke. Jeg nænner ikke at fortælle hende, at det er på grund af børnene, som hun selvfølgelig elsker højt.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortælle den virkelige grund til, at jeg ikke ønsker at bo med hende, eller skal jeg lyve og komme med en anden forklaring?
Børnene er små, så det varer mange år, før de flytter hjemmefra. Giver det overhovedet mening at satse på vores forhold?
Det fungerer nogenlunde, når hun besøger mig, men indimellem er vi hos hende og børnene, og så kan jeg mærke, hvor hurtigt jeg bliver træt og har lyst til at slippe væk.
Jeg har en voksen søn på 23 år og har aldrig tidligere haft problemer med andres børn. Jeg håber, du kan give mig et godt råd.
Samtidig må jeg jo indrømme, at savner at vågne op med hende hver morgen.
Venlig hilsen tyren
Børnene er vores spejl
Kære tyr
Tak for dit lange brev, som jeg har forkortet en del.
Jeg ved ikke, om du kender udtrykket: Hvis du ikke kan med børnene, kan du nok heller ikke med deres mor eller far!
Jeg har tit tænkt, at det indeholder en sandhed, for forældre og børn er jo et spejl af hinanden. Problemet er, at forelskelse kan gøre blind.
Men der er en årsag til, at børnene er, som de er. Har du tænkt over det? Hvad er det for en adfærd, deres mor eller far viser, siden de er blevet små monstre, som du kalder dem? Du skal huske, at det ikke er børnene, der er problemet, men forældrene.
Jeg fornemmer, at din kæreste på sigt vil presse endnu mere på for at få en fælles bolig. Du må være ærlig og sige, at det kan du ikke. Du kan henvise til, at du jo ikke må blande dig i børnenes opdragelse, og derfor kan I ikke bo sammen.
Jeg tror desværre ikke, forholdet holder. Dels fordi du ikke kan med børnene, dels fordi det har lange udsigter at flytte sammen.
Måske skal du overveje at sætte dig selv fri nu. Alternativt kan I søge hjælp hos en familierådgiver, men det tror jeg ikke, din kæreste vil. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen Anne-Marie
