Brev til Anne-Marie Østersø: Hun solgte min gave

Mette er skuffet over, at hendes lillesøster har solgt en gave, hun havde givet hende - og formentlig brugt pengene på sjov og ballade. Læs clairvoyante Anne-Maries råd til Mette her ...

Kvinde kigger i sin pung

Kære Anne-Marie

Jeg har et dilemma, som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Jeg forærede min lillesøster et klædeskab, da hun flyttede ind i en ny lejlighed. Det kostede 4.000 kroner, men det gav jeg gerne, for hun havde ikke selv råd, og jeg ville gerne hjælpe.

Nu har min lillesøster imidlertid solgt klædeskabet og fået et nyt gratis af en veninde. Det er selvfølgelig dejligt for hende, men jeg synes ikke, hun kan være bekendt at sælge noget, hun har fået af mig. Pengene har hun formentlig brugt på sjov og ballade, og det kan jeg ikke lade være med at være skuffet over.

Skal jeg sige noget til hende eller lade som ingenting?
 Jeg tror slet ikke, at hun kan se problemet, for så havde hun nok ikke fortalt mig om det. Selv om jeg nok ville opdage, at skabet manglede, når jeg kom på besøg!

Skal jeg glemme det?

Kærlig hilsen
Mette

LÆS OGSÅ: Brev til Anne-Marie: Min søster svigtede mig i sorgen

Kære Mette

Du skal lade som ingenting. Du har givet din søster en gave, og den må hun dybest set gøre med, hvad hun vil. Jeg kan dog godt forstå din skuffelse, for du har jo givet hende skabet, for at hun skulle have glæde af det.

En anden gang må du lade være med at give hende så dyr en gave. Her og nu kan du ikke gøre andet end at glemme det og komme videre.

Kærlig hilsen
Anne-Marie