Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg får for lidt ud af livet

En læser har mand og barn samt et godt job, men hun føler alligevel, at hun mangler noget i sit liv. Hun drømmer om at rejse verden rundt. Clairvoyante Anne-Marie råder hende dog til at tage på en lidt anderledes rejse for at blive mere tilfreds med tilværelsen. Læs hendes råd her ...

Hej Anne-Marie
Jeg er egentlig glad for mit liv; jeg har fast arbejde, en kæreste, og vi har en søn. Alligevel føler jeg, at der mangler noget. Jeg kunne godt tænke mig at rejse verden rundt, men min kæreste og jeg er ikke enige på den front.

Mor begik selvmord

Som 15-årig mistede jeg min mor, der tog sit eget liv. Jeg har altid været fars pige og tryghedsnarkoman, og jeg tænkte slet ikke, at det var en mulighed for mig at rejse ud i verden på det tidspunkt. Jeg ville bare være tæt på min far.
Nu er jeg blevet voksen, og jeg kunne godt tænke mig at opleve mere. Jeg har brug for at få mere ud af livet end at være i en familie med hus og hund. Samtidig er jeg jo mor til en dreng, der går i skole, og det gør situationen lidt mere besværlig.
Kan du se, hvad fremtiden bringer? Er det realistisk for mig at komme ud i verden, eller skal jeg nøjes med at glæde mig over det liv, jeg har skabt for mig selv.
Hilsen Den drømmende og forvirrede mor

LÆS OGSÅ: Find din skytsengel

Tag på en spirituel rejse

Kære Forvirrede mor
Du skal nok få lov til at opleve verden og komme ud at rejse, men først har du brug for at komme ud på en helt anden slags rejse: Du skal rejse i den åndelige verden – læse bøger og gå på kurser, for du har evner i den retning, og det er dem, der higer efter at blive aktiveret.
Nogle gange handler udlængsel om at komme ud i verden, men længslen kan også handle om at udvide vores horisont på andre måder, for eksempel ved at uddanne sig. I dit tilfælde skal du på en spirutel rejse. Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Og til alle andre, der drømmer sig væk trods coronaepidemien: I skal læse bøger og på andre måder sørge for at dygtiggøre jer. Det vil mætte jer i denne tid.
Kærlig hilsen Anne-Marie