Brev til Mimi: Min steddatter og hendes familie roder og sviner

En læser har lånt sin svenske ødegård til sin voksne steddatter, som efterlod den rodet og beskidt. Nu vil steddatteren igen låne den, og læseren ved ikke, om hun kan være bekendt at sige fra, for hun vil nødig skabe splid i familien. Mimi mener dog ikke, at man skal finde sig i dårlig opførsel - uanset om det er fra familien eller ej.

Hej Mimi
Jeg bor sammen med en mand, og vi har begge voksne børn fra tidligere forhold. De har selv børn nu, og vi kommer alle godt overens med hinanden. Jeg har en stor svensk ødegård, som har været i min families eje i mange år. Jeg tilbringer mange af mine ferier dér, og mine egne børn har i flere år gjort brug af ødegården og altid afleveret alt i pæn stand.

Rodet og beskidt

I fjor lånte min mands datter og hendes familie huset for første gang, og jeg var lamslået over, hvordan der så ud, da min kæreste og jeg ankom to uger senere. Der var rodet og beskidt over det hele, porcelæn var smadret, og de havde flyttet om på mange af møblerne. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor respektløst de havde behandlet stedet. 
Nu har de spurgt, om de må låne ødegården igen til sommer. Det vil jeg være ked af. Skal jeg give mig, eller hvad tænker du?
Med venlig hilsen Den anonyme

LÆS OGSÅ: Ferie for fraskilte forældre

Tag opgøret nu

Kære Læser
Jeg synes, du skal sige fra! Det er dårlig opførsel, hvis man ikke passer på andres ting, og du har al ret til at stille betingelser. Jeg håber så sandelig, at din mand er enig med dig.
Lad dem låne dit hus, hvis de går ind på DINE (jeres!) betingelser. Ellers er det bare nej. Du vinder ikke ved at finde dig i sådan noget. Tværtimod vil det skabe større konflikter med tiden, hvis du ikke tager opgøret NU. Vi er tit alt for bange for at træde i karakter, men her er der ingen tvivl, som jeg ser det.
Jeg vil dog råde dig til at tale med din mand og sætte ham ind i dine overvejelser. Jeg er sikker på, at han ikke ønsker at se det rod igen, som hans egne børn har forårsaget.
Kærligt talt Mimi