Brev til Mimi: Vores mor er kritisk og ukærlig

Ries mor har altid været kritisk og ukærlig over for sine børn, og hun er ikke blevet mildere med årene. Det er så slemt, at børnebørnene ikke har lyst til at besøge hende. Mimi genkender tonen fra sin egen mor - og hun har også en forklaring ...

Kære Mimi
Jeg kommer ud af en børneflok på tre. Vi har altid støttet os til hinanden, for vores mor var ikke særlig kærlig over for os, da vi var små. Hun kritiserede os altid og kaldte os grimme ting. Nu er vi alle voksne og har vores egne familier, og vi er enige om, at vi ikke vil være på samme måde over for vores børn, som hun var over for os.

Børnebørnene vil ikke på besøg

Hun er desværre ikke blevet mildere med årene, snarere tværtimod. Flere af børnene siger, at de ikke har lyst til at besøge deres bedstemor, fordi hun er ”dum”. Det kan godt være, hun elsker dem, men hun har en kedelig måde at vise det på. Vi har flere gange prøvet at sige det til hende, men hun hører ikke efter. Hun mener blot, at det er os, der er noget galt med. Hvad skal vi gøre?
De bedste hilsener Rie

LÆS OGSÅ: Brev til Anne-Marie Østersø: Min kæreste er en dårlig mor

Manglende omsorg går i arv

Kære Rie
I skal lytte til jeres børn. Jeg havde selv en mor, som jeg følte, ikke brød sig om mig. Til gengæld var hun sød mod min søn, og især min far forgudede sit barnebarn, så han var i gode hænder.
Gad vide, om jeres mor led under det samme som min mor; at hun aldrig selv fik kærligheden at føle? Jeg husker endnu så tydeligt, da jeg udgav min første bog, hvori jeg beskrev min mormor som et kærligt og favnende midtpunkt i familien. Min mors reaktion var at spørge, om jeg var klar over, at min mormor aldrig nogensinde havde været kærlig mod hende. Hun tog hende aldrig på skødet eller gav hende et kram.
Historier om manglende omsorg rækker langt tilbage i tiden. Det er godt, I har holdt sammen, og at I er enige om, at jeres børn skal opleve en anderledes barndom. Den holdning havde jeg også.
Men jeres mor skal måske have mulighed for at få løst op for sine traumer? Jeg ved ikke, om I orker at tage det op med hende, men jeg ønsker jeg alt godt.
Kærligt talt Mimi