En læser fortæller: Da Buster forsvandt

Jeg var knust, da min elskede kat blev væk. Det værste var, at min egen far måske stod bag.

En killing med sorte pletter

I 1957 var jeg en lille pige på fem år. Sammen med mine forældre og søskende boede vi i et træhus, og det forår fik vores hunkat killinger. Vi ville beholde en af dem, og som familiens yngste fik jeg lov til at vælge. Betingelsen var, at det skulle være en han, og jeg forelskede mig i en hvid killing med sorte pletter.

Killingen blev døbt Buster, og han var lige så god, som dagen var lang. Da jeg begyndte i skolen, havde Buster udviklet sig til en stor, doven og lovlig tyk kat, der spandt, blot man så på ham.

Når jeg kom hjem fra skole, kørte jeg rundt med Buster i min dukkeklapvogn, men at få dukketøj på fandt han sig dog ikke i.

Min far drømte altid om at vinde den helt store gevinst. Han tipsede hver uge, og en dag byggede han et dueslag, anskaffede sig nogle duer og begyndte efter nogen tid at deltage i konkurrenceflyvning.

Buster skræmte duerne væk

Det var hans håb at vinde en masse penge, men her udgjorde Buster et problem. Når duerne kom hjem, turde de nemlig ikke flyve ind i dueslaget, fordi Buster luskede rundt i haven. Det betød, at far ikke kunne få stemplet og dermed bevist, hvornår duerne var tilbage, og det var han ret utilfreds med.

– Far har sagt, at vi måske bliver nødt til at skaffe os af med Buster, hviskede min storesøster en dag til mig. Jeg gøs, for i vores hjem var fars ord lov.

Nogen tid gik, og en dag var Buster væk. Tidligere havde han indimellem været forsvundet en dag eller to, men denne gang kom han ikke tilbage, og jeg var sønderknust. Hver dag stormede jeg hjem fra skole i håbet om, at Buster var kommet hjem, men blev altid skuffet.

Jeg cyklede også rundt i omegnen for at lede, og jeg spurgte folk, om de havde set en stor, tyk kat med hvid bundfarve og sorte pletter. Svaret var altid negativt, og jeg græd mig i søvn aften efter aften. Min seng føltes så frygtelig tom, for Buster plejede jo at have sin faste plads under dynen.

Far så mit hemmelige brev 

En aften sad jeg ved spisebordet inde i stuen og skrev et brev til min penneveninde, og jeg luftede min bekymring for Buster: ”Buster er blevet væk, og jeg tror, at min far har slået ham ihjel,” betroede jeg hende.

Jeg gik på toilettet, og da jeg kom tilbage, var min storebror i færd med at vise far mit brev. Far sad som sædvanlig i sin stol foran fjernsynet, og hans øjne skød vrede lyn, mens han gik i rette med mig. Han slog mig aldrig, men jeg blev alligevel meget bange den dag, og brevet blev krøllet sammen og smidt ud.

Et par år efter foreslog far, at jeg fik en hund, og jeg blev ovenud glad. Vi kiggede under husdyr i avisen i håbet om at finde en bastard, for vi havde ikke de store midler at gøre godt med. Inden vi fandt den, blev far syg. Det viste sig at være alvorligt, og han døde nogle måneder senere.

I de kommende år nagede tvivlen mig. Havde jeg gjort far uret ved at mistænke ham for at stå bag Busters forsvinden? Det nyttede intet at spørge mor, for hun kunne ikke drømme om at være illoyal over for fars minde.

Nu kendte jeg sandheden

Mange år senere kom min storesøster og jeg en dag til at tale om vores barndom, og hun fortalte, at det virkelig var far, der havde fået aflivet Buster. Han havde allieret sig med en af min storebrors venner, der havde proppet Buster i en kasse og kørt ham til ”afkogeriet”, som det kaldtes.

Der havde Buster mødt sit endeligt, men præcis hvordan vidste min storesøster ikke.

– Men du skal vide, at far senere fortrød, sagde hun trøstende.

Jeg vidste knap nok, om jeg skulle være glad eller ked af det. Det betød jo, at min mistanke mod far ikke havde været uretfærdig, men samtidig var og er det mig stadig umuligt at forstå, hvordan han kunne gøre det mod mig. Trods alt havde vi katten før duerne, og han vidste jo, at Buster var mit ét og alt.

Her i mit livs efterår tænker jeg tit tilbage, og jeg tror, at fars tilbud om at give mig en hund må have været som en slags aflad for den onde handling. Det vælger jeg i hvert fald at tro.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.