En læser fortæller: Hans eneste fejl

Alt ved ham var perfekt – bortset fra en usexet og ucharmerende egenskab.

Han var alt, hvad jeg havde drømt om

Dette forår havde jeg været single i fem år efter en udramatisk skilsmisse, og jeg besluttede at melde mig ind i en lokal gruppe for singler over 60. Jeg skrev mig på til det næste arrangement, som var en middag på en restaurant.

På forhånd vidste jeg, at vi ville blive syv kvinder og fem mænd, og på deltagerlisten kunne jeg se deres profilfotos. I mine øjne var der ingen af mændene, der skilte sig ud.

Det fik jeg dog en anden opfattelse af, da jeg spændt og lidt nervøs ankom til restauranten. Jeg kom til at sidde ved siden af den høje og slanke Michael, og han og jeg faldt omgående i hak. Han lod til at være alt, hvad jeg havde drømt om, og gnisten var der også.

Michael var 62 og dermed et år ældre end mig. Allerede under forretten opdagede vi, at vi begge elskede naturen, lange cykelture og musik.

Jeg var allerede småforelsket, da Michael fulgte mig hjem og gav mig et langt, varmt kram og et lille kys. Jeg kunne næsten ikke tro, at jeg havde været så heldig at møde en skøn og spændende mand, allerede første gang jeg vovede mig med til et singlearrangement.

Velhavende, men nærig alligevel

Hen over nogle måneder blev vi kærester og sov hos hinanden, og den side af sagen fungerede fint. Men Michael havde en særhed. Først prøvede jeg at se igennem fingre med den, fordi han var perfekt på alle andre måder, men jeg kunne alligevel ikke leve med den i længden. Han var nemlig ekstremt nærig.

Skørt nok behøvede han ikke at være det, for han var nærmest velhavende efter at have arvet en formue efter sin far. Både hans parcelhus og hans bil var betalt ud, og han tjente en god løn. Alligevel gik han utroligt meget op i, at han aldrig kom til at betale en krone for meget i nogen sammenhæng.

Allerede da vi var ude at spise første gang, bad han servitricen om at lave to særskilte regninger. Jeg havde nemlig bestilt en forret, der var 30 kroner dyrere end hans.

Han hjalp mig med forskellig vedligeholdelse i mit rækkehus, og jeg hjalp ham med at ordne brænde, for han havde brændeovn. Inden vi kastede os ud i disse opgaver, foreslog han, at vi skrev de timer op, hvor vi hjalp den anden, så vi hjalp hinanden lige meget.

– Og den hjælp synes jeg ikke, vi skal betale hinanden for, sagde han. Nej, det syntes jeg bestemt heller ikke, for vi var jo kærester.

Sådan var det hele tiden. Når vi var på cykeltur eller udflugt, blev de mindste beløb pindet ud og skulle deles og afregnes, om det så bare var en parkeringsbillet til en 20’er. Han sad med sin lommeregner, skrev udgifter ned i en bog og gemte alle kvitteringer og fakturaer i en mappe.

Michaels mor boede i en beskyttet bolig, og han plejede at klare hendes indkøb i supermarkeder og på apoteket. Jeg arbejder lige ved siden af et apotek, og en dag bad han mig om at købe nogle varer til hende derinde.

Apoteksindkøbene beløb sig til 578 kroner, som jeg betalte. Jeg fik varerne i en papirspose, og jeg troede, at bonen lå nede i posen. Det gjorde den bare ikke alligevel, og jeg kunne ikke finde den.

Michael sagde så, at uden bonen kunne han ikke betale mit udlæg på 578 kroner, for så kom der uorden i både hans og hans mors regnskab. Jeg troede faktisk ikke, at han mente det alvorligt, men det gjorde han.

Nu fik jeg nok

Jeg kunne måske have fået apoteket til at give mig en kopi, men det med de 578 kroner blev den berømte dråbe. Jeg havde fået nok, og jeg sagde til Michael, at hans nærighed var usexet og ucharmerende, og at vi ikke skulle ses mere.

Nu har jeg meldt mig ind i en anden gruppe for singler over 60, og hvis jeg igen møder en mand, som jeg kan se kærestepotentiale i, er gnist og fælles interesser ikke nok. Som noget af det første vil jeg teste, om han er smålig i pengesager, for er han det, kan det være lige meget.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.